doksi* opp i sine »articuli mixti» (sannheter som står fast både i kraft av Skrift og fornuft). Samme spor fulgte engelsk deisme* og tysk opplysningstenkning. Det gjaldt å vise at de medfødte fornuftsannheter, som gjennom cartesianismen* fikk en ny filosofisk bekreftelse, ikke motsa, men stadfestet åpenbaringen. Men mer og mer frigjorde fornuften seg fra åpenbaringen og gjorde krav på å gripe det vesentlige og »nødvendige» til forskjell fra det historisk »tilfeldige». Klassisk er denne tendens formulert av Lessing og er bestemmende for Kants kritisk funderte, aprioriske fornuftsreligion. Snart medførte forskyvningen fra metafysisk-teologisk til naturvitenskapelig tenkemåte dessuten en omdannelse av de ideer som gjorde krav på å være umiddelbart innlysende for fornuften. Naturlovene og fremskrittet ble den nye formel for tingenes vesen. Allerede neologien, men enda mer den teologiske r. i snevreste forstand, fra ca. 1790 (se Upplysningen), kjempet på vikende front mot denne utviklingen. Likesom dens tilbaketrekning til den »naturlige religions»* posisjoner var et forsøk på å redde kristendommen filosofisk, var dens »naturlige forklaring» av undrene (særlig H. E. G. Paulus) et forsøk på å sikre bibelen mot vitenskapen. Når det tales om r. i teologisk sammenheng, siktes det oftest til opplysningstidens og senere tiders forsøk på å søke en formidling mellom tro og viten og mellom kristendommen og almenreligiøse ideer. Men den moderne r. bøyde stadig mer av fra kristendommen. Og nu var det lite som bandt den til klassiske tradisjoner. Fordi den nye virkelighetsoppfatning utvisket dualismen mellom vesen og fenomen, oppløstes både den metafysiske front mot materialismen og den erkjennelsesteoretiske motsetning til empirismen, og den nye r. ble nærmest ensbetydende med positivism e*. Slik er begrepet r. blitt et monument over ideenes selvmord. Litt.: W. Lecky, History of the rise and influence of the spirit of rationalism in Europe 1—2 (3. ed. London 1872); Fr. Rønning, Rationalismens tidsalder (Khvn 1886—99); C. Brun, Ratio- 261 REFORMATIONEN nalismen i dens historiske sammenhæng med det attende aarhundredes oplysning (Kristiania 1891); A. W. Benn, History of English rationalism in the 19th century (London 1906); J. M. Robertson, Rationalism (London 1912); K. Jaspers, Psychologie der Weltanschauungen (3. ed. Berlin 1925); K. Girgensohn, Der Rationalismus des Abendlandes (Greifswald 1921). J.B. H. REALISM, se Skolastikken. REFORMATIONEN kaldes den kirkelige fornyelse, der, især knyttet til Luthers* navn, i 16. ärh. sprængte den herskende kirkelige enhed og skabte de protestantiske kirkesamfund. R. fik afgørende betydning for Europas nyere historie, både i religiøs, politisk, kulturel og social henseende. Årsagerne til r. var mange: Renaissancens og humanismens individualisme og kirkekritik, senmiddelalderens vågnende fromhedsliv, der vendte sig mod den verdsliggjorte gejstlighed og den officielle kirkes udvortes fromhedsformer, de middelalderlige oppositionsretningers (Hussiter, Valden-Ser O. s. v.) reformkrav, der i vid udstrækning levede videre i den egentlige r., territorialfyrsternes og de fremvoksende handelsbyers selvstændighedskrav, der sprængte det pavelige og kejserlige universalmonarki og skabte en borgerlig lægmandskultur og en selvstændig politisk statsopfattelse, hvorefter reformations- og tilsynsretten over kirkevæsenet væsentlig tilhører staten. Afgørende betydning for r. fik dog L uthers religiøse udvikling og heraf følgende brud med den middelalderlige autoritets- og sakramentkirke. R.s begyndelse dateres til den 31. oktober 1517, da Luther efter at være nået til klarhed i de personlige frelsesspørgsmål opslog sine berømte 95 teser om afladen på slotskirkedøren i Wittenberg. Efter rigsdagen i Worms 1521, hvor Luther, bundet i sin samvittighed til Guds ord, fastholdt sin opfattelse, var bruddet med Rom en kendsgerning. Luther vandt tilslutning hos adskillige tyske fyrster og byer, hos humanisterne og bønderne. Hans talrige skrifter, der kom i uhørt store oplag, gjorde ham populær i folkets brede lag, omend det nok snarere var Luther i opposition mod Rom end den lutherske retfærdiggørelseslære, der 262