REFORMATIONEN greb sindene. R.s tanker vandt vid udbredelse både i syd og nord. 1520'erne blev den tyske r.s store periode. Men sværmerbevægelsen under Karlstadts ledelse skabte uro, og efter bruddet mellem Luther og Erasmus* trak størstedelen af humanisterne sig tilbage, da de forstod, at r. førte til kirkebrud. Luthers stilling til bondekrigen svækkede hans popularitet hos menigmand. Sammenblandingen af religiøse og politisk-sociale reformkrav førte til, at Luther nu stærkere betonede øvrighedens reformationsret, hvorved bevægelsen i nogen grad blev forskellig fra den tidlige borgerlige lægmandsrefor- - mation. Luthers gudstjenesteordninger, sal- mer og katekismer blev normgivende for luthersk kirkeliv og kristendomsundervisning. I slutningen af 1520'erne påbegyndtes i Sachsen under kurfyrstens ledelse en generalvisitats, der reorganiserede det kirkelige liv i sognene. Skønt Luther betonede, at fyrsten kun var »nødbiskop», lagdes hermed grunden til den typiske lutherske landskirke, hvor den reelle kirkemagt tilhører landsherren, medens det almindelige præstedømme, der spillede så stor rolle for den begyndende r., mistede sin betydning. Samtidig blev også r.s opdeling i to hovedfløje tydelig. I de første reformationsår spillede konfessionelle forskelle ingen rolle. I adskillige byer framstod betydelige lokale reformatorer, f. eks. Osiander i Nürnberg, Bucer* i Strassburg og Zwingli* i Zürich, som, omend påvirket af Luther, på selvstændig måde tilegnede sig r.s kristendomssyn. Deres religiøse udvikling var forskellig fra Luthers. De var, indbyrdes forskellige, humanister, men sluttede sig til r., fordi de ligesom Luther ville bygge på bibelen alene. Denne biblicistisk-humanistiske reformationstype med dens stærkere reformkrav vandt navnlig udbredelse i Syd- og Sydvesttyskland samt i Schweiz. Især nadveropfattelsen voldte strid. Religionssamtalen i Marburg 1529 mellem Luther og Zwingli, der nægtede realpræsensen, førte ikke til varigt resultat; forgæves søgte sydtyskerne at mægle. De evangeliske stod derfor splittet, da kejser Karl 1530 indkaldte rigsdagen til Augsburg for at få ende på re- 263 ligionsstriden, der truede rigets enhed, både religiøst og politisk. Melanchthon fremlagde her lutheranernes bekendelse, Confessio Augustana (se Augsburgska Bekännelsen), medens fire sydtyske byer, der ikke fik lov at tilslutte sig denne, indgav deres egen bekendelse, Confessio Tetrapolitana. Også Zwingli indsendte en bekendelse. Den truende politiske situation efter rigsdagen tvang de lutherske fyrster og byer til at organisere sig i et væbnet forbund, det schmalka ldiskeforbund; også de sydtyske byer optoges i forbundet mod indrømmelser i nadverspørgsmäålet. I de følgende år vandt den lutherske r. stadig udbredelse og havde ved Luthers død 1546 sejret i store dele af Tyskland og Østrig samt i Skandinavien og Østersølandene. Efter Luthers død svækkedes lutherdommen af dogmatiske stridigheder. Kampen mod kejseren førte efter vekslende krigslykke til religionsfreden i Aug sburg 1555 (se Augsburgska religionsfreden), der tilsagde tilhængere af den augsburgske konfession fri religionsøvelse efter princippet, at landsherren skulle bestemme undersåtternes religion (cujus regio, ejus religio). I Schweiz*, Syd- och Sydvesttyskland, Frankrig*, Nederlandene* og Skotland* udbredtes r. i den karakteristiske udformning, den fik af Zwingli, Bucer, Calvin o.a. Calvin*, der 1536 begyndte sit værk i Genève, er den, der udformede den egentlige reformerte kristendomstype (se Calvinisme). I Frankrig vandt r. tidlig vid udbredelse, begunstiget af bibelhumanismen*, men de franske protestanter, hugenotterne, udsattes for svære forfølgelser, der gjorde dem til en ubetydelig minoritet. I England indførtes r. under Henrik VIII og skabte efter mange kampe og omvekslinger en særegen kirketype, anglikanismen (se Anglikanska Kyrkan). R. vandt desuden indgang i Italien og Spanien, i Polen og Ungarn, men knustes her af mod-r. (se Kontrareformationen). Også de uafhængige grupper af an ab a ptister’ og spiritualister, der fremstod flere steder, hører med i billedet af den omfattende reformationsbevægelse. 264