I Danmark vandt r.s tanker tidligt udbredelse; her som andetsteds var jordbunden forberedt, positivt som negativt, af bibelhumanismen og det kirkelige forfald. Bevægelsen nåede hertil, dels over Slesvig, dels ved forbindelse med de nordtyske handelsbyer. Derimod har kun ganske enkelte (bl.a. Hans Tausen*) af de danske reformatorer været i Wittenberg. Prædikanterne, som de danske reformatorer kaldtes, tog flittigt pressen i deres tjeneste; et ret omfattende materiale er bevaret, især oversatte tyske reformationsskrifter. Den betydeligste katolske apologet var bibelhumanisten Poul Helgesen*, der udsendte en række stridsskrifter mod prædikanterne, men tillige revsede den katolske gejstlighed. De danske reformatorer er udgået fra bibelhumanismen og har ikke gennemlevet en luthersk klosterkamp; deres biblicistisk-humanistiske reformationstype er beslægtet med den tidlige lutherdom, vi møder i de store byer i Sydtyskland og Nordtyskland, hvorfra bevægelsen i Danmark inspireredes. Hos Tausen mærkes dog et tydeligere luthersk præg. Fredrik I (1523—33) havde i sin håndfæstning højtideligt lovet at forfølge det lutherske kætteri, men stillede sig snart på det standpunkt, vi kender fra de samtidige tyske rigsdage: indtil et almindeligt koncilium træffer afgørelse i religionsstriden, er enhver med bibelen stemmende forkyndelse tilladt. På de vigtige herredage i Odense 1526 og 1527 og København 1530 fastholdt han overfor prælaterne sit tolerancestandpunkt. Hermed blev den danske kirke delt i en katolsk landskirke og evangeliske frimenigheder. På herredagen 1527 bestemtes desuden, at en nyvalgt biskop fremtidig skulle købe stadfæstelse af valget hos kongen, ikke hos paven, hvorved forbindelsen med kurien blev afbrudt. I Sønderjylland virkede den luthersksinđede hertug Christian (III) i Haderslev ivrigt for r. 1526 oprettedes en luthersk præsteskole, og 1528 indførtes en luthersk kirkeordning, Haderslevartiklerne, omfattende ca. 60 sogne. I Nørrejylland blev Viborg r.s centrum. Her virkede Hans Tausen, der 1526 fik kongens værne- 265 REFORMATIONEN brev, og Jørgen Sadolin. Herfra bredte r. sig hurtigt til de østjyske byer. I Østdanmark blev Malmø knudepunktet. Under ledelse af Klaus Mortensen Tøndebinder, Hans Olufsen Spandemager, Peder Laurentsen og Frants Vormordsen sejrede r. 1529 i denne vigtige handelsby. Samme år overflyttedes Tausen til København, der 1530 havde fire prædikanter. På herredagen 1530, hvortil 21 prædikanter var indstævnet, affattedes »Den københavnske b ekendelse», hvis hovedforfatter er Peder Laurentsen. Den fik vel ingen historisk betydning, men er en interessant parallel til den samtidige augsburgske bekendelse som udtryk for det særlige danske standpunkt. Efter Frederik I’s død og herredagen i København 1533, hvor prælaterne søgte at genvinde deres magtstilling, fulgte Grevefejden og Christian III's sejr 1536. Hermed havde r. sejret i Danmark. Biskopperne fængsledes og gjordes ansvarlige for borgerkrigen p. g. a. deres udsættelse af kongevalget. Rigsdagen i København okt. 1536 godkendte biskoppernes afsættelse. Bispegodset inddroges under Kronen. Kirkeordinansen* af 1537 og alterbogen gav bestemmelser for den danske kirkes evangeliske forfatning og gudstjenesteordning. 2. sept. 1537 indviede Bugenhagen* i København de nye evangeliske superintendenter (biskopper), blandt hvilke dr. Peder Palladius*, der havde studeret 6 år i Wittenberg, blev Sjællands biskop. Den direkte indflydelse fra Wittenberg blev nu stærkere., Det første slægtled af evangeliske biskopper sled sig op i arbejdet for reformationsværkets gennemførelse. 1550 udkom den monumentale »C hristian III’s bibel», den første danske helbibel (se Bibelöversättningar). I Norge mærkes en svag luthersk bevægelse, men r. blev aldrig folkevækkelse; derimod var adelen begærlig efter kirkegodset. 1529 udstedte Frederik I værnebrev til to prædikanter i Bergen. Efter Christian III’s sejr indførtes r. og kirkeordinansen i Norge. Ærkebiskop Olav Engelbriktsøn flygtede og norsk selvstændighed reduceredes. Folket var stort set uberørt af r., og katolske forestillinger og skikke holdt sig meget 266