REFORMATIONEN længe. Norges første evangeliske biskop var GeblePedersøn, der valgtes af kapitlet i Bergen og indviedes 1537 sammen med de danske biskopper. Han var ven med Palladius, hvis »Katekismeudlægning for norske sognepræster» fik stor betydning. Til Island nåede r. ved to islændinge, der havde studeret i Tyskland, Oddur Gottskálksson, som udgav en oversættelse af N. T., og Gissur Einarsson, Islands første evangeliske biskop. De to katolske bisper bekæmpede med magt r. og Christian III’s kirkeordinans. Jón Arason, en høvdingetype, der levede i ægteskab og havde mange børn, iøvrigt en betydelig mand og anset digter, blev erklæret fredløs, fængslet og henrettet 1550. Hermed var den ydre modstand mod r. brudt. I Sverige støttedes r. af Gustav Vasa, der efter det stockholmske blodbad og danskervældets sammenbrud blev konge 1523. Hans mål var en stærk fyrstemagt i et selvstændigt rige. Kirkens stilling som stat i staten måtte derfor brydes og det overflødige kirkegods inddrages. Kansleren, ærkedegnen i Strängnäs Laurentius Andreæ, en betydelig politisk begavelse, fra udlandsstudier velkendt med senmiddelalderens kirkeproblemer, udformede det nationalkirkelige program: Kirken er samfundet af troende, det kristne folk; kirkegodset tilhører derfor folket, hvis konge disponerer over det. Bibelen er højeste autoritet, Luthers skrifter skal derfor prøves med Guds ord. Sveriges reformator er Olavus Petri“, der efter studier i udlandet, bl. a. Wittenberg, blev diakon i Strängnäs 1518, hvor de reformatoriske tankers rækkevidde efterhånden klaredes for ham. Den svenske r. fik et andet forløb end den danske; den episkopale tradition og kirkens selvstændighed var langt større her, og r. blev, bortset fra Stockholm, kun i ringe grad en folkevækkelse. 1524 blev Olavus Petri stadssekretær og prædikant i Stockholm og fik herved stor indflydelse. 1525 giftede han sig. Samtidig rettede lIutherdommens betydeligste modstander, biskop Hans Brask i Linköping, heftige angreb mod kætteriet. 1526 udsendte Olavus Petri sit første reformationsskrift. 267 Samme år kom den første svenske oversættelse af N. T., der fik stor betydning (se Bibelöversättningar). På rigsdagen i Västerås 1527 fremstillede kongen rigets elendige politisk-økonomiske situation (oprør i Dalarna, Lybecks krav om betaling af krigsgælden o. s. v.), angreb de rige prælater, og tvang ved trusel om abdikation rigsdagen til at bevillige betydelig reduktion af kirkegodset. Bispestolenes samt bispernes, kapitlernes og klostrenes »overflødige» gods inddroges. Adelen fik alt gods tilbage, som siden 1454 var givet kirken. Om religionsstriden bestemtes, at Guds ord skulle prædikes rent over hele riget, det fra Danmark og Tyskland kendte tolerancestandpunkt. Kongen afviste beskyldningen for at indføre en ny lære ved afholdelse af en religionssamtale efter sydtysk mønster, hvor reformatorerne beviste, at de ikke prædikede andet end Guds ord. Västeråsrigsdagen nedbrød kirkens politisk-juridiske privilegiestilling, mens den kirkelige organisation og bispernes myndighed i indre anliggender bevaredes. Forholdet til paven omtaltes ikke; 1524 var forbindelsen med Rom ophørt, da kongen forgæves ansøgte om at måtte beholde annaterne. De følgende år blev urolige. R. vandt stadig udbredelse. Olavus Petri udsendte en lang række skrifter, polemiske, opbyggelige og liturgiske (bl. a. »Den svenska mässan» 1531, efter sydtysk forbillede). 1531 udnævntes broderen Laurentius Petri“ til ærkebiskop. Men kongens kirkepolitik fremkaldte stadig oprør, og r.s historie i udlandet påvirkede hans stilling til den svenske r. Omkring 1538 kom et nyt omsving. Gustavs magtfølelse voksede. Påvirket af de tyske fyrstekirker betonede han øvrighedens gudgivne herredømme og undersåtternes lydighedspligt. Kirkemagten skulle helt underlægges kongen. En tysk Melanchthondiscipel, Georg Norman, udnævntes til »superintendent», mens biskoppernes og kirkens selvstændighed reduceredes. Det kom til et opgør med reformatorerne, der fastholdt den gamle svenske linie med alles ligeret under loven. Olavus Petri pegede frimodig på øvrighedens forpligtelser og mis- 268