gerninger. Efter en partisk rettergang blev Olavus Petri og Laurentius Andreæ dødsdømt 1540, men toges atter til nåde. Snart tvang forholdene kongen til at opgive den »tyske» kirkeordning (se videre Gustav Vasa och kyrkan). På den afgørende rigsdag i Västerås 1544, der indførte arvekongedømmet, forpligtede man sig til at »aldrig avgå från den lärdom, som nu uppkommen är»; papistiske ceremonier forbødes. 1541 udgav brødrene Petri den pragtfulde vasabibel, den første svenske helbibel, der fik overordentlig betydning for svensk kristendom, sprog og kultur (se Bibelöversättningar). Finland var på reformationstiden underlagt Sverige og dermed Gustav Vasas kirkepolitik, men adskillige finner havde under studier i Tyskland tilegnet sig r.s tanker. I Å b o virkede ærkedegnen Peder Särkilaks, der døde allerede 1528. Et andet centrum fik r.i Viborg, påvirket af r. i det nære Balticum. Fra Viborg kom Finlands reformator, Mikael Agricola*, der, støttet af den reformvenlige biskop Skytte, studerede i Wittenberg 1536—39. 1540’erne blev den egentlige reformationstid i Finland. Agricola fik især betydning ved sine talrige skrifter. Han hævder et evangelisk kristendomssyn med bevarelse af det værdifulde i senmiddelalderens fromhed. I det praktiske reformarbejde var han moderat. 1550 blev Agricola biskop i Åbo. Se også Calvinismen, Lutherdom og art. om de nordiske lande. Litt.: K. Brandi, Deutsche Reformation und Gegenreformation, 1—2 (2. ed. Leipzig 1942); J. Lortz, Die Reformation in Deutschland 1—2 (3. ed. Freiburg 1949); D. Rops, L'Eglise de la renaissance et de la réforme (Paris 1955) ; A. C. Bang, Den norske kirkes historie i det 16. aarhundrede (Kristiania 1895); L. P. Fabricius, Reformationstiden (i dens., Danmarks kirkehistorie 2: 1, Khvn 1936); N. K. Andersen, Confessio Hafniensis. Den københavnske bekendelse af 1530 (diss. Kvhn 1954); G. Johannesson, Den skånska kyrkan cch reformationen (diss. Lund 1947); Hj. Holmquist, Reformationstidevarvet (i Svenska kyrkans historia, utg. av Hj. Holmquist—H. Pleijel, 3, Sthm 1933); J. Svalenius, Gustav Vasa 269 REFORMKONCILIERNE (Sthm 1950); J. Gummerus, Michael Agricola, der Reformator Finnlands (Helsingfors 1941). N. K. A. REFORMERTA KYRKOR, se Calvinismen. REFORMKATOLICISM, se Bibelhumanisme. REFORMKONCILIERNE. Principielt er enhver kirkelig synode i middelalderen (stifts- og provins- eller general-synode) et r. der skal udvikle eller gennemføre kanonisk ret, men mere specielt betegner r. tre store kirkemøder i første del af det 15. årh. Efter kanonisk ret kan »kirken» — bispekollegiet — afsætte en kættersk pave, og »hårdnakkede skismatikere» er kættere; r. blev derfor aktuelle med paveskismaet 1378. Det fremkaldte krise i hele kirken og rejste en debat om løsningsmulighederne: papalisterne tilkendte paven alene plenitudo potestatis og dermed eneret til at sammenkalde r. Episkopalisterne ville efter oldkirkelige forbilleder tilskrive bisperne som indehavere af potestas ecclesiastica denne ret. Mere radikale ideer (Marsiglio fra Padua, franciskanerspiritualer) gik ud på, at kirken som eet med det kristne folk i sin repræsentation omfattede både præster og lægfolk, og om den kirkelige ledelse svigtede eller blev ineffektiv, kunne det suveræne kristenfolk gennem fyrsten gribe reformerende ind. En gruppe lærde ved Paris’ universitet (især Jean Gerson) kombinerede disse opfattelser således: »potestas ecclesiastica» tilhører episkopatet, »plenitudo potestatis» paven, men den sidste reguleres af den første, og da kirken er de troendes samfund, bør også lægmænd have ytringsret. 1409 indkaldte begge pavers kardinaler under fransk tryk et r. i Pisa; men Europas politiske splid hindrede et resultat; man valgte en ny pave (Alexander V, efterfulgt af Johannes XXIII), men ingen af de andre trak sig tilbage. Nu var der tre paver. Kort efter foranledigede kejser Sigismund et nyt r. sammenkaldt (med Johannes XXIII.s bistand) i Konstanz (1414—18); ønsket om at få løst den tysk-tjekkiske konflikt spillede også ind. R. tog energisk fat; det arbejdede i »nationer» (Tyskland, England, Frankrig, Italien, Kardinalerne og — siden 270