REFORMKONCILIERNE — Spanien). Indenfor hver nation var politikere og universiteter dominerende. R. proklamerede sin overhøjhed over paven i sager angående troen, skismaet og reformen; det afsatte Johannes XXIII og formåede den romerske pave (Gregor XII) at trække sig tilbage, den franske pave (Benedikt XIII) svigtedes af sin oboediens, men godkendte aldrig afgørelsen. Den bøhmiske konflikt løstes foreløbigt ved processen mod Johan Hus, men i kirkereformen nåede man ingen vegne; den engelsk-franske krig og striden mellem tiggerordnerne virkede bestandig lammende; 1417 skred man til pavevalg (Martin V) uden at reformen var sikret, og efter valget opnåedes kun 7 relativt ubetydelige reformdekreter vedtaget. Men det besluttedes at gøre r. til en permanent kontrolinstans ved pavens side. I henhold hertil sammenkaldtes 1423 r. i Pavia (Siena); det blev betydningsløst, men 1431 — da den bøhmiske krig foruroligede hele Europa — samledes (mod pavens inderste vilje) et nyt r. i Basel, ledet af kardinal Cesarini. Det arbejdede sagerne igennem i udvalg, derefter i 4 deputationer (der krævedes tre fjerdedels flertal for enhver beslutning) og endelig forelagdes alt i plenarforsamlinger. Klerus af alle grader, indbefattet doktorer og magistre, havde stemmeret; den højeste gejstlighed kom derved i mindretal og dreves over på pavens side. R. sluttede fred med bøhmerne (Baseler-kompaktater, 1433) og gik igang med et omfattende reformarbejde, som på ethvert punkt sigtede til at bringe alt tilbage til kanoniske bestemmelser. R. nød i så henseende europæisk velvilje, mest betydningsfuld var Frankrigs ophøjelse til lov af dets vigtigste beslutninger (1438), men konflikten med paven blev akut, da denne under forhandlingerne om en union med den byzantinske kirke 1437 ville forlægge r. til Italien; det lykkedes delvist, men hovedparten forblev i Basel og proklamerede 1439 som dogme (veritas fidei catholicae) sin ubetingede overhøjhed over paven. Konsekvensen var, at r. selv blev skismatisk og mistede sin popularitet i Europa; dets pave (Felix V) blev ikke anerkendt, dets medlemmer rejste hver til deres, 271 og 1449 beseglede r. sit nederlag ved at bøje sig for den romerske pave, der netop omtrent samtidig indledte en ny æra gennem konkordatpolitikken. R. var dermed atter i pavens faste hånd; det viste sig afgørende på det mest betydningsfulde r. i Trient (1545 ff.). I Konstanz var Norden (som regnedes til den tyske nation) repræsenteret af de danske bisper Peder Lykke og Hans Skondelev, som førte kongens politik i det slesvigske spørgsmäl i samarbejde med Sigismund og ellers optrådte som loyale konciliære kirkemænd; som ærkebiskop optog Lykke 1425 på provinskonciliet i København reformdekreterne fra Konstanz. I Basel blev Norden repræsenteret af bisperne Ulrik Stygge (Aarhus) og Nicolaus Ragvaldi (Växjö, siden Uppsala); de var begge ivrige tilhængere af konciliære principper — som det ses af deres senere virksomhed hjemme — men i konflikten mellem kongen og domkapitlet om Uppsala ærkestol trak det danske standpunkt det korteste strå, just fordi r. måtte henholde sig til kanonisk ret og støtte kapitlet. Ulrik rejste snart hjem, men Nicolaus kom til at spille en meget fremtrædende rolle i r.s politiske og kirkelige arbejde, også med de forhandlinger, der førte til skismaet. Endnu i 1440rne og tils dels i 1450rne var konciliære tankegange fremherskende i Norden, og i tilslutning til r. i Basel søgte ærkebiskop Hans Laxmand (Lund) ved episkopatets og rigsrådets hjælp at etablere et kirkeligt regimente, der reelt satte kongemagten ud af spillet. Litt.: Acta concilii Constanciensis 1—4, hrsg. von H. Flinke (Münster i. W. 1896 ff.); Concilium Basiliense 1—7, hrsg. von J. Haller (Basel 1896 ff.); C. J. Hefele, Histoire des conciles, d’après les documents originaux ... corrigée et augmentée ... par H. Leclerq (Paris 1916); Sacrorum conciliorum nova et amplissima collectio... J. D. Mansi evulgavit 22—31 (1759 ff.); P. G. Lindhardt, Danmark og reformkoncilierne (Teologiske studier. Dansk teol. tidsskrift. Afd. 2:2, Khvn 1942); Akter rörande ärkebiskopsvalet i Uppsala 1432 samt striden därom mellan konung Erik och svenska kyrkan, utg. av A. Lindblom (Uppsala 1903); N. Söderlind, Striden om Uppsalas ärkebiskopstol åren 1432—35 (i Kyrkohist. årsskr. 1932); Y. Brilioth i Sven- 272