RELIGIONSFRIHET Geschichte der Trennung von Staat und Kirche (Tübingen 1926; stor dokumentsamling fra den fr. revolusjon av). E. M. Også i Danmark var den ortodokse enhedskirke fremherskende i det 17. årh. Kong eloven 14. november 1665, art. 1, pålagde ikke blot kongen selv at bekende sig til den augsburgske konfession, men den forpligtede ham tillige til at holde landets indbyggere ved samme rene og uforfalskede tro. Tilsvarende udtalte Christian Vs Danske Lov 1683 (2-1), at den evang.-luth. religion skulle i kongens riger og lande alene tilstedes. Denne religionstvang vedvarede til 1849. Der blev dog bl.a. af økonomiske og politiske hensyn gjort en del undtagelser. Således blev der — for at få den nyanlagte by Fredericia befolket — ved privilegier 11. marts 1682 (art. 21) givet alle kristne indbyggere i Fredericia fri religionsøvelse, hvilket bl.a. kom et betydeligt antal reformerte indvandrere til gode. Navnlig gennem dronning Charlotte Amalies indflydelse bevilgedes der senere de reformerte tilsvarende frihed i København, og ved privilegier 15. maj 1747 blev deres stilling yderligere forbedret. 1682 blev der givet jøderne tilladelse til at rejse en synagoge i Fredericia. 1842 fik baptisterne tilladelse til at danne en menighed i Fredericia, men dog med forpligtelse til at lade deres børn døbe indenfor de sædvanlige frister. Katolikker og reformerte var særlig begunstigede. Deres vielser havde borgerlig gyldighed, og de betragtedes allerede før grundloven som anerkendte trossamfund. Gennem Grun dloven 5. juni 1849 indførtes fuld r. Tilbage stod alene bestemmelsen om, at Kongen skulle tilhøre den evang.-luth. kirke. Det bestemtes (kap. VII), at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end 287 den, som er hans egen. Ved grundloven stilledes det i udsigt, at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold skulle ordnes nærmere ved lov. En sådan lov er dog aldrig blevet til. Den evang.-luth. kirke indtager — uanset den ved grundloven 1849 indførte r. — fremdeles en særstilling blandt de bestående trossamfund. Den erklæres i grundlovens § 3 for at være den danske folkekirke, der som sådan understøttes af staten. De anerkendte trossamfund er for tiden reformerte, metodister, romersk-katolske, jøder, Svenska Gustavsförsamlingen i København, den ortodokse russiske menighed i København og St. Albans engelske menighed i København. Disse trossamfunds præster kan udføre kirkelige handlinger med borgerlig gyldighed. Litt.: H. Matzen—J. Timm, Haandbog i den danske kirkeret (Khvn 1891). A. R. Sedan Finland skilts från Sverige, gick utvecklingen där sin egen väg. I den nya kyrkolag, som 1869 ersatte 1686 års kyrkolag, erkändes principiellt möjligheten av fristående religiösa samfund oberoende av statskyrkan, men först 1889 kom en dissenterlag till stånd, som var gällande till 1923. Denna lag gav r. åt protestantiska religionssamfund på bibelns och den apostoliska trosbekännelsens grund. Av denna frihet begagnade sig endast metodister och baptister. Utträde kunde ske endast vid inträde i annat legaliserat religiöst samfund. I början av 1900-talet upptogs arbetet på dissenterlagstiftningen med förnyad styrka. 1906 fick grekiska katoliker rätt att övergāå till lutherska kyrkan. Efter ryska revolutionen 1917 upptogs frågan om r. till ny behandling. 1918 fick mosaiska trosbekännare r., och samma år ordnades den grekisk-katolska kyrkans ställning i landet. Regeringsformen 1919 uttalade sig principiellt för r., och en ny »r eligionsfrihetslag» tillkom 10/11 1922 och trädde i kraft 1/1 1923. Genom denna lag gavs rätt till fritt utträde ur folkkyrkan. Likaså gavs full frihet att bilda religionssamfund. De som icke tillhör den lutherska eller grekisk-katolska kyrkan är befriade från skatt till dessa. Erhäållandet av 288