RIBE STIFT Ribe domkirke. Påbegyndt ca. 1120. Det store vagttårn fra 13. årh. Restaureret 1897—1904. huset, Odinkar den Yngre (ca. 1000—43); han hentede vielsen i Hamburg, men var afgjort engelsk påvirket, rejste selv i England (Ribes Martyrologium fra hans tid er angelsachsisk påvirket), og i dette tidsrum — hvor Danmark og England havde fælles regering — mä kristendommen i angelsachsisk skikkelse have således slået rod i Jylland (hele Nørrejylland synes at have været under Ribe i hans tid), at man ca. 1060 kunne skride til en virkelig stiftsdeling. Jylland deltes i 4 stifter (Ribe, Viborg, Vendelbo og Århus), hvoraf R. i udstrækning var så langt det største. Det dækkede hele Vest- og Midtjylland fra Limfjorden i nord i en diagonal gennem landet til Vejlefjord, omfattede området mellem Vejlefjord og Koldingfjord i sydøst og desuden Tørning og Tønder len i det nordvestlige Slesvig ned til den nuværende statsgrænse. Byen Ribe lå i den sønderjyske del; her rejstes (fra ca. 1120) den pragtfulde romanske domkirke (af 343 westfalsk tuf og sandsten, siden ofte udvidet og noget hårdt restaureret omkr. 1900), 1145 stiftedes et kapitel, først efter augustinerregelen, siden hurtigt sekulariseret; det omfattede på sin højde 24 kanonikater med 4 prælaturer. Samtidig stiftedes også katedralskolen, som indtil nu og i næsten alle tidsrum har været en af landets mest ansete, og som et meget stort tal af kulturlivets bærere skylder derës uddannelse. Utvivlsomt har kongemagten ydet betydelige tilskud til Ribe-kirkens vækst, og kongen beholdt længe indflydelse på bispevalget. Et vidnesbyrd om gregorianske ideers sejr er det, at bispen 1214 valgtes »mod kongens vilje», men under de urolige tilstande, som de store ærkebispestridigheder fremkaldte i 13. og tildels 14. århundrede, synes Ribe-bisperne gennemgående at have indtaget det nationalkirkelige standpunkt — biskop Esger blev banlyst af ærkebiskop Jacob Erlandsen for sin støtte til kongen. De senere katolske bisper var i regelen af dansk adel, en af de mest ansete, Peder Lykke, var kongens gesandt på Konstanzerkonciliet, fik der Birgitta helgenkronet, medvirkede ved pavernes afsættelse og deltog i sendefærden til Perpignan for at forhandle om Benedikt XIIIs tilbagetræden; ved sin hjemkomst blev han ærkebiskop i Lund. Reformationsrøret gjorde sig ikke videre gældende i R. og åbenbart slet ikke i Ribe by; den sidste »herrebiskop», Ivar Munk, var en lidet værdig mand, ganske verdsligt sindet; han måtte allerede 1528 døje den tort, at hertug Christian (fra 1534 Christian 11I) til dels fratog R. dets slesvigske områder og oprettede et evangelisk »stift» med Haderslev som centrum. 1536 sejrede r eformationen; Munk var blandt de bisper, som fængsledes og afsattes. R. fik sine gamle grænser igen, dog vedblev på grund af de stadige delinger i Slesvig og de indviklede forhold mellem kongelige og hertugelige områder de sønderjyske stiftsgrænser at være noget omskiftelige, og ved Wiener-freden 1864 afstodes hele hertugdømmet Slesvig til Preussen; dog blev som erstatning for de »kongerigske enklaver» Ribe med nærmeste sogne ved Danmark, og til R. føjedes 344