nu 8 sogne syd for Kolding, som heller ikke afstodes. Efter reformationen fik R. først tyskeren Johann Wendt til biskop, men fra 1541 Danmarks førende skikkelse fra reformationskampene, Hans Tausen*, der som »superintendent» uden de gamle bispers økonomiske magt havde svært ved at hævde sig — det samme gjaldt hans eftermænd — overfor den stærke og selvbevidste jyske adel. Bisperækken efter reformationen — den er længere end i noget andet stift — rummer mange betydelige mænd: humanisten Hegelund, pædagogen og opbyggelsesforfatteren Jersin og især da salmedigteren Brorson*. I det 18. århundredes begyndelse prægedes navnlig den slesvigske del af R. stærkt af pietistisk vækkelse, båret af præstesønner fra egnen (brødrene Brorson, P. Hygom etc.). Brorson var afgjort af den statskirkeligthallensiske type, men en mild og svag mand; til sin sorg stødte han hårdt sammen med den herrnhutiske lægmandsvækkelse, som i hans tid bredte sig stærkt i R.; hans salmer kom først mere end 100 år efter ind i den kongerigske salmebog, men i de dansktalende områder i Slesvig fik de overordentlig udbredelse og spredtes med vækkelsen også nordpå. Det 19. århundrede betød også i R. et kraftigt vækkelsesfrembrud, nu som virkelige folkevækkelser, for en stor del båret af mænd af bondeæt, men snart i samklang med præster af grundtvigsk eller indre missionsk type; en delelinie trak sig tydeligt — nationalt bestemt — mellem den danske grundtvigianisme og den tyske herrnhutisme, og efter religionsfrihedens indførelse 1849 gjorde en livlig sekterisk agitation sig gældende. Her som overalt sejrede dog efter 1860 de kirkelige vækkelser, klogt og varsomt støttet af bisperne Tage Müller, J. B. Daugaard og C. F. Balslev, den kendte katekismeforfatter. 1895 fik Indre Mission sin første biskop C. V. Gøtzsche, fulgt 1901 af den mere bredkirkelige, men også missionske G. Koch. De indremissionske og grundtvigske vækkelser følges i en bred stribe fra nord mod grænsen og har også karakteristiske centrer mod sydøst ved Kolding; de er ofte nogenlunde lige stærke i de sam- 345 RIBE STIFT me egne og har skærpet hinandens position ved gensidig konkurrence, men stiftsomlægningen 1922, som henlagde det nordlige område med stærke modsætninger og det midtjyske Hammerum herred med landets mest udtalte missionsfolk til Viborg* stift og desuden overførte Kolding—Vejle-egnen til Haderslev* stift, har i nogen grad ændret R.s kirkelige præg; det er blevet mindre markant, mere roligt og rummer afgjort megen gammeldags kirkelighed, som er temmelig upåvirket af vækkelsen. Hertil kommer at R.s byer er få og små, kun i den store havneby Esbjerg (fra 1868) kommer moderne storbyproblemer tilsyne; blandt fiskerne her har missionsvækkelsen haft sit sikreste tilhold, men også lejlighedsvis udgliden mod sekterisme (perfektionisme). R. omfatter siden 1922 også hele det vestlige Slesvig indtil statsgrænsen. Det har 7.901 km’ med 308.900 indbyggere (det tyndest befolkede), 9 provstier, 222 kirker, 162 præster, hvoraf 143 sognepræster og 4 valgmenighedspræster. Siden bispevalgenes indførelse 1922 har stiftet valgt provster eller stiftsprovster fra stiftet selv til bisper: en missionsmand, en centrumsmand og to grundtvigske. R. er et stift, hvor bispevalget ikke er afgjort på forhånd, men hvor den 1okalkendte mand har de største muligheder. Biskopper: Liufdag 948; Fulbert 988; Odinkar den Yngre ca. 1000—43; Val 1043—60; Odde ca. 1060; Gerold 1085—1122; Thore ca. 1122—34; Northold 1134; Asger 1142; Elias 1142—62; Radulf 1162—70; Stefan 1171—77; Omer 1178— 1204; Oluf 1204—14; Tuve 1214—30; Gunnar 1230—46; Esger 1246—73; Tyge 1273—88; Christiern 1288—1313; Jens Hee 1313—27; Jakob Splitaf 1327—45; Peder Thuresen 1345—65; Mogens Jensen 1365—69; Jens Mikkelsen 1369—88; Eskil 1389—1409; Peder Lykke 1409—18; Christiern Hemmingsen 1418—54; Henrik Stangeberg 1454—65; Peder Lodehat 1465—83; Hartvig Juel 1483—98; Ivar Munk 1499—1536. Efter reformationen: Johann Wendt 1537—41; Hans Tausen 1541—61; Poul Madsen 1562—69; Hans Laugesen 1569—94; Peder Hegelund 1595 —1614; Iver Hemmet 1614—29; Jens Dinesen Jersin 1629—34; Hans Borchardsen 1635—43; Erik Monrad 1643—50; Peder Kragelund 1650— 81; Christen Lodberg 1681—93; Ancher Anchersen 1693—1701; Christian Muus 1701—12; Jo- 346