helt op i 19. årh. Inkvisitionen fornyedes 1542. Kontrareformationen betyder i mange måder en glansfuld restituering af r., men den skarpe front imod reformationen betød samtidig katolicismens omdannelse til en »konfession» med meget antiprotestantiske træk på bekostning af universaliteten. Helgen- og Mariadyrkelsen florerede atter og teologien prægedes af en ensidig skarp polemik, bl.a. af Bellarmin (d. 1621) og Baronio (d. 1607). Det 17. årh. medfører en kendelig slappelse. Dels lider r. forskellige nederlag over for de mere og mere selvstændige stater, dels indtager den en meget reaktionær holdning over for den opdukkende naturvidenskab. Giordano Bruno brændes i Rom 1600, Copernicus’ skrifter sættes på index og Galilæi fordømmes. I Frankrig oplever imidlertid r. i dette tidsrum en strålende opblomstring. Frans af Sales (d. 1622) giver mystikken og det religiøse ny kraft gennem sin »Introduction à la vie dévote» med dens kvietistiske, gudhengivne selvopgivelse, »l’amour désintéressé». Cardinal Bérulle omplanter oratorianerordenen til Frankrig. Samtidig gøres alt for at føre hugenotterne* tilbage til r., hvis man ikke som Richelieu og Ludvig XIV sætter sig det mål at udrydde dem. Et vigtigt kapitel er jansenism en* og Pascal. Den første fordømtes 1657 og 1713. Gallikanismen* vokser sig stærk under Ludvig XIV, men må trække sig tilbage i slutningen af årh. Et væsentligt træk er missionen. Opdagelserne havde allerede tidligere sat gang i missionen, og katolske missionærer nåede både til Kina og Indien, Central- og Sydamerika (se Missionens historie). Det 18. årh. betyder en gradvis tilbagegang i indflydelse for r.; dertil bidrog dens negative forhold til den opdukkende »oplysning» med dens individualisme og fornufttro. For oplysningen (se Upplysningen) stod r. oftest som et levn fra middelalderen. 1773 ophævedes jesuitterordenen, der først blev genoprettet 1814. I pagt med oplysningens idealer forsøgte josefinismen i Østrig (efter kejser Joseph II 1780—90) og »fe- 361 DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE bronianismen» i Tyskland dels at reformere kirken i antiskolastisk mere end i dogmatisk retning, dels at genoplive tanken om en selvstændig, national kirke. Begge bevægelser måtte efterhånden give op. Den franske revolution (se Frankrig) betød i første omgang en frygtelig katastrofe for r. Kirkens gods erklæredes for nationalejendom, mangfoldige munke- og nonneordener opløstes, fornuftdyrkelsen indførtes og al anden kultus blev forbudt. Den kristne tidsregning afskaffedes og al religionsundervisning blev afskaffet. Man afkrævede gejstligheden ed på konstitutionen, men størstedelen af præsterne, ca. */,, nægtede at aflægge eden. Der opstod blodig forfølgelse, men derigennem vaktes en glødende, heroisk tro til live hos katolikkerne. Napoleon I afsluttede konkordat" med kirken 1801, hvorigennem r. betegnedes som »religion for det store flertal af folket». Senere tilføjelser viste tydeligt Napoleons diktatoriske tilbøjeligheder over for kirken. Ved begyndelsen af det 19. årh. stod r. meget svagt, i strid modvind fra tidsåndens side, berøvet en stor del af sin ydre magt og rigdom. I løbet af det 19. årh. vokser r. både i magt og indflydelse såvel udad- som indadtil. Karakteristisk for det 19. årh.s pavedømme er de stadig vekslende systemer og modsætninger: på den ene side stærkt konservative, reaktionære perioder, der fordømmer alt nyt som noget ondt, på den anden side mere fremskridtsvenlige og kontaktskabende tider. Som oftest er disse perioder knyttet til de forskellige, delvis meget betydelige pavers personligheder og papater. I første halvdel af årh. styrkedes langsomt r.s stilling. Afgørende blev her dels romantikken, dels den politiske reaktion, dels ultramontanismen* med dens råb efter objektivitet, autoritet og pavelig magtbeføjelse. Denne udvikling fortsattes gennem hård modvind og ikke uden en yderst målbevidst anstrengelse fra pavedømmets side. Pius IX.s papat endte — skønt tilsyneladende liberalt i begyndelsen — klart reaktionært, både politisk og kirkeligt. Den berømte »Syllabus errorum» 1864 indeholdt fordømmelsen af 80 af tidens bærende ideer som pestsygdom- 362