DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE me, bl.a. både socialisme, kommunisme, religionsfrihed, den frie, forudsætningsløse forskning o.s.v. Ultramontanismens program gennemførtes ubønhørligt og konsekvent i forhold til både individ, stat og samfund. 1854 definerer paven uden foregående koncilbestemmelse dogmet om Marias ubesmittede undfangelse (se Maria), et forspil til Vatikanerkonciliets definition af pavens ufejlbarhed (se Ofelbarhetsdogmen) 1870. Dette betyder papalismens endelige og afgørende sejer over episkopalismen og konciliarismen og førte til den gammelkatolske kirkes skisma (se Gammalkatolska kyrkan). 1870 drager italienske tropper ind i Kirkestaten, der tilsluttes kongeriget. Paven bliver »fange i vatikanet», hvad der indirekte bidrog stærkt til hans voksende popularitet og autoritet. Kulturkampen i Tyskland når sit højdepunkt 1875 og endte med, at Bismarck og med ham hele »kulturfronten» måtte gå gangen til »Canossa». Pius’ efterfølger blev Leo XIII, under hvis papat (1878—1903) vinden blæste mildere for fremskridtsideerne. Bekendt er denne højtbegavede paves sociale interesse (arbejderencyklikaen »Rerum novarum» 1891, hvis tanker fornyedes af Pius XI i »Quadragesimo anno» 1931 og af Pius XII i hans radiotale pinsedag 1941). I indre henseende kendetegnedes Leos papat af åbningen af det vatikanske arkiv, der betød tilstrømningen af lærde til Rom fra hele verden, af konsolideringen af den thomistiske filosofi (se Nythomisme), af kirkens forsigtige men ikke afvisende stilling til bibelforskningen (bibelencyklikaen »Providentissimus Deus» 1893) og af oprettelsen af den pavelige bibelkommission 1902 til afgørelse af stridsspørgsmål indenfor den bibelske videnskab. Under Leo XIII vokser den såkaldte modernisme* sig stærk. Pius X (d. 1914, helgenkronet 1954) kom til at gribe dybt ind i r.s historie. Under ham skete adskillelsen af stat og kirke i Frankrig 1905, mens det iøvrigt var på den indre front, at Pius X satte ind (den liturgiske fornyelse, breviarreformen og den afgørende og ubønhørlige fordømmelse og undertryk- 363 kelse af modernismen). Mere og mere bekæmpede han alle nye ideer og betød på mange måder modsætningen til forgængerens forsøg på at bringe kurie og kirke i forbindelse med århundredet. Benedikt XV.s regime (1914—1922) stod i den første verdenskrigs tegn. Adskillige gange appellerede Benedikt til de krigsførende nationers fredsvilje. 1917 udgav han »Codex iuris canonici» (se Kanonisk rätt). 1919 kanoniseredes Jeanne d'Arc til Frankrigs nationalhelgen. Pius XI (1922—1939) styrkede yderligere kirkens position, ikke mindst ved den lange række af konkordater“ med forskellige lande, f.eks. Bayern, Preussen, de baltiske lande og Rumænien. Det vigtigste konkordat var konkordatet med Mussolinis Italien igennem Lateranoverenskomsten 1929, hvorigennem Vatikanstaten genopstod (se Kyrkostaten og Vatikanen). 1933 sluttedes konkordatet med Hitlers Tyskland, der dog ikke forhindrede, at forholdet mellem det tredje rige og r. blev stadigt dårligere, indtil Pius XI skrev sin flammende protest i den på tysk affattede encyclica »Mit brennender Sorge». Under Pius udbrød den blodige borgerkrig i Spanien, der endte med general Francos og derigennem r.s sejr. Konkordat med Spanien afsluttedes dog først 1954. Bekendt er både Benedikt XV.s og Pius XI.s store interesse for missionen gennem oprettelsen af nye bispedømmer over hele jorden, gennem ordinationen af indfødte biskopper og præster, gennem bedre uddannelse såvel af hjemlandenes missionærer som af den indfødte klerus. 1939 blev den 63årige kardinal Pacelli pave under navnet Pius XII. De første år formoørkedes af den sidste verdenskrig. Hans papat under valgsproget »Opus iustitiæ pax» (Retfærdighed skaber fred) kendetegnes ved stor virksomhed i fredens og retfærdighħedens tjeneste. 1949 fordømtes kommunismen, og exkommunikation truede dem, der aktivt gik ind i partiet og dets arbejde. Pius XII vil endvidere huskes gennem sine talrige, delvis meget betydelige rundskrivelser og foredrag, bl.a. om kirken, ægteskabet, liturgien, bibelen og bibelforskningen, ung- 364