DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE hængende i en rent sociologisk, fænomenologisk betragtning. Et sådant syn lader ikke r. vederfares ret. R. rummer to elementer, et indre og et ydre, der nøje hører sammen: den åndelige guddommelige, usynlige realitet og det ydre synlige, juridisk autoritære samfund med alle dets synlige egenskaber og midler. Glemmer man et af disse aspekter, ruineres kirkens væsen. Vi begynder indefra. R. er det samfund af mennesker, i hvilket den treenige Gud skænker mennesker delagtighed i sit indre guddommelige liy. Dette sker gennem meddelelsen af den helliggørende nåde, grundlaget for de tre såkaldte teologiske dyder, troen, håbet og kærligheden. Kirken har til syvende og sidst kun een funktion: at skænke mennesker dette guddommelige liv. Det gives ikke menneskene som enkeltstående individer, men i fællesskab, igennem et samfund. I vore dages romersk katolske ekklesiologi spiller betegnelsen corpus mysticum Christi en meget stor rolle som udtryk for kirkens inderste væsen. Allerede på vatikanerkonciliet havde man til hensigt at give en bestemmelse af kirkens væsen, men kun den del, der angik pavens ufejlbarhed nåede, på grund af konciliets opløsning før tiden, frem til vedtagelse. En »konstitution» om Kristi kirke med tanken om Kristi mystiske legeme som centralbestemmelse forblev som udkast og nåede først langt senere til udførelse, først i Leo XIII.s rundskrivelse »Satis cognitum» (1896) og — klarest — i Pius XII.s skrivelse »Mystici corporis Christi» (1943). Kirkens grundlægger er Kristus, der igennem sit liv og forkyndelse og ved forsoningen på korset erhvervede »de uendelige nådeskatte, som Han fra sin herligheds trone i himlen uden ophør skænker sine dødelige lemmer». Kristus har i sig al nådens fylde og giver igennem sin kirke, der er hans legeme, mennesker del deri. Derfor er også kirkens potestas ordinis, d.v.s. den magt, kirken i kraft af ordinationen har til gennem sakramenterne at meddele den helliggørende nåde, den højeste og vigtigste i kirken. Kirken deles i den himmelske eller triumferende, i den »ventende» eller »lidende» 367 (skærsilden) og i den kæmpende, ecclesia militans, her på jorden. I den himmelske kirke spiller den ydre side ingen rolle, thi dér er alle åndeligt og fuldkomment forbundet med den treenige Gud. Anderledes her på jorden. Her kan kirken kun eksistere som et synligt, jordisk samfund, der, fordi det er Guds indstiftelse, må være forsynet med alle de egenskaber og midler, der er nødvendige, for at kirken kan opfylde sin guddommelige mission, nemlig at formidle frelsen til menneskeslægten (jfr. Denz. 2203). Den åndelige realitet, samfundet mellem mennesker og Kristus og mellem mennesker indbyrdes, må her på jorden tilpasses menneskets jordiske, åndslegemlige struktur. Derfor er den ydre side ikke et tilfældigt tillæg, men en Guds indstiftelse, begrundet i menneskeslægtens natur. Heraf følger visse nødvendige egenskaber ved kirken. Den er uafhængig af enhver jordisk myndighed. Den er sy nligog kendelig.Dener hierarkisk, d.v.s. den har en af Gud selv bestemt og villet styrelse, betroet til ganske bestemte mænd, der i kraft af deres indvielse står over lægfolket, der ikke har ret til at blande sig i kirkens ledelse. Hierarkiet har sin myndighed direkte fra Gud, ikke fra menigheden. Kirken er endvidere monarkisk, d.v.s. dens ledelse er for det enkelte stifts vedkommende koncentreret i biskoppen, for hele kirken i paven. Derfor er kirken også med nødvendighed romersk. Vi har allerede nævnt den vigtigste af kirkens magtbeføjelser, potestas ordinis, men foruden må tillige nævnes potestas magisterii, læremyndigheden, i kraft af hvilken kirken, og det vil her sige hierarkiet, biskopperne og i sidste instans den romerske biskop, paven, dels har fået den ufejlbare sandhed selv, dels evnen til altid uden vildfarelse at fortolke og udfolde denne sandhed (se Tradition). Hertil kommer yderligere potestas jurisdictionis, d.v.s. magten til at styre og lede, først og fremmest kirkens egne sager (jfr. de i første afsnit nævnte kongregationer med deres forskellige opgaver) men tillige også i verdslige jordiske ting, de såkaldte temporalia. Hele den kristnes liv hører Kristus til, og det er kirkens pligt ikke 368