blot at lede sine troende i ting, der angår troen og den kristne livsførelse, men i alle ting, der angår menneskelivet. Derved kommer r. også til at gribe ind i det sociale, politiske og økonomiske liv. Den er ikke blot selv fortsættelsen af Kristi inkarnation, men også det sociale og politiske liv bestemmes ud fra inkarnationen. Dette er den teologiske baggrund for den af Pius XI indstiftede fest for Kristus som konge (i encyklikaen »Quas primas») 1925, og det er ganske naturligt, at den samme rundskrivelse er blevet den k atolske aktions magna charta. I denne for nutidens romerske katolicisme ganske enestående bevægelse rykker lægfolket på en ganske ny måde ind i kirkens billede. Den defineres som lægfolkets organiserede apostolat, samarbejdende med hierarkiets apostolske mission, med Guds riges udbredelse som formål. Uden at være et socialt eller politisk fænomen (dette strider endog imod definitionen) er katolsk aktion r.s storstilede forsøg på gennem lægfolket selv at gennemtrænge samfundslivet i dets mangfoldige forgreninger med kristendommens ånd. Præsterne er ikke ledere af denne bevægelse, men kun medvirkende som rådgivere og sjælesørgere. Men naturligvis er det et arbejde under hierarkiets meget årvågne øjne, i et og alt undergivet de direktiver, der kommer ovenfra. R. har altid afskyet den såkaldte »laicisme», d.v.s. den sekularisering*, der sker, idet de forskellige kulturforeteelser løsriver sig fra kirkens autoritet og tilsyn. Den katolske aktion er r.s effektive modtræk imod »laicismen». Det foregående har vist r. i dens dobbelte aspekt, den indre guddommelige realitet, virkende igennem den ydre, jordisk menneskelige skikkelse. Uden den »menneskelige» side er Kristus ikke mere inkarneret på jorden, men omvendt gælder det, at hvis man standser ved den menneskelige side, d.v.s. ved den juridiske organisation eller ved alle de ydre ceremonier, forvansker man i lige høj grad kirken og erstatter Kristi legeme med et »kirkens lig». R. er både »kærilighedskirke» og »retskirke». Igennem lange tider beherskede det sidste synspunkt billedet. I vore dage er den anden opfattelse brudt 369 DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE stærkt igennem, ofte med en vis kritisk holdning over for hele den ydre hierarkiske retsorganisation. I de pavelige rundskrivelser fremhæves med al ønskelig tydelighed, at begge synspunkter hører med, og der advares stærkt imod at negligere den ydre rets- og autoritetsprægede organisation. »Der kan ikke bestå nogen virkelig modsætning mellem helligåndens såkaldte usynlige sendelse og den myndighed, som hyrder og lærere har fået af Kristus. De supplerer og udfylder tværtimod hinanden — som sjæl og legeme i mennesket» (Pius XII i rundskrivelsen om kirken 1943). Og det er en skæbnesvanger misforståelse at tro, at det skulle være muligt at holde fast ved Kristus uden i troskab at følge hans statholder på jorden, Peters efterfølger i Rom. Det kan næppe bestrides, at netop retspræget i meget stærk grad behersker nutidig katolicisme. Til spørgsmålet om r.s selvforståelse hører også spørgsmålet om dens selvbevidsthed. R. hævder, at den alene er Jesu Kristi kirke på jorden, den ene, hellige, katolske og apostolske kirke. Andre kirkesamfund kan ikke kaldes kirker, men er højst »religiøse samfund». Deraf kommer r.s stilling til den økumeniske bevægelse. Der gives kun een vej til enhed, nemlig at vende tilbage til den romerske katolske kirke. Derfor kan r. heller ikke officielt deltage i det økumeniske arbejde, således som det hævdes i de forskellige pavelige rundskrivelser desangående. Se f. eks. »Mortalium animos» i anledning af kirkemødet i Stockholm 1925, Pius XII.s skrivelse (monitum) 1948, der tog hele spørgsmålet om den navnlig i Tyskland og Frankrig kraftige Una Sancta-bevægelse til behandling og i væsentlig grad indskrænkede dens virksomhed. Den samme stilling indtog instruktionen »Ecclesia catholica» 1949, der gav ganske bestemte, meget rigoristiske retningslinjer for deltagelsen i økumenisk arbejde og fremfor alt stillede det direkte under vedkommende stifts biskop, der igen til stadighed må konferere med pavestolen selv. R. er aktivt med i den internationale bedeuge for kirkens enhed 18.—25. januar. Abbé Couturier (d. 1953) var den 370