DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE også fra protestantisk side meget agtede leder af bønneoktaven indenfor r. Forholdet tilden ortodoks-anatoliske kirke er væsentlig anderledes end til de evangeliske kirker. Her er ikke tale om heresi, men kun om skisma. Pius XI.s encyklika »Rerum orientalium studiis» 1928 udtaler håbet om genforening med denne kirke, og det orientalske institut i Rom arbejder for at forberede jordbunden derfor. Tonen overfor protestanter i Pius XII.s kirkeencyklika 1943 er mildere end i tidligere pavelige skrivelser, men standpunktet ligeså bestemt. I nyere tid fremhæves det ofte, at de tilbagevendende brødre ikke så meget skal opgive, endsige fraskrive sig deres tro, som de skal erfare fylden i den katolske tro. R. ses som syntesen, enheden i spændingen. Det hedder natur og nåde, skrift og tradition, autoritet og frihed. Deroverfor står det heretiske princip, der udskiller og rendyrker en bestemt del af helhedsfylden, hvorved syntesen, den katolske fylde ødelægges. Uden for denne ene, romersk katolske kirke er der ikke frelse. »Extra ecclesiam nulla salus.» Udtrykket går i hvert fald tilbage til Cyprian, men fik sin skarpeste udformning i Bonifatius VIII.s bulle »Unam Sanctam» 1302: » Vi erklærer, bestemmer og forkynder, at det er nødvendigt til frelse for ethvert menneskeligt væsen at underordne sig under den romerske pave» (Denz. 469). Dermed skulle sagen synes løst. Imidlertid er den ikke så ligetil og har da også voldt romersk katolsk teologi meget hovedbrud. Nogen klar løsning foreligger ikke. To ting må fastholdes: 1) Der findes kun een kirke, den romersk katolske, og kun i den er der frelse. Det normale og naturlige er da også at tilhøre denne kirke corpore et corde, med legeme og sjæl. Pius IX siger: »Det er en fordærvelig fejltagelse, som har sneget sig ind i mange katolikkers hjerte, at man med fortrøstning kan se på alle dem, der ikke tilhører den romerske kirke. Det må imidlertid fastholdes, at uden for den apostolske kirke kan ingen blive frelst. Den er frelsens eneste ark, således at den, der ikke går ind deri, vil gå til grunde i syndfloden» (Denz. 1647). Dette synes klart. Nu føjer paven 371 imidlertid til, og dette er det andet synspunkt: 2) »Men det bør dog lige så sikkert fastholdes, at de, som lever i uvidenhed om den sande religion — om da denne uvidenhed er uovervindelig — ikke rammes af skyld i Guds øjne» (Denz. 1677). Der er altså mulighed for frelse uden for r. Pius XII udtrykker sig i encyklikaen 1943 meget forsigtigt og ikke uden videre klart: »Selvom de (som ikke tilhører r. i ydre forstand) også på grund af en vis ubestemt længsel og attrå allerede er rettede imod frelserens mystiske legeme, så mangler de dog mange og store nådegaver og hjælpemidler, som man kun nyder godt af i den katolske kirke». I »Humani generis» 1950 advarer paven kraftigt imod enhver form for falsk »irenisme». Sædvanligvis skelner man imellem dem, der synligt, virkeligt (re) tilhører r. og dem, der måske ubevidst i deres længsel og ønske (voto) tilhörer r. Det er muligt at være af kirken uden at være i kirken. Fastholder man i bogstavelig forstand, at nåden kun gives dem, der er lemmer på den synlige kirkeorganisation, falder man under kirkens fordømmelse, således som det skete fornylig med nogle præster og lægfolk i Amerika (se Documentation Catholique 1952 Nr. 1133). Hvorledes dette forenes med Bonifatius VIII.s tydelige udtalelse i »Unam Sanctam » er ikke ganske indlysende, men udover den spænding, der her er skildret, kommer man næppe. 4. Liturgi og fromhedsliv. R.s liturgi omfatter alle de sakramentale handlinger ifølge de liturgiske bøger (se Kyrkans böcker), hvortil kommer de forskellige handlinger, knyttede til sakramentalierne (se Benediksjonshandlinger, Invigningar og Kyrkliga vigningar) den eukaristiske eller sakramentale velsignelse, litanierne (se Litania), tidebønnen* og de friere, folkelige liturgiske andagter. Hjertepunktet i alt dette er messen (se Högmässa, Liturgi og Nattvarden). Af de senere fornyelser i messen og dens liturgi kan nævnes tilladelsen til aftenmesse, indførelse af påskevigilen (1951), reformen af den stille uges liturgi (1955) og Pius XII.s rundskrivelse »Musicae sacrae disciplina» (jul 1955), i hvilken paven positivt går ind 372