for såvel den gregorianske sang (den vigtigste) som den polyfone og den folkelige sang ved messens udførelse. Visse liturgiske kredses ønske om at måtte læse epistel og evangelium på modersmålet i stedet for på latin har pavestolen ikke opfyldt. Et vigtigt og med stor forsigtighed debatteret spørgsmàäl er forholdet mellem det ene korsoffer og de forskellige, mange messeofre, og mulig afskaffelse af privatmesserne til fordel for en »concelebration». I nyere tids forståelse af messen fremhæves betydningen af ordets forkyndelse i formessens forskellige led, af messens måltidskarakter og af det indbyrdes fællesskab. Et smukt udtryk herfor er J. Pascher, »Eucharistia. Gestalt und Vollzug» (2. ed. Münster 1955). I mysterieteo1logien, der navnlig for nogle år siden spillede en stor rolle, sættes kirkens hellige kultmysterium i forbindelse med det moderne menneskes nød i dets forfladigelse, rodløshed og ensomhed. I mysteriet, som det møder os i kirkens kultus, finder mennesket livet igen. Denne bevægelse havde sit centrum i Maria Laach og repræsenteredes af Ildefons Herwegen, der udgav skriftserien »Ecclesia orans», O. Casel (»Das christliche Kultmysterium», Regensburg 1936) og R. Guardini (»Vom Geist der Liturgie», 7. ed. Freiburg i. Br. 1921). R.s fromhedsliv frembyder et yderst broget skue, vekslende fra egn til egn, fra land til land og fra verdensdel til verdensdel. Der er stor forskel på fromhedslivet i Spanien og Sydamerika og i Tyskland, Frankrig og Norden. Der kan være tilfælde hvor det er vanskeligt at afgøre, om vi står over for paganiseret kristendom eller kristianiseret hedenskab. Her skal kun nævnes enkelte træk, der kendetegner r. i dag. a) Det liturgisk-eukaristisketræk. Alt rom. kat. fromhedsliv er knyttet til kirken som midleren mellem Gud og mennesket. Derfor er det liturgisk, såvel i »offentlig» forstand (deltagelsen i de forskellige liturgiske handlinger i deres faste foreskrevne form) som i individuel betydning (brug af bønnebøger, rosenkrans og af bestemte faste bønneformularer — i modsætning til den frie og mere individualistisk prægede bøn). Eukaristisk er fromhedslivet 373 DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE i den forstand, at messen med Kristi offer er midtpunktet, hvorfra alt det andet stråler ud. Dette gælder såvel for den primitive, uoplyste som for den højtudviklede, intellektuelle katolik, selvom både forståelsen og oplevelsen deraf kan være ganske forskellig. I vore dages liturgiske bevægelse (se Liturgiska förnyelsen) fremhæves stærkt lægfolkets medvirken i messeofrets frembærelse, således at de troende i kraft af deres dåb — uden på nogen måde at have del i den præstelige fuldmagt — igennem præsten og i en vis forstand sammen med ham er med til at bringe offeret. Ganske særligt forbinder de sig med præsten igennem deres fromme sindelag, i hvilket de selv ofrer sig til Gud. Afgørende for hele dette spørgsmål er rundskrivelsen »Mediator Dei» 1947. b) Det marialogiske islæt i fromhedslivet. Der er tidligere gjort opmærksom på de store Mariabegivenheder (se Maria); som den sidste skal nævnes, at året 1954 erklæredes for at være det marianske år, hvis afslutning fejredes med store mariafestligheder, ikke mindst i Fatima i Portugal, hvor Maria af den pavelige legat blev prist som » Verdens frelse». Samme år forordnede paven festen for Marias herskerdømme 31. maj. Foruden i den individuelle mariadyrkelse giver mariafromheden sig udtryk i de mange såvel mandlige som kvindelige mariaordener og mariakongregationer, opkaldt efter Maria eller efter en af hendes særlige dyder, i bevægelser som »marialegionen», der siden 1921 fra Irland har bredt sig over hele jorden, og hvis medlemmer, »legionærerne», forpligter sig til dagligt missionerende arbejde, i de store mariakongresser, i mariafesterne og majandagterne i mariamäåneden. En ikke ringe rolle spiller også valfarterne til mariaåbenbaringsstederne, ikke mindst Lourdes og Fatima, Marias nådebillede fra Fatima, hvor åbenbaringen fandt sted 1917, føres i triumftog rundt i verden, i foråret 1954 på en seks ugers »pilgrimsfærd» i ærkestiftet Köln, hvis ærkebiskop, kardinal Frings, på katolikdagen i Fulda 1954 indviede hele Tyskland til Marias hjerte. Det er med fuld ret, at man taler om vor tid som den »marianske tidsalder». Og mange 374