homiletikken, kateketikken, liturgikken og sjælesorgen med dens forskellige underafdelinger. Angående teologiens historie i oldkirke og middelalder, se bl.a. Apologetene, Apostoliske fedre, Patristikk, Augustinus, Alexandrinsk teologi, Antiokensk teologi, og Skolastikken. I det følgende skal gives enkelte træk af r.s teologi i nyere og nyeste tid. I tiden efter reformationen oplevede teologien en opblomstring. Kontroversteologien skabte værker af stor lærdom og skarphed (Bellarmin, Petrus Canisius, Melchior Cano), skrift- og kirkefædrestudierne tog til, Thomas af Aquino fik skarpsindige kommentatorer (Cajetanus, Suarez), molinister (efter jesuitten Molina, d. 1600) og thomister strides om forholdet mellem menneskelig frihed og guddommelig nåde; mystikker. blomstrer op, navnlig i Spanien (Theresa af Jesus og Johannes af Korset). Opplysningstiden førte også i r. til en stærkere understregning af de rationale elementer på bekostning af det overnaturlige i kristendommen. Både rationalismen og traditionalismen (d.v.s. den opfattelse, der hævder, at ikke blot den overnaturlige erkendelse, men også den naturlige metafysik har sin kilde i åbenbaringen) blev fordømt. Det endelige standpunkt i striden mellem fornuft og tro, der varede op igennem hele det 19. årh., blev afgjort på Vatikanerkonciliet, der løste spørgsmålet i overensstemmelse med Thomas’ sondring og harmoni mellem natur og nåde (se Skolastikken). Romantikken betød en genoplivelse. I Frankrig møder vi Chateaubriand (d. 1849) med hans apologetiske værk »Le génie du christianisme», præget af subjektivisme, psykologi og romantik. Mere teologisk er den katolske Tübingerskole i Tyskland med J. A. Möhler (d. 1838) som førstemand (se Tradition). Hans »Symbolik» 1832 satte dybe spor i polemikken mellem katolikker og evangeliske. I England fremtræder J. H. Newmâarn, hvis virkninger, ikke mindst i spørgsmålet om dogmernes udvikling, spores den dag i dag (se Oxfordbevægelsen). Den største teolog i Tyskland i 19. årh. er 377 DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE M. J. Scheeben (d. 1888), påvirket af patristikken, spekulativt og mystisk begavet. Hans hovedværk er »Handbuch der katholischen Dogmatik» I—III 1873—82. Wiürzburgerteologen H. Schell (d. 1906) førtes ved sin åbenhed over for tidens strømninger over i modernismens lejr (se Modernisme). Ved slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. årh. står to vidt forskellige teologiske bevægelser skarpt og uforsonligt over for hinanden, den kirkelige ortodoksi, i væsentlig grad styrket ved thomismens sejr i kirken (se Nythomisme) og modernismen* i dens forskellige udformninger. R. tager straks i begyndelsen af det nye årh. klart standpunkt for det konservative syn gennem den kraftige fordømmelse og målbevidste udryddelse af modernismen, hvilket imidlertid ikke forhindrer, at der igennem første halvdel af vort århundrede stadig har været en latent strid mellem to strømninger, »integrismen» med dens reservation og angst over for alt nyt, både på det teologiske, politiske og sociale område, og den »nye teologi», der uden at falde tilbage i modernismens ubestridelige overdrivelser og ensidigheder er åben over for tiden i dens videnskabelige sandhedsbevidsthed og i dens søgen efter nye veje på det sociale og politiske område. Den kirkelige ledelses opgave blev det at styre mellem disse to, at »bremse i drejningerne», som Pius XII skal have sagt i anledning af den temmelig reaktionære encyklika »Humani generis» 1950. Nogen løsning i det spændte forhold mellem disse modsatte strømninger er ikke opnået. Måske er det »cirklens kvadratur» endnu en gang. Ved gennemgangen af teologien i det 20. årh. kan man gå flygtigt hen over »skoleteologien», som er gået sin relativt rolige gang, såvel i præsteseminarierne som i de teologiske fakulteter, hvis undervisning er overvåget af vedkommende stifts kirkelige øvrighed, i sidste instans af kongregationen for disse spørgsmål i Rom. I rundskrivelsen »Humani generis» påminder Pius XII lærerne i de forskellige kirkelige institutter om, at de i deres undervisning nøje bør følge og underordne sig den kirkelige læremyn- 378