ROSKILDE STIFT Roskilde Langkirken fuldendt i slutn. af 1200-tallet. Tårnene fra 1300-tallet. domkirke. Påbegyndt i 1100-tallet. bindelse med kongehuset. Ofte var Hvideættens mænd indehavere af R. bispestol, og i det 12. årh. var de fornemste repræsentanter Eskil, Absalon og Peder Sunesøn; trods indbrud af gregorianske ideer og de vanskeligheder, det skabte under kongernes afhængighed af den tyske kejser, var forholdet mellem bisp og konge som regel godt, men i det 13. årh. under de store ærkebispestridigheder blev også R. bispestol inddraget aktivt i kampen mod kongen; både Jacob Erlandsen og Jens Gran havde tilknytning til R. Efter opløsningstiden kom der atter balance i forholdet til kongemagten, og i senmiddelalderen var R. biskop altid kgl. kansler. Indtil 1416 hørte København til bispens ejendomme — skænket af kongen til Absalon — og Vor Frue kirke med sit kollegiatkapitel vedblev at stå under R. biskop, der også var aktiv ved oprettelsen af universitetet 1479. Stiftet var meget rigt; det takseredes i det 14. årh. til 3.000 gylden og 395 ejede på reformationstiden 25 % af al sjællandsk jord; det rummede ansete kirkelige stiftelser (Hvidernes cistercienserkloster i Sorø, Valdemarernes gravkirke i Ringsted, Johanitterklosteret i Antvorskov, hvor Hans Tausen* en tid opholdt sig o.s.v. På reformationstiden var den fremragende biskop Lage Urne stiftschef; hans statutter blev trykt 1511, og i Roskilde tryktes på kapitlets foranledning samtidig både Diurnale Roskildense, Manualet, Breviaret og Canon. 1529 blev Joachim Rønnow biskop, uden pavelig konfirmation og indvielse; og samtidig brød den lutherske vækkelse løs i København, hvor Tausen begyndte sin virksomhed til stor bekymring for bispen, der havde heftige sammenstød med reformatorerne og forgæves i en proces søgte at bringe Tausen til tavshed. Under borgerkrigen gik alt i opløs- ning — en tid var endog Gustav Trolle biskop i R. — og 1536 arresteredes Rønnow sammen med de andre bisper. Indtil 1922 kaldtes R. ikke mere ved sit gamle navn, men Sjællands stift; Palladius*, som flere år havde været i Wittenberg for at uddanne sig til en lederstilling, blev den første biskop; han boede i København, tæt ved Frue kirke, i en gård, som havde rummet først rådhus, siden universitetet. R. domkirke bevarede sin ansete stilling, dens sognepræst blev domprovst, her holdtes stiftsmøderne, og her grundedes omkr. 1800 det store stiftsbibliotek. 1537 ansattes Hans Tausen som evangelisk læsemester i den ærkekatolske by, hvor modstanden holdt sig længe trods nedrivelse af mange kirker og domkapitlets gradvise 0pløsning. Sjællands biskop blev regeringens egentlige kirkelige konsulent, en vigtig person i al kirkelig administration og indtil 1800 fast medlem af det teologiske fakultet. Stiftet var så langt det folkerigeste og mest betydelige af alle danske bispedømmer, dets chefer oftest mænd af mere end almindelig begavelse og indflydelse. Fra det 17. årh. er der især grund til at nævne H. P. Resen, der bragte ortodoksien til sejr og nedkæmpede filipismen, og som står bag reformlovene i Chr. IVs tid; J. Brochmand*, der med »Systema theologiae» nåede international be- 396