rømmelse og ved sin »Huspostil» blev en af landets mest betydende opbyggelsesforfattere. Hans Svane fik afgørende indflydelse på overgangen til enevælde, og Hans Bagger har store fortjenester af den omfattende liturgiske revision i Chr. Vs tid. Fra det 18. årh. kan nævnes P. Hersleb*, ivrig hallenserpietist og ypperlig organisator, som endte med at vende sig mod hoffets pietisme, og N. E. Balle, selv ortodoks, men påvirket af oplysningen; under megen modstand forsvarede han kirken mod revolutionstidens spot, og gennem lærebog og salmebog i rationalistisk ånd virkede han langt op i det 19. årh. I nyere tid har nogle af de mest fremragende beklædt bispestolen: kirkehistorikeren Fr. Münter, prædikanten og administratoren J. P. Mynster*, der endnu søgte at hævde enevældens traditioner i kirken overfor grundtvigianere og andre vakte, bl.a. ved tvangsdåb af baptistbørn. H. L. Martensen*, tidens fejrede teolog af den hegelsk-romantiske skole, som biskop i stadig konflikt med det begyndende kirkelige demokrati. 1895 blev Skat Rørdam, en lærd og moderat grundtvigianer, biskop, reelt valgt af stiftets præster gennem en adresse; dermed indførtes i grunden bispevalget. Han. fulgtes af den ortodokse dogmatiker, P. Madsen, og 1911 fik stiftet i H. Ostenfeld en biskop af helt ny type: menighedspræsten, med dyb social forståelse og en demokratisk kirkepolitik. Ofte var stiftets deling på tale; det var for stort; men Martensen var en bestemt modstander og mente ikke, at stiftet kunne hævde sig som det første, hvis det ikke også kvantitativt var det. I stedet oprettede man indtil 3 stiftsprovstier (med visitats-pligt), og flere gange strandede delingen på økonomiske vanskeligheder eller strid om delingslinien; først 1922 oprettedes Københavns* og Roskilde stifter. Det nuværende R. har været præget af store vækkelser, begyndende omkr. 1830, socialt betingede i den stærke gæring, som fæsteafløsningen fremkaldte, og tit med stærkt sektpræg. På Sydvestsjælland kom de vakte dog hurtigt i kontakt med grun dtvigske præster og vækkelsen blev kirke- 397 ROSKILDE STIFT lig; socialt var den knyttet til gårdmandsklassen. Fra sydvest bredte en grundtvigsk bevægelse sig mod sydøst — egnen omkr. Næstved—Præstø — og mod nord (Kalundborg-egnen), og midt på Sjælland (Ringstedegnen), hvor omkr. 1850 baptister og mormoner drev voldsom agitation, stiftedes med støtte af grundtvigske præster Indre Mission*, der først i 8 år som et læg-foretagende virkede for grundtvigsk forkyndelse, men indadtil splidagtigt, og bl.a. oprevet gennem Kierkegaard-krisen, der fremkaldte flere menighedsdannelser. I kampen mod sekterne stod grundtvigske og missionske folk sammen, ogsà efter at Vilhelm Beck* 1861 havde overtaget Indre Missions ledelse, men folkeligt og kristeligt skiltes de mere og mere fra hinanden og samarbejdet ophørte. Indre Missions faste holdepunkter var Ørslev — mod vest — hvor Beck var sognepræst, og Haslev — mod øst — hvor der er opgroet en hel by af skoler og andre institutioner, ledet i Indre Missions ånd; også i de mange relativt store byer er der et stærkt missionsk indslag. De grundtvigske centrer finder man i flere frie menigheder eller omkr. højskoler, især da Vallekilde, Ubberup og menighedsskolen Liselund, alle på Vestsjælland. R.s grundpræg er i nutiden moderat grundtvigsk — det betyder ikke nogen aktiv grundtvigianisme, men ofte, navnlig på de nordvestlige kanter med et indslag af ældre politisk radikalisme, som er »frisindet» og føler ressentiment mod Indre Mission. Ved bispevalgene 1923, 1935 og 1953 sejrede den grundtvigske kandidat, hvergang dog mod betydelige mindretal. R. omfatter Sjælland, med undtagelse af det egentlige Nordsjælland; det har 5.486 km”, 443.515 indbyggere, 12 provstier, 322 kirker, 235 præster, deraf 198 sognepræster og 3 valgmenighedspræster; domprovsten i Roskilde er stiftsprovst. Biskopper: Gerbrand ca. 1022; Avoco ca. 1030; Vilhelm ca. 1060—72; Sven Normand ca. 1072— 88; Arnold 1088—1124; Peder 1124—34; Eskil 1134—37 (derefter ærkebiskop); Ricco 1138— 42; Asser 1142—58; Absalon 1158—91 (fra 1177 også ærkebiskop); Peder Sunesøn 1192—1214; Peder Jakobsøn 1215—25; Niels Stigsøn 1225— 45; Jacob Erlandsen 1250—54 (derefter ærkebi- 398