P.R. als lutherischer Christ (Schriften der Luther—Agricola Gesellschaft in Finnland 6, Helsingfors 1944); W. A. Schmidt, Ur Finlands fromhetsliv under 1800-talet (Sthm 1947); H. Nyman, Den bidande tron hos P. R. (diss. Åbo, Helsingfors 1949; med »Hvarföre blifva icke alla väckta saliga» som bilaga); dens., P. R. och hans själavård (i Här restes Kristi kors, Helsingfors 1955); dens., P. R. — ein Seelsorger Finnlands (i Lutherische Rundschau 1955); F. Lauritzen, Pietistisk eller luthersk? (i Dansk teol. tidsskr. 1950); R. Gyllenberg, P. R. och frälsningsvissheten (i Ny kyrkl. tidskr. 1950); K. V. L. Jalkanen, P. R. ja Jaakko Högman (i Keski-Suomea ja keskisuomalaisia 2, Jyväskyla 1951); M. Simojoki, Karakteristiska drag i de finska pietisternas själavård (i Forum theologicum 1954). H. N—n RUSLAND. 1. Kirkehistorie. Under fyrst Vladimir af Kiev indførtes 988 fra Konstantinopel Østens ortodokse kristendom og byzantinske kirkelige kultur. Huleklosteret i Kiev blev kirkens centrum. Samtidig med at mongolerne erobrede R. og 1240 ødelagde Kiev, standsede fyrst Aleksander Nevskij af Novgorod Vestens romersk-katolske korstog. Omkr. 1330 blev Moskva sæde både for storfyrsten og kirkelederen, metropolitten. Den russiske kirke blev under mongolernes besættelse (1240—1480) isoleret fra Konstantinopel og udviklede sine egne liturgiske skikke. Man erklærede Konstantinopels skikke for forfalskede, da dette »andet Rom» 1439 var gået i union med det katolske Rom. Og da Konstantinopel 1453 blev erobret af tyrkerne, erklærede man Moskva for det sande og »tredje Rom», ortodoksiens bevarer. Den russiske ortodokse kirke kæmpede også direkte med den romersk-katolske kirke. Med det katolske Polen forenedes Kiev fra det 14. årh. til 1667, det tvang de ukrainske biskopper til union med Rom på synoderne i Brest-Litovsk 1595—96; men metropolitten i Kiev Petros Mogilas ledede den ortodokse selvhævdelse overfor katolikkerne ud fra det i 1615 oprettede teologiske akademi i Kiev. Mogilas gav dog den ortodokse teologi en katolicerende form. 1589 blev et selvstændigt patriarkat i Moskva anerkendt af den »økumeniske» patriark i Konstantinopel. Med Filaret (1619—33) nåede Moskva-patriarkatet sin højeste magt, både 413 RUSLAND i kirke og stat. Patriark Nikon (1652—66) udøvede herskermagten endnu mere energisk, men fremmede dermed sit fald. Nikon reformerede den russiske liturgi, så den blev bragt i overensstemmelse med Konstantinopels græske form. De, der holdt fast på den nationale russiske form, blev på synoderne 1666 og -67 drevet ud som de »gamm eltroendes» sekt. Dermed afskrev man visionen af Moskva som det »tredje Rom». De »gammeltroende» (russ. starovery) splittedes i »præstelige», »præsteløse» og »bønneløse», der forkastede bøn, sakramenter og krigstjeneste. Peter den Store (1689—1725) indførte med vold Vestens ukirkelige kultur, ophævede Moskva-patriarkatet og oprettede 1721 i stedet den »Helligste styrende synode» (efter vestligt forbillede). Han gjorde kirken næsten til statsdepartement. Han begunstigede Kievskolens vestorienterede teo- 10ger, bl. a. ærkebiskop Prokopovitj, der gav ortodoksien en noget protestantisk form. Under Katarina II (1762—96) prægede vestlig protestantisk oplysningsånd kirken noget gennem metropolit Platon af Moskva (død 1812). Aleksander I (1801—25) fortsatte først den vestlige linie og viste som Peter og Katarina tolerance i religiøse spørgsmål; men efter Napoleonskrigene begyndte han den reaktion mod vestlig indflydelse, der blev fortsat af Nikolaj I (1825—55). Den ortodokse russiske kirke øgede sin magtstilling og støttede tsaren i dennes russificering af de lutherske baltere; i Ukraine og Hviderusland blev den med Rom unerede kirke 1839 tvunget til genforening med den ortodokse. Metropolit Filaret af Moskva (1821—67), der tidligere havde udgivet en katekismus i protestantisk ånd, måtte under Nikolaj revidere den i romersk-katolsk retning. Aleksander II (1855—81) viste i begyndelsen religiøs tolerance; men efter det polske oprør 1863 forfulgte han katolikkerne og indledte sammen med den ortodokse kirke den r eaktionsperiode, der fortsatte under Aleksander III (1881—94) og Nikolaj II (1894—1917). Reaktionens kirkelige leder var Pobjedonostsev, synodens overprokurør 414