RUSLAND Procession under en søndagsgudstjeneste i Zagorsk foråret 1955. 1880—1905. Samtidig med nederlaget i den russisk-japanske krig blev der 1905 udstedt et religiøst tolera nceedik t. Men 1907 satte reaktionen på ny ind, og anderledes troende blev igen forfulgt. Hvad sekterne angår, indførtes omkr. 1690 evangelisk kristendom fra Vesten, mens »åndelig» kristendom (Khlysty, Skoptsy og Dukhobortsy) var væsentlig af national oprindelse. Stundisterne, der var påvirket af tyske kolonister, indgik omkr. 1870 forbindelse med baptisterne. Efter »Februarrevolutionepn» 1917 gav den »provisoriske» (halvborgerlige) regering kirken tilladelse til at sammenkalde det første »Nationale kirkemøde», der valgte Tikhon til patriark (1917—25). »O k tob errevolutionen» samme år bragte kommunisterne til magten. Lenins mange antireligiøse artikler og udtalelser er blevet samlet i en piece, Stalin fremsatte kun een virkelig antireligiøs udtalelse (sept. 1927). Det kommunistiske parti driver imidlertid ifølge sit program (marts 1919) antireligiøs propaganda. Den 10. og 12. partikongres (1921 415 og 23) tilskyndede stærkt hertil. 13. kongres (1924) formanede til forsigtighed, og 17. kongres (1934) tav om spørgsmāäålet. Samtidig med partikongressernes aftagende interesse voksede de »Gudløses forbund», der blev stiftet 1925, i medlemsantal og udgav en meget omfattende litteratur; 1932 talte det 5,5 mill. men 1937 kun 2 mill. Den 23. jan. 1918 blev kirken adskilt fra staten. Kirkelederne havde været nøje knyttet til tsarmagten. Man regner sædvanligt med tre store forfølgelsesperioder: 1922—23 i forbindelse med udleveringen af kirkens kostbarheder, 1929—30 i forbindelse med landbrugets kollektivisering og 1937— 38 i forbindelse med den store udrensning. Det var i den første periode, at en skismatisk kirke, den »Levende kirke», organiserede sig, og under den sidste, at den ortodokse kirke i Ukraine blev omtrent opløst (ifølge Fr. Heyer). 2. Nuværende religiøse forhold. Hitler proklamerede 1941 det »kristne Vestens korstog mod de gudløse bolsjevikker», og Stalin opgav alliancen med de »Gudløses forbund», der opløstes, og begyndte et patriotisk samarbejde med den ortodokse kirke. Den tyske militærledelse åbnede kirker i Ukraine og den sovjetiske regering i sit område. 1943 sluttede Sergij, der fungerede som patriark siden 1925, overenskomst med Stalin og valgtes til patriark. 1945 holdtes det andet »Nationale kirkemøde», hvor Aleksij valgtes til patriark, og hvor man vedtog en ny kirkeforfatning. En konference i Moskva 1948 for de fleste ortodokse kirker tog afstand fra den »økumeniske» bevægelse, og en religiøs fredskongres i Moskva 1952 samlede alle religionssamfund i Sovjetunionen. Efter krigen er det snarest »Foreningen til udbredelse af politisk og videnskabelig oplysning», der har overtaget de »Gudløses forbunds» rolle. Dens tidsskrift » Videnskab og liv» indeholder 1948 ingen, 1949 een, 1950 elleve, 1951 halvanden, 1952 og 1953 ingen og 1954 fire antireligiøse artikler. Tidsskrifterne »Kommunist», »Molodoj (unge) Kommunist» og »Sovjetpædagogik» indeholder endnu mindre, først i 1954 bliver det til noget. En artikkel i Pravda 24. juli 1954 star- 416