SALMEDIGTNING så for megen luthersk; det oversættes till 22 Sprog. Først det 19. årh.s vækkelsesbevægelser fremtvinger en friere s. I de senere salmebøger findes ved siden af et — stadig formindsket — afsnit »Psaumes» et — stadig forøget — afsnit »Cantiques», fri digtning af meget broget oprindelse og karakter. Det er og bliver den metriske Psalter, som er den fransk-reformerte kirkes indsats i salmelitteraturen. I England begynder på reformationstiden en friere s. efter luthersk forbillede; det bliver dog under stigende calvinsk indflydelse den metriske Psalter, efter fransk mønster ved Th. Sternhold o. a., der vinder folkets øre og præger den gudstjenestelige sang. Det enestående opsving i kristelig digtning i det 17. årh., med navne som J. Milton*, J. Donne, R, Crashaw m. fl., kommer først sent og i ringe udstrækning kirkesangen til gode. Mere folkelig jævnhed og derfor gudstjenestelig anvendelighed findes hos G. Herbert og J. Mason. Det er fra nonkonformistern e fornyelsen kommer; af største betydning er præsten Isaac Watts (1674—1748), hvis frie psaltergendigtninger og helt frit digtede salmer, navnlig om korshemmeligheden — kendtest vel »When I survey the wondrous Cross» — trængte igennem de fleste steder i frikirkerne; derimod forblev den anglikanske statskirke lukket for friere digtning. Den metodistiske vækkelse — fra 1738 — medfører et stort frembrud af s., både inden- og udenfor statskirken, på samme måde som selve vækkelsen. Tydelig er den tyske indflydelse: vækkelsens vældige »sangværk» indledes med John W esley s* oversættelser efter Zinzendorf og Tersteegen. Broderen Charles Wesley bliver bevægelsens egentlige digter, hans forfatterskab skal omfatte over 6.000 salmer. Indenfor den egentlige statskirke gør friere digtning sig først for alvor gældende i 19. årh. 1825 foreligger J. Montgomerys, 1827 posthumt — R. Hebers salmer; samme år kommer J. Kebles » The christian year». Med sidstnævnte er vi over i den højkirkelige Oxford-bevægelse, hvis 459 betydning for engelsk s. ikke kan overvurderes. De store oversættere J. H. Newman og J. M. Neale overfører oldkirkens og middelalderens klenodier til engelsk. Som nydigtere er navnlig Newman (»Lead kindly light») og Keble virksomme. 1861 får den anglikanske kirke en salmebog med »Hymns Ancient and Modern», som, ofte indbundet sammen med » The Book of Common Prayer», har fundet indgang overalt. Siden har den engelske s.s flod strømmet mere i det brede end i det dybe. Frikirkelige og lavkirkelige vækkelsesbevægelser synger overalt i verden engelske — og amerikanske — sange, for eks. af I. D. Sankey, Ph. Bliss m. fl. I senere tid har en stadig stigende interesse samlet sig om de amerikanske negres åndelige sange, de såkaldte »Spirituals». Se også Psalmbok. Litt.: W. Nelle, Geschichte des deutschen evangelischen Kirchenliedes (3. ed. Leipzig 1928); F. Bovet, Histoire du psautier des églises réformées (Neuchâtel 1872); F. J. Gillman, The evolution of the English hymn (London 1927); A. E. Friedlander, Den kyrkliga diktningen 1—4 (Göteborg 1925—26) ; se endvidere under Hymnologi og under de enkelte digtere. Danmark. Den danske s. fra reformationstiden foreligger samlet i Hans Thomissøns »Salmebog» 1569. Foruden grundigt kendskab til den nyere tyske s. røber arbejdet omfattende almen hymnologisk orientering. Skønnest er vel, hvad man har reddet over af den katolske tids danske kristelige vise. Værket er præget af sans for det gudstjenestelige fællesskab og glæde, 7 salmer begynder med halleluja! I mere privatiserende form fører — omkring 1600 — Hans Christensen Sthen den gamle viseton videre i sange og salmer af stor finhed og ynde. En massivere, stærkere, også tungere tone findes hos Th. Kingo*. Hans sproglige kraft er uovergået. Karakteristisk for ham er bodstonen. Altid trænger dog troens fortrøstning sejrrigt igennem: Passionssalmernes lange række fører frem til den mægtige opstandelses-triumf i »Som den gyldne sol frembryder». I sine kirkesalmer er Kingo stærkt skriftbunden; ikke mindst paulinske 460