episteltekster formår han at føre i fast mejslede vers — »Luk øjne op! o kristenhed» (Rom. 15). H. A. Brorson* tager i sine første salmer tonen op efter Kingo og dennes samtidige, tydeligst i debutarbejdet, »Julesalmerne» 1732. Senere kommer han under stærk indflydelse af tysk barok og pietisme. I sit hovedværk, »Troens rare Klenodie» 1739, er /, af salmerne — ofte mesterlige — oversættelser. Vi finder hos Brorson sund glæde over skabningens herlighed — »Op al den ting, som Gud har gjort» — smeltende Jesus- elskov og gjaldende kamptoner, han er den blideste, tillige den mest skærende skarpe af danske salmedigtere. I sine senere digtninger, »Tillæg til Klenodiet» 1742 og 47, samt den posthumt udgivne »Svanesang» 1765, når han under gradvis afvikling af barokstilens overdrivelser frem til en enestående kunstnerisk forfinelse i udtryk for inderlig brudemystik og himmel-længsel. Til den næste store s.-periode er der ingen jævn overgang. Som en afgrund ligger her rationalismens brud med al overleveret salmetone. Grundtvig* bryder med rationalismen og griber tilbage, bag om pietisme og bodsfromhed, til reformationens friske væld, ja længere endnu: til »kæmbpevisetonen» i den gamle åndelige vise. Det er intet tilfælde at hans — planlagte — første offentlige fremtræden som salmedigter sker med en genfødelse af dagvisen » Den signede dag» (ved kristendommens 1000-årsfest 1826). I sit »Sangværk I» (1837) og følgende s. øser han af alle hymnologiske kilder, navnlig føler han sig i overensstemmelse med den angelsaksiske kristelige heltedigtning — »Kommer, sjæle dyrekøbte». Grundtvigs ry som salmedigter grunder sig på højinspirerede digte som »Tør end nogen ihukomme», »O kristelighed», »I al sin glans nu stråler solen» o.m.a. Ofte kan megetskriveri true kvaliteten, dog i hans s. som helhed, ja i hele hans vældigt omspændende forfatterskab, erkendes en enestående kraft og konsekvens i billedsproget (navnlig påvist af Toldberg, Grundtvigs symbolverden, Khvn 1950). Han er en af verdenslitteraturens største »symbolister». Mest er hans digtning 461 SALMEDIGTNING præget af glæde og kraft og en ejendommelig forening af det vældige og det jævne. Enkelte gange finder han dog under tungsindets pres ind til det allerskønneste — »Sov sødt, barnlille». Om Grundtvig grupperer sig adskillige efterlignere; den eneste, som trods nært fællesskab formåede at bevare sin selvstændighed, var B. S. Ingem an n*, der navnlig i sine »Morgen- og Aftensange» samt enkelte »Julesange» finder helt sin egen tone præget af finhed parret med barnlig enfold. Senere har ikke megen s. set dagens lys. I 1930’rne indledtes efter lang tids pause et arbejde med egentlig kirke-s. af K.L. Aastrup og H. Vilstrup; enkelte af disses salmer optoges i »Den danske Salmebog» 1951 —53. Litt.: C. J. Brandt—L. Helweg, Den danske psalmedigtning 1—2 (Khvn 1846—47); A. G. Rudelbach, Om psalme-literaturen og psalmebogssagen (Khvn 1856); C. Ludwigs, Salme og sang (Khvn 1915); F. Rønning, Dansk salmesang gennem tiderne (Khvn 1928). Se også art. om de enkelte digtere. H. V. Finland. 1. Finsk psalmdiktning (här förkortat p.) torde sträcka sina rötter till medeltiden. Reformationen aktualiserade behovet av p. Redan i M. Agricolas bönbok (1544) och andra arbeten ingå psalmer och versifierade liturgiska texter, främst till gregorianska melodier. Jacob Finno (d.1588, se Psalmbok) översatte psalmer från svenska, tyska och latin och författade några originalpsalmer. Först härmed kom den egentliga lutherska församlingspsalmen till sin rätt. Det finska språkets outvecklade tillstånd och dess från psalmernas originalspråk avvikande natur beredde dessa nyröjare inom p. oerhörda svårigheter. Hemming från Masku (Hemmingius Henrici, d. 1619) mer än fördubblade det dåtida psalmbeståndet. Han var främst verksam som översättare, men som sådan förfor han mycket självständigt, bearbetade psalmerna och kompletterade dem med egna tankar och nya strofer. Härvid framträdde ett redan hos Finno märkbart intresse för lärans renhet. År 1616 utgav Hemming en finsk översättning av de år 1582 utgivna medeltida latinska skolsångerna »Piae Cantiones», En 462