SALMERNES BOG SALMERNES BOG er navn på den G. T.-lige salmebog. Ældre danske bibeloversættelser bruger navnet »Davids Psaltere», oprindelsen til den pudsige forveksling, som Holberg lægger sin Jeppe på Bjærget i munden: »Davids Psaltkar». Navnet går tilbage til gr. YaArthptov, et strengeinstrument. Salme kommer af samme gr. ordstamme og betegner handlingen at røre strengene, derefter et på strengeinstrument spillet musikstykke, og endelig en til strengemusik sungen sang. Bogens hebraiske navn er Tehilli'm eller Tilli’m, lovsange, eller Sefer tehilli’'m, Lovsangsbogen. I græsk tradition kaldes den ßìßXoç yarus eller blot Yapo. »Psaltérion» bruges i Codex Alexandrinus. Om navnet »Davids Psaltere» se nedenfor. Bogen indeholder 150 religiøse sange. Adskillelsen mellem de enkelte digte er som i Højsangen ikke helt ens i traditionen. Septuaginta (LXX) forbinder således 9 med 10 og 114 med 115, men 116 og 147 deles hver i to. Det er klart, at delingen af 9—10 og 42—43 er urigtig. 9— 10, 25, 34, 37, 111, 112, 119 og 145 er alfabetiske. LXX har uden for rækkefølgen en overskydende, 151. Mange græske håndskr. indeholder en række »odae», tilføjet af den græske kirke, mest digte fra andre dele af bibelen, som brugtes i gudstjenesten, hvor S. fra gammel tid indtager en fremtrædende plads, jfr. f.eks. »Book of Common Prayer»*. S. er en af de bøger, der gennem tiderne har øvet mest indflydelse på folkelivet. De 150 digte fordeles i den hebr. tekst i fem »bøger», adskilt ved doxologier (1— 41, 42—72, 73—89, 90—106, 107—150). Dette menes at være en imitation af Toraens femdeling. 72:20 viser, at der har eksisteret en ældre samling, »David Isajssøns bønner»; og at den nuværende samling er sammensat af ældre kollektioner, menes også at fremgå af de foreliggende dubletter, i hvert fald af 14 og 53. Når slutningen af 40 også findes i 70, og 108 er sammensat af 57 og 60, kan det skyldes, at sådanne kombinationer allerede forelå uafhængigt af samlinger. 120—134, »valfarts- eller processionssangene», udgør klart en selvstændig samling. Mens 1—41 med undtagelse af de anonyme 1, 2 og 33 er »davidisk», har vi i de andre bøger også 471 andre såkaldte »forfatterangivelser». 42—72 er bearbejdet, således at »Jahve» næsten overalt erstattes af det andet hebraiske gudsnavn, ’œlohim, »Gud». Angående samlingens alder synes visse ting at tyde på, at en kanonisk S. har eksisteret i 2. årh. f. Kr. Sirach 47:8—10 kender en S.-samling under Davids navn. 1. Makk. 7:17 citerer (ca. 100 f. Kr.) 79: 2—3; og 14: 41 alluderer til 110:4. Begge S.-steder synes. betragtet som hellig skrift. Lignende slutninger kan drages af den græske Sirachprologs hentydning (ca. 117 f. Kr.) till kanons tredie del, i hvilken S. næsten altid indtager førstepladsen. Midten af 2. årh. f. Kr. synes da at være nederste grænse for S.-samlingens oprindelse, og den er snarest ældre; hvor meget, er derimod usikkert. Men når et sikkert eftereksilsk digt (137) er optaget, vidner det om, at bogen som helhed er eftereksilsk. Men heraf at slutte, at flertallet af digtene er eftereksilske, er ganske uberettiget, når henses til, hvad digtningens historie, der må ses i sammenhæng med hele den oldorientalske kultusdigtning, viser os. At S. har været det eftereksilske tempels salmebog er vel sikkert nok (men jfr. nedenfor). Men som digterisk type er de enkelte salmer led af den antikke orients religiøse digtning. De samme stiltyper kendes uden for S. i de yngre »Salomos Psaltere» (1. årh. f.Kr.) og de endnu yngre »Salomos Oder», lovsangene i Luk. 1—2 og i de blandt håndskrifterne fra Det døde Hav foreliggende digte. Fra langt ældre tid har vi en righoldig skat af digte fra Israels omverden i Ægypten og Babylonien, ligesom også det ikke-israelitiske Kanaan har givet os talrige spor af denne lyrik. Salmedigtningen er både ældre og yngre end Israel. Disse opdagelser, som G.T.-lig forskning skylder det arkæologiske arbejde i den gamle orient, har ændret synet på S. radikalt i den sidste menneskealder. Mens attenhundredtallet betragtede S. som udtryk for pietistisk fromhed i den eftereksilske jødedom, hvis poesi da senere skulle være optaget i tempeltjenesten, har H. Gunkels og S. Mowinckels studier af S. på den gamle orients baggrund med anvendelse 472