af den »formhistoriske metode» åbnet vore øjne for, at S. skal ses som kultuspoesi, sammenhørende med gudstjenestehandlinger, ikke som individuelle digteres »lejlighedsdigte» i Goethes forstand, men som »brugspoesi», bestemt for menighedens behov. Man søger ikke mere digterpersonligheder bag 5S. De »forfatterangivelser», der findes i mange salmers overskrifter, og som er forskellige i hebraisk og græsk tradition, tages nu som traditionelle meddelelser om præste- og levitkredse, i hvilke S. digtedes og overleveredes. At David betragtes som salmedigter kan da enten forklares ved traditionen om denne konges grundlæggende betydning for tempeltjenestens ordning (jfr. 1. Krøn.), kombineret med de gamle meddelelser i Sam. om hans musiker- og digterbegavelse; eller betegnelsen er overhovedet ikke nogen forfatterangivelse, men en meddelelse om, at den pågældende salme skal bruges i ritualer, hvor kongen spiller en rolle. »David» er, som Mari-teksterne har vist, oprindelig en høvdingetitel. På lignende måde skal måske det almindeligvis som »til sangmesteren» oversatte hebraiske udtryk forstås: Visse dele af græsk tradition har gengivet dette ved »for sejrherren». I det hele taget kombinerer den nyeste fase i nordisk S.-forskning, der især er knyttet til Engnells og Widengrens navne, i vid udstrækning den orientalske og dermed den israelitiske salmedigtning med den sakrale konges funktion i nytårsfestkulten (se Kult). Og selv om opdagerbegejstringen har ført til for hastige generaliseringer, er der næppe tvivl om, at salmedigtningen er rituel poesi, der i mange punkter formelt og reelt er afhængig af de til gudekongedømmet knyttede ideer. Ud fra kultus søgte allerede Mowinckel at forklare de forskellige mere eller mindre uforståelige udtryk, der står i overskrifterne eller inde i salmernes tekst (f. eks. »Sela»). Gennem undersøgelser af salmedigtningens stil og stof søger moderne forskning da at trænge frem til digtenes egen beskrivelse af deres plads i livet, d.v.s. deres gudstjenstlige funktion. Litteraturforskningen skelner mellem forskellige » genrer», »typer», »kategorier» (ty. Gattungen) også inden for 473 SALMERNES BOG salmedigtningen. Man taler om »h y mn er», »takkesalmer», »klagesalmer», forbundet f. eks. med tak- og med synd- og soningsofre. Typerne kan kombineres til såkaldte »liturgier», kompositioner med vekselsangskarakter,i hvilke der f.eks. indgår et element af profeti eller velsignelses- eller forbandelsesord, sammenhængende med profetiens forbindelse med kultus. Ang. enkeltheder vedrørende salmetyperne må henvises til de G. T.-lige litteraturhistorier. Det må bemærkes, at visse »typer» ikke er rent formalt bestemt, men præges mere af indholdsbestemmelser. Dette gælder f.ex. typen »kongesalmer», der formelt set omfatter flere typer, alle beregnet for kongen i forskellige rituelle situationer. Det samme kan siges om hymhnerne til Jahves tronbestigelsesfest, Sionshymner o.1. Man må også understrege, at den sædvanlige skelnen mellem »individuelle» og »kollektive» eller »nationale» salmer ikke altid er gennemførlig. Problemet er her frem for alt de salmer, der udviser en blandning af »jeg-» og »vi-form». Dette forklares i reglen ud fra, at subjektet er kongen eller ypperstepræsten, der kan betragtes som samfundets repræsentative »inkarnation». Selv om man i Israel må regne med vidtgående »demokratisering» af kongeritualet, må formerne forstås ud fra deres betydning i det oprindelige mønster. Men eksegesen mä naturligvis gå videre og gøre klart, hvad de betyder i deres kontekst i Israel, eventuelt i forskellige perioder. Den også hos nyere forskere foreliggende teori om profane digte har meget ringe basis. Salme 45 er således en bryllupsvelsignelse, udtalt af en tempelprofet, og således alt andet end profan. En »verdslig» »hofstil» er næppe mulig. Kongens sakrale karakter måtte gøre etiketten udpræget religiøs, rituel. Senere tid (N. T.) viser os, at S. er blevet læst som opbyggelsesbog og teologisk kildeskrift. De to indledningsdigte, visdomsdigtet og kongesalmen, formaner tilsammen læserne at vælge den rette vej til Messiasriget. Samlingen er — som den nu foreligger — lige så meget en visdomsbog som en sangbog. Dens plads i livet i senere tider har måske været tempelskolen. 474