SANDHED lem erkendelse og objekt, et begreb, man i erkendelsesarbejdet søgte at nå. Pragmatiske filosoffer hævdede herimod, at »sandhed» er den erkendelse, der i praksis står prøve. Den logiske empirisme afviser enhver tale om en forud for erkendelsesarbejdet eksisterende ideal sandhed, som man stræber at nå, og taler herimod, om »sandheder» i betydning af de modsigelsesfrit indordnede forestillinger, der tilsammen udgør begrebet »virkelighed». Forskelligt herfra er det rent logiske sandhedsbegreb. Herefter er en sætning sand, når den logisk rigtigt er deduceret ud fra »sande» præmisser. For kristelig etik har disse problemer ingen væsentlig betydning. I alle fald kræves der af videnskabsmanden fuld redelighed i anvendelsen af de metoder, der må stå for ham som bedst egnede til sandhedserkendelse. For den almindelige kristne må sandhedskravet betyde fuld villighed til at bøje sig for kendsgerninger, også hvor de går imod tilvante forestillinger. Den kristne vil være forvisset om, at ingen virkelig sandhedserkendelse kan skade kristentroen. Da det imidlertid for ikke-fagmanden ofte er umuligt at se en ny erkendelses rækkevidde og at sondre mellem sikrede resultater og løse hypoteser, må der fra kristen side ydes solidt orienterende arbejde, ofte af såkaldt apologetisk karakter. Derimod må den katolske praksis, hvorefter man søger at værne »lægfolket» mod »foruroligende» videnskabelige hypoteser, før disse er grundigt gennemprøvede og blevet til sikret erkendelse, afvises. Noget sådant betyder præsteligt formynderi af uevangelisk karakter, hindrer forskningsarbejdet og er i øvrigt i nutiden nærmest uigennemførligt. Kristne har ofte tillagt arbejdet på sandhedserkendelse en særlig hellighedskarakter. Da Gud (eller Kristus) er sandheden, mäå, hævder man, videnskabeligt arbejde være gudstjeneste, og respekten for sandhed er, hvad enten forskeren ved det eller ej, ærefrygt for Gud. Ja, man har talt om, at al sandhedserkendelse egentlig er en partiel selvafsløring af Gud, et led i Guds »almindelige» åbenbaring. Sandhedskravet er, fortsætter man, Guds krav på os, selv om viikke 483 har lært at kalde Gud med hans rette navn. Dette er imidlertid platonisk og ikke ægte kristen tankegang. Ifølge Platon* var alle enkeltsandheder udflo fra den oversanselige sandheds idé, og al sandhedserkendelse betød derfor, at man løftedes opad mod det høje, ja participerede i evigheden. Kristendommens opfattelse derimod er bestemt af læren om de to æoner. Dette betyder, at sandhedsbegrebet er brudt. Man kan erkende »sandheder», eventuelt i den betydning, den logiske empirisme tager dette begreb, uden at erkende Gud hverken helt eller delvist, skønt Gud er sandheden. Videnskabeligt arbejde er derfor et »verdsligt» foretagende. Dets hellighedskarakter ligger for den kristne i begrebet »kald». Den kristne kan vide sig »kaldet» til dette arbejde og skal da være tro, ganske som enhver anden, der fik et »kald» betroet, skal øve dette i troskab. Men det løfter ikke opad mod den himmelske verden, fører ikke ind i den kommende æon, har ingen særlig hellighedskarakter. Principielt forskellig herfra er derfor erkendelsen af den kristne sandhed. Dens egenart er givet i det faktum, at sandheden er en person, nemlig Kristus. Kristelig sandhedserkendelse modtages da i det personlige møde med det guddommelige »jeg» i det ord, hvori Kristus giver sig til kende. Og dette møde betyder, at det hørende menneske kun får lov at opfatte sandheden, idet han giver sig ind under Kristi myndighed. »Al ret erkendelse fødes ud af lydighed», sagde derfor Calvin. Og Søren Kierkegaard mente det samme med det misforståelige udtryk: »Subjektiviteten er sandheden». Dette betyder nemlig ikke, at bare man er subjektivt ærlig, er man i sandheden. Men det betyder, at den frelsende sandhed kan man ikke eje i objektivitetens betryggede ro, men kun i det man er inde under Kristus og derfor i eksistensens lidenskab, aldrig betrygget, altid undervejs, i objektiv usikkerhed, aldrig ejende sandheden, men altid gribende efter den eller rettere stadig på ny modtagende den af ham, der er sandheden. Se også Løgn. Litt.: Det rent erkendelsesteoretiske spørgsmål 484