SCHOPENHAUER Arthur Schopenhauer. Fotografi fra 1859. le konkurrere Hegel ud. Hans udtalte foragt for Hegels filosofi lukkede ham snart ude fra universiteterne, og fra 1833 boede han fast i Frankfurt a.M. i ensomhed og menneskeforagt, levende af sin formue. I »Ueber den Willen in der Natur» 1836 uddybede han sin metafysiske lære, og 1841 udsendte han »Die beiden Grundprobleme der Ethik », der indeholdt »Ueber die Freiheit des Willens» og »Ueber die Grundlage der Moral», der var besvarelser på to henholdsvis af det norske og det danske Videnskabernes Selskab udsatte prisopgaver. Han tog det meget ilde op, at den sidste ikke blev prisbelønnet. Disse afhandlinger er skrevet så klart, at helt nye samfundslag nu begyndte at læse filosofi, og med en række »Biarbejder og efterladenskaber», »Parerga und Paralipomena», 2 bind 1851, slog S. igennem. Den bitterhed, som tavsheden om hans navn havde vakt, aftog nu. Han blev både læst og beundret. Hovedtankerne i S.s filosofi findes i »Die Welt als Wille und Vorstellung», der er delt i fire bøger, som behandler erkendelsesteorien, metafysikken, æstetikken og etikken. I erkendelseslæren er S. påvirket af Kant og Upanishaderne. Verden omkring 507 mig er blot »min forestilling»; thi uden erkendende subjekt gives der intet objekt. Vi opfatter alt som værende i tids- og/eller rumsform og foregående efter årsagsloven. Dette gælder også vore handlinger, idet S. nægter viljens frihed. I metafysiken vil S. besvare spørgsmålet om, hvad verden er i sin inderste grund. Den er viljen til livet. Viljen er det mest fremtrædende fænomen, vi kender, i som uden for os selv. Det er viljen til livet, der lader levende væsener søge føde og forplante sig, det er den, der lader stenen falde mod jorden og magneten søge mod Nordpolen. Alt i »verden som forestilling» er objektivationsformer af verden som vilje eller af viljen til livet, og de enkelte individer er blot blinde redskaber for denne kosmiske vilje. Derfor bliver tilværelsen også meningsløs, medens Hegel havde tydet tilværelsen som en meningsbestemt udviklingsproces. De forskellige individers og organismers kamp for at hævde viljen til livet medfører en uhyre sum af lidelse, og pessimismen bliver derfor den eneste rimelige og anstændige livsanskuelse. Optimisme er uanstændig. I sin æstetik og etik viser S., hvorledes viljen til livet kan standses. I den kunstneriske anskuelse eller oplevelse, der er mest fuldkommen i musikken, sættes individet ud af individuationsformerne tid og rum, og det glider fra forestillingsverdenens mangfoldighed over i metafysikkens enhed, hvor viljen er een og alle modsætninger er borte. Men denne kunstneriske forløsning fra viljens tyranni er kun midlertidig. Den evige forløsning gives blot i etikken, hvor handlingsmotivet er medlidenheden, fordi jeg er identisk med den, der lider og må hjælpes af mig. Kardinaldyderne er her retfærdighed og næstekærlighed. Men højere står ophævelsen af selve livsviljen, idet begæret kan standses, som Indiens vise og kristendommens hellige har forstået det. Som menneske og stilist når S. højest, hvor han med uklare tanker skildrer, hvorledes lidelsen ophæves, når begæret og selve den metafysiske verdensvilje dræbes ved, at tilværelsens store bedrag afsløres. Når den kosmiske vilje til livet ikke mere ønsker at give sig 508