SKAPELSE (2 ed. München 1950); R. Pettazzoni, Myths of beginnings and creation-myths (i dens., Essays on the history of religions, Leiden 1954). 2 (Naturfolk). H. Schlieper, Die kosmogonischen Mythen der Urvölker (diss. Bonn 1931); H. Baumann, Schöpfung und Urzeit des Menschen im Mythus der afrikanischen Völker (Berlin 1936). 3 (Indogermaner och omvärld). F. R. Schröder, Germanische Schöpfungsmythen (i Germ.-roman. Monatsschrift 19, 1931); C. A. Scharbau, Die Idee der Schöpfung in der vedischen Literatur (Veröffentl. des orient. Seminars der Univ. Tübingen 5, Stuttgart 1932); W. Koppers, Das magische Weltschöpfungsmysterium bei den Indogermanen (i Mélanges J. v. Ginneken, Paris 1937); H. Weide, Alttestamentlicher und altindischer Schöpfungsglaube (i Zeitschrift f. Rel:s- und Geistesgesch. 1948); A. Kühn, Berichte über den Weltanfang bei den Indochinesen und ihren Nachbarvölkern (diss. Leipzig 1935); Martha W. Beckwith, The Kumulipo, a Hawaiian creation chant (Chicago 1951; för de märkliga polynesiska kosmogonierna, se även R. Pettazzoni, Io and Rangi, i den ovann. Essays ..., som dock tarvar kritisk komplettering); F. K. Numazawa, Die Weltanfänge in der japanischen Mythologie (Freiburg 1946); H. Günther, Die buddhistische Kosmogonie (i Zeitschrift der deutschen Morgen]. Gesellsch. 98, 1944); M. Hermanns, Schöpfungs- und Abstammungsmythen der Tibeter (i Anthropos 41/44, 1946/49). 3 (Greker, egyptier). W. Staudacher, Die Trennung von Himmel und Erde. Ein vorgriechischer Schöpfungsmythus bei Hesiod und den Orphikern (Tübingen 1942); N. O. Brown, Hesiod’s theogony (New York 1953); G. Thomson, From religion to philosophy (i Journ. of hellenic studies 73, 1953; interpretatio orientalis och tillämpning av schemat myth and ritual); S. Morenz, Ägypten und die altorphische Kosmogonie (i Festschrift W.Schubart, Leipzig 1950); S. Morenz—J. Schubert, Der Gott auf der Blume. Eine ägyptische Kosmogonie und ihre weltweite Bildwirkung (Artibus Asiae, Suppl. 12, Ascona 1954); C.-M. Edsman, Schöpferwille und Geburt, Jac. 1, 18. Eine Studie zur altchristlichen Kosmologie (i Zeitschrift f. die neutest. Wiss. 38, 1939); dens., Schöpfung und Wiedergeburt. Nochmals Jac. 1, 18 (i Spiritus et veritas [Festschrift] C. Kundzinš, Eutin 1953); K. Vilhelmson, Laktanz und die Kosmogonie des spätantiken Synkretismus (Acta et commentationes univ. Tartu. Ser. B 49, 1942). 4 (Sumerer, akkader). F. Schmidtke, Die Ur- 563 geschichte der Welt im sumerischen Mythus (i Alttest. Studien F. Nötscher gewidmet, Bonn 1950); A. Haldar, Det babyloniska skapelseeposet (Sthm—Uppsala 1952). C.-M. E. 2. Eksegetisk. G.T. To s.s-beretninger (1. Mos. 1:1—2, 4, 2:4—25) indleder urhistorien* (1. Mos. 1—12), der følges af patriarkfortællingerne, hvis fortsættelse er beretningen om pagtsfolket Israels udvælgelse og førelse (2. Mos.—Kongebøgerne). S. er altså i G.T. et frelseshistorisk, ikke et kosmologisk begreb. Trods mytiske træk (jfr. babylonske s.s-myter) er beretningerne om s. stærkt »afmytologiserede» og forkynder pagtens Gud: Universets konge, der med det blotte ord fremkalder alt (1. Mos. 1), faderen, der sørger for sine børn (1. Mos. 2). »Naturen» (kosmos) er ikke et selvstændigt virkelighedsområde, men pagtsfolkets hjem (se 1. Mos. 1:14). Det frelseshistoriske s.s-begreb er forankret i kulten. S. forkyndes fortrinsvis i nytårsfestens »tronbestigningssalmer» (Ps. 29: 3— 10, 33:6, 95:5, 96: 10, 100:3 o.s. v.). Her er s. (jfr. den kanaanæiske Baalskult) naturens og menneskelivets årlige fornyelse ved efterårshøstfesten. Men medens i kanaanæisk frugtbarhedskult guden, dramatisk fremstillet af kongen, dør og opstår sammen med hele sin skabning, kender G.T. ikke en døende og genopstäende Jahve. Pagten mellem ham og folket, ikke han selv, fornyes, når han i kulten gentager s.s under. S. er mere »historie» end »natur». Dødsmagterne (dæmoniske uhyrer), som s. overvinder, kan identificeres med historiske fjender (uhyret Rahab= Ægypten, hebr. Rahab, Jes. 30:7; jfr. Ps. 87:4; Job 26:12). S.s-underet i urtiden genoplevedes ved udfrielsen af Ægypten og erfares i kulten, når Jahve ved nytårsfesten giver liv og velsignelse påny, ligesom det skal gentage sig ved folkets anden udfrielse (fra Babylon). Den anden Jesaja (Jes. 40—55) skildrer hjemfærdens under i de gamle s.s-hymners stil (Jes. 41:18—20, 42: 10—16, 43: 15—21, 44: 23—28 o.s. v.). Kultisk og frelseshistorisk s.s.-tanke er eet: s. er nutidigt oplevet og historisk erindret erfaring af Jahves suveræne kongedømme over Israel og hele universet. 564