Eftereksilsk lovfromhed forlægger interessen fra s.s nutidige erfaring til urtidens første s. (kosmologi), f.eks. i visdomslitteraturen (Job, Ordsprogene, Salomons Visdom) og i hellenistisk jødedom (Filon) og til endetidens anden s. (eskatologi), f.eks. i apokalyptikken. Kultisk s.s-opfattelse er dualistisk: s. er den almægtige Guds kamp mod og sejr over tilintetgørelsesmagterne. Kosmologisk og eskatologisk s.s-opfattelse er monistisk: s. er frembringelse ud af intet ved Guds almægtige ord (creatio ex nihilo), 2. Makk. 7:28. Tilsammen bevidner de to modstridende tendenser s.s hemmelighed. N.T. Oplevelsen af s.s nutid genfindes i Jesu og de ældste menigheders forkyndelse (Matt. 6: 25—33; Ap.G. 14: 15—17; Rom. 11: 36). S. er i N.T. kristocentrisk opfattet: ved Kristus skabtes alt (Joh. 1:3; Kol. 1:16; Hebr. 1:2) og alt er ham underlagt (1. Kor. 8:6; Kol. 1:17). Skærpet syndserkendelse farver oplevelsen af s.s nutid pessimistisk. Hele verden ligger i det onde (1. Joh. 5:19) og venter i vånde på forløsning (Rom. 8: 19—22). Dens vilkår er ikke den oprindelige s. lig (Matt. 19: 4— 8). Herved rettes (jfr. senjødedommen) blikket tilbage mod den første og frem mod den anden s.: Kristus var den førstes og skal være den anden s.s midler (jfr. ovenfor samt Matt. 19:928; Gal. 6: 15; 2. Kor. 5:17). Som skaberen Jahve besteg tronen ved nytårsfesten, har den nye s.s konge, Kristus, besteget tronen for at herske, til fjenderne er underlagt ham (1. Kor. 15:20—28). Først efter dommen er den anden s. fuldbragt (Åb. 21: 1—5). Trods den første s.s forstyrrelse ved syndefaldet kender N.T. ingen asketisk ringeagt for det skabte: »al Guds skabning er god» (1. Tim. 4:4; jfr. 1. Mos. 1:31), thi samme Kristus er den første og den anden s.s midler. 3. Dogmehistorisk. I oldkirken betragtede gnosticismen det stoflige og synlige som ondt, skabt af en dæmonisk modgud (demiurgen), som var frelsergudens fjende. Mod denne fornægtelse af s. søgte kirken at hævde bibelsk s.s-tro ved kanondannelsen (G. T.s anerkendelse), symboldannelsen (be- 565 : SKAPELSE kendelserne forener tro på skaber og frelser som een Gud) og liturgiens udformning (takkebøn for s. ved nadveren). Ikke destomindre findes asketiske tendenser (munkevæsen), som forstærkes i middelalderen. Skolastikken hævder mod Aristoteles’ lære om stoffets evighed den monistiske forståelse af s. som creatio ex nihilo (Thomas ab Aquino), men i etikken trives askesen. Med Luther sker et frembrud af urkristen s.s-tro. Gud skaber nutidigt i natur og historie med mennesker i kaldsgerningerne (»det verdslige regimente») som de »masker» (larva Dei), hvorunder han selv er skjult. Den lutherske ortodoksi byggede sin lære om s. både på åbenbaring og fornuft, hvorved s.s-tanken drejedes i kosmologisk retning (s. skal forklare universets fysiske tilblivelsesproces), medens Guds nutidige omsorg for sin skabning kaldes »opholdelse» og »styrelse» (Guds forsyn). Den kosmologiske tendens kom let i strid med ny naturvidenskab. I reaktion herimod fremhæver i 19. årh. Ritschlianismen s.stroens kristocentriske art. Alene gennem Jesus kan Gud erkendes som skaber. Noget lignende hævdes i nutiden af Karl Barth, undertiden med en styrke, så at s.s virkelighed truer med at fortones til »billede» og »symbol» på frelsens virkelighed. 4. Systematisk. Dogmatisk udtrykker s.s-tanken Guds uindskrænkede suverænitet over al virkelighed. Det onde er derfor ikke en mangel ved Guds gode s., men en gådefuld usurpator, som til sidst skal besejres af Gud. S. og forløsning enes i Guds formål med mennesket. S.s herlighed, som skjules under syndefaldets forstyrrelse, skal åbenbares i den forløsning, der ikke er s.s ophævelse, men dens genoprettelse. Etisk betyder s., at det gode ikke kan fremmes ved verdensfornægtelse, men alene ved tjeneste i et jordisk kald. Spændingen mellem s. og forløsning kan fremkalde konflikt, når s. fremtvinger selvopholdelse og forløsning selvhengivelse. Konfliktmuligheden skyldes synden. Thi i Gud er s.s og forløsningens formål eet, ligesom både s.s 0g forløsningens krav er opfyldt i Kristi fuldkomne kærlighed. 566