SKARA STIFT Under syndens vilkår kan derimod s.s krav ìi dens forskellige »ordninger» (f.eks. familie, folk, stat, erhverv) kun ske fyldest i et kompromis mellem den kærlighed, som forener s.s selvopholdelse og forløsningens selvhengivelse, og en syndig selviskhed, som fordærver s.s opholdelse til selvhævdelse i modstrid med forløsningens selvhengivelse. Etikken må ikke tildække denne konflikt f.eks. ved en falsk uendeliggørelse af s.s ordninger. Krig kan f.eks. ikke kristeligt retfærdiggøres alene ved henvisning til »folket» som ubetinget gældende »s.s-ordning». En krigs uundgåelighed berettiger ikke til identificering af national selvhævdelse og guddommelig s. Religionsfilosofisk afvises med s.stanken panteistiske emanationsteorier (s. som Guds selvudfoldelse), teistiske formationsteorier (s. som tildannelse af et forhåndenværende stof) og ateistiske evolutionsteorier (s. som stoffets selvudfoldelse) og den med sådanne teorier følgende guddommeliggørelse af det skabte (evolutionsoptimisme: verden bliver mere og mere fuldkommen med menneskets stigende kultur) eller dæmonisering af det skabte (kynisk materialisme: mennesket er uforbederligt, begæret den højeste lov). Kristen s.s-tro muliggør, lige langt fra naiv utopisme og kynisk pessimisme, en enhed af troskab mod den ufuldkomne verden og længsel efter dens forløsning. Se også Verdensbillede. Litt.: G. T.: J. Pedersen, Israel 1—2 (2. ed. Khvn 1934); S. Mowinckel, Offersang og sangoffer (Oslo 1951). N.T.: H. Gunkel, Schöpfung und Chaos in Urzeit und Endzeit (2. ed. Göttingen 1921); G. Bornkamm, Gesetz und Schöpfung im N. T. (Tübingen 1934); E. Stauffer, Die Theologie des Neuen Testaments (4. ed. Stuttgart 1948). Dogmehistorien: G. Aulén, Den kristna gudsbilden genom seklerna och i nutiden (Sthm 1927); G. Wingren, Luthers lära om kallelsen (diss. 2. ed. Lund 1948); E. Thestrup Pedersen, Schöpfung und Geschichte bei Luther (i Studia theologica 3, 1950); T7. Bohlin, Den korsfäste Skaparen (diss. Uppsala, Sthm 1952); H. Lindström, Skapelse och frälsning i Melanchthons teologi (diss. Lund 1944); R. Prenter, Die Einheit von Schöpfung und Erlösung (i Theol. 567 Zeitschr. 1946). Dogmatik: R. Prenter, Skabelse og genløsning (2. ed. Khvn 1955); E. Hirsch, Schöpfung und Sünde in der natürlich-geschichtliche Wirklichkeit des einzelnen Menschen (Tübingen 1931). E tik: P. Althaus, Theologie der Ordnungen (Gütersloh 1935); N. H. Søe, Erkendelsen og virkeliggørelsen af det gode (Khvn 1937); E. Brunner, Das Gebot und die Ordnungen (Tübingen 1933; dial.); G. Hillerdal, Gehorsam gegen Gott und Menschen (diss. Lund, Sthm— Göttingen 1954; kritik af tysk skabelsesordningsteologi). Religionsfilosofi: R. Niebuhr, Beyond tragedy. Essays on the Christian interpretation of history (New York 1938); dens., Faith and history. A comparison of Christian and modern views of history (New York 1949); K. Heim, Der christliche Gottesglaube und die Naturwissenschaft (Berlin—Tübingen 1949); dens., Die Wandlung im naturwissenschaftlichem Weltbild (Berlin—Tübingen 1951); dens., Weltschöpfung und Weltende (Hamburg 1952); E. Geismar, Kristendom og udvikling (Khvn 1903). Endvidere de gængse fremstillinger af dogmatik, etik og religionsfilosofi. R. P. SKARA STIFT, 1. Historia. När ärkebiskopen i Hamburg-Bremen i början av 1000-talet sände en biskop till det svenska missionsfältet, blev S. till. Den äldre Västgötalagen ådagalägger, att här tidigt funnits förbindelser med kristna länder. Detaljerna vid kristendomens införande äro höljda i dunkel. Vissa belysande drag ha dock bevarats. Allmänt känd är traditionen, att Olof Skötkonung döptes av S:t Sigfrid vid Husaby 1008. Och det är historiskt bestyrkt, att konungarna under den närmaste tiden utövade sitt regemente från det kristnade Västergötland. Stiftets medelpunkt torde ursprungligen ha varit Husaby. Medeltidsbiskoparna, som hade fasta hus på skilda håll i stiftet, residerade från 1060 främst på Brynolfsboda (Brunsbo) invid Skara. Deras verksamhetsområde var landskapen Västergötland, Dal och Värmland. När superintendentian i Mariestad upprättades 1580, tillföllo Värmland samt Vadsbo och Valle härader i Västergötland detta nya, av hertig Karl behärskade organisationsområde. De båda nämnda häradena återförenades 1658 med S., medan samtidigt Dal avträddes till den 1647 upprättade superintendentian i Karlstad. Super- 568