meget nem filosofi at bekende sig til, fordi den altid kan være i offensiven over for dem, der hævder at have nået en erkendelse, og ikke selv har noget at forsvare. Men dette privilegium er kun tilsyneladende, fordi der is. ligger noget selvmodsigende, hvis den vil være logisk s. Det er nemlig ikke muligt at anvende tænkningen til at bevise ugyldigheden af dens egen forudsætning, og den logiske s. kommer derved ind i et forhold af refleksivitet, som ikke kan 19-ses. En s., der tvivler om sansernes vidnesbyrd, møder os første gang i den ældste græske filosofi hos Parmenides og Zenon af den eleatiske skole, der betragtede bevægelsen som et skin, og dermed er det antydet, at ingen empirisk erkendelse kan være gyldig. Denne opfattelse fører imidlertid til så skarpt et skel mellem teori og praksis, at den er uantagelig og iøvrigt ikke kan fastholdes konsekvent. Ved indbyrdes kontrol af vore sansedata kan der nås frem til en ikke ringe sikkerhed i den empiriske erkendelse. S. kan kun anvendes kritisk over for erkendelsen, men ikke destruktivt. Den kan være al erkendelses begyndelse, som den var det for Descartes (se Cartesianismen), når han begyndte sin filosofi med at tvivle om alt (de omnibus est dubitandum), og den kan være gavnlig som reaktion over for en alt for tryg dogmatisme, som Kan t* ville mene det, når han anså det for et plus, at filosofiens dogmatiske stadium (Wolff) var blevet afløst af det skeptiske (Hume); men han gik sely videre med det »kritiske» stadium i filosofien (»kriticismen»), fordi han så, at »s. er en hvileplads, men ingen boplads for fornuften». En nærmere prøvelse af s.s væsen fører ikke til en mere indgående bestemmelse af den, men blot til indsigten i dens absolutte uholdbarhed, som det også fremgår af Spinozas* kendte ord, at »sandheden er målestokken både for sig selv og det falske». S. tog sin begyndelse i oldtidens filosofi med Parmenides og Zenon, og den fortsattes med Protagoras’ religiøse og metafysiske tvivl og i Gorgias’ nihilisme*. Sokrates var skeptiker over for naturfilosofiens kosmologiske anskuelser, og Pyrrhon 573 SKISMA fra Elis grundede ligefrem en skeptisk skole; denne »pyrrhonisme» tvivlede på muligheden af at kalde noget for ret eller uret, og til denne etiske s. føjede Pyrrhon en erkendelsesteoretisk eller metafysisk, idet han nægtede, at tingenes inderste væsen kan erkendes; kun fænomenerne står fast for os. I middelalderen holdt kirken s. nede, meninyere tid kom den frem med Montaigne i hans motto »Hvad ved jeg?», der gjorde så dybt et indtryk på Pascal, at det blev bestemmende for hans tænkning. Bayle betoner fornuftens svaghed i erkendelsesarbejdet, hvor den kan føre til selvmodsigelser, og derfor er det bedst at holde sig til åbenbaringen, som han ikke selv synes at have troet på. Humes filosofi er ingen virkelig s., fordi han kun tvivlede på fornuftens evne til at erkende, men ikke på erkendelsen selv, og det samme gælder Stuart Mills. Medens den erkendelsesteoretiske s. ikke har haft mange tilhængere (nævnes mäå dog Herbert Iversen i hans »To essays om vor erkendelse» 1918), har den etiske og religiøse s. bredt sig meget. I moralen har s. ført til en udbredt relativisme og til påstanden om, at moralske domme hverken kan være sande eller falske, fordi de er meningsløse som værdidomme betragtet. I religionen har s. ført til en agnosticisme*, der stiller sig uvidende over for de religiøse antagelsers sandhed eller falskhed. S. over for metafysikken er udvidet til at være s. over for religion og moral, medens s. i erkendelseslæren har måttet give op, fordi videnskabens resultater ikke lod sig nægte. Litt.: C. N. Starcke, Skepticismen som led i de åndelige bevægelser siden reformationen (Khvn 1890; en historisk redegørelse); R. Richter, Der Skepticismus in der Philosophie 1—2 (Leipzig 1904—08; et hovedværk); A. Goedeckemeyer, Die Geschichte der griechischen Skeptizismus (Leipzig 1905); R. Hönigswald, Die Skepsis in Philosophie und Wissenschaft (Göttingen 1914); K. Radakovic, Die Stellung des Skeptizismus zu den Grundlagen unserer Erkenntnis (Graz 1926). S. H. SKILSMISSE, SKILSMÄSSA, se Äktenskap. SKISMA (gresk oyíopa, lat. schisma, splittelse) er betegnelse på en kirkesplittelse når 574