overnaturlige sandhed nærmere til den menneskelige tanke, dels for at muliggøre en organisk sammenfattende helhedsfremstilling af frelsessandheden og derigennem imsdegå fornuftens indvendinger imod åbenbaringsindholdet. Denne metode foreligger naturligvis ikke fuldt færdig fra begyndelsen, men gennemløber en århundredlang udvikling, hvorigennem der efterhånden skabes en bestemt teknik og opnås et bestemt resultat. S. betyder da mere en bestemt tendens i det middelalderlige åndsliv, en tendens der kæmper sig frem og når sin fuldeste udvikling i det 13. århundrede. I det følgende vil vi hovedsageligt følge s. som udtryk for denne metode, og selv således bestemt rummer s. nuancer og forskelligheder, der vidner om et særdeles spændingsfyldt og rigt åndsliv. S. kan rent tidsmæssigt inddeles således: 1) forberedelsen (6.—10. årh.); 2) s.s egentlige tidsrum (11.—13. årh.), der igen må deles i a) den tidlige s. (11.—12. årh.) og b) højskolastikken (13. årh.); 3) senskolastikken (14.—15. årh.) Hver periode har sit særpræg og sin mangfoldighed. Ved overgangen mellem den patristiske periode og den middelalderlige verden møder vi Boëthius (d. 525), der sammen med Augustin er den største autoritet i denne første tid, bl. a. som formidler af den aristoteliske logik. Igennem sit skrift »De consolatione philosophiae» (Om filosofiens trøst) virkede Boëthius stærkt ind på middelalderens tænkning gennem sine definitioner af vigtige filosofiske og religiøse grundbegreber. I 8. og 9. årh. sker en opblomstring af videnskaben (den karolinske renaissance) gennem oprettelsen af talrige klosterskoler og andre lærdomssæder. Hovedmanden var ireren Alcuin (d. 804), der gennem sine lærebøger allerede stiller filosofien i teologiens tjeneste. Også lærde som abbeden på Reichenau Walafrid Strabo (d. 849), Hrabanus Maurus (»det tyske skolevæsens skaber»; d. 856), Radbertus (d. ca. 860) og Ratramnus (d. 868), berømte for deres deltagelse i striden om nadverens væsen, hører hjemme i dette tidsrum. Den ejendommeligste skikkelse er utvivlsomt Johannes Scotus eller 585 SKOLASTIKKEN Eriugena (»den irskfødte»; d. 877), påvirket både af Augustin og Boëthius, men navnlig af Pseudo-Dionysios (efter Areopagiten Dionysios, Ap.G. 17:34), hvis skrifter fra det 6. årh. han oversatte til latin. Johannes Eriugena’s hovedskrift »De divisione naturae» er gennemsyret af nyplatonisme og bidrog meget til at præge de kommende århundreder med nyplatonisk tankegang. Her er den højeste fornuft eet med kristendommen. Fornuften er endnu ikke set i sin selvstændighed overfor teologien. Det 10. årh. er også i filosofisk og teologisk henseende det »moørke århundrede», men pà grænsen til det 11. årh. begynder et nyt kulturelt opsving. Navne som Gerbert af Aurillac, den senere pave Sylvester II (d. 1003) med sin vægtlægning på den profane videnskab, og Fulbert af Chartres (d. 1028), stifteren af den senere så berømte Chartresskole med dens forkærlighed for antikken og den humanistiske dannelse, må nævnes her. Dette årh. prægedes af den opdukkende »dialektik», hvor filosofien for første gang fremstilles i sin selvstændighed, og hvor fornuften ses som den øverste erkendelseskilde, hvilket nødvendigvis måtte føre til en rationalistisk, autoritetsfjendtlig holdning overfor de åbenbarede sandheder. Dialektikkens hovedinteresse var logikken med dens krav om rationel modsigelsesfrihed. En af de betydeligste dialektikere var Berengar af Tours (d.1088), der udfra fornuften nægtede forvandlingslæren i nadveren; hans opfattelse blev fordømt 1050. Dialektikken mødtes af en kraftig kirkelig opposition, der hævdede, at filosofien ikke havde noget at gøre på teologiens område. Petrus Damianus (d. 1072) repræsenterer denne oppositions yderpunkt. Ved siden deraf fandtes flere mer eller mindre forsonlige udligningsforsøg, f.eks. hos Lanfrank (d. 1089) som ærkebiskop i Canterbury). Det 11. årh. præges iøvrigt af striden om almenbegreberne, de såkaldte universalia. Spørgsmalet er, hvorvidt ideerne eller almenbegreberne har selvstændig eksistens, eller hvorvidt de kun eksisterer i vor tanke. I synet på dette spørgsmål danner der sig to hoved- 586