SKOLASTIKKEN retninger: realismen, der påvirket af Platon hævder almenbegrebernes selvstændige eksistens, og nominalismen, der mener, at de kun hører hjemme i tankens verden. På den yderste plads »til højre» står Wilhelm af Champeaux (d. 1121), mens nominalismen forfægtes af Rosccelinus (d. ca. 1125). Teologisk betydning fik dette filosofiske stridsspørgsmål, da Roscelinus derigennem blev ført til nægtelse af treenighedsdogmet i retning af en triteisme. Med det 12. årh. går vi ind i en for s. afgørende periode, hvis første centrale skikkelse er Anselm af Canterbury (d. 1109). Som overskrift over hele hans tænkning kan sættes: Credo ut intelligam, »Jeg tror, for at jeg kan erkende». At ville begynde med fornuften, som dialektikken gør det, er overmod, at ville undvære fornuften — som visse kirkelige polemikere — er at forfalde til intellektuel efterladenhed. Vi må begynde med autoriteten og troen. Dermed er visheden givet. Men Anselms mål er nu ved hjælp af fornuften at nå så langt som muligt i erkendelse af dogmets indhold og nødvendighed. Her er forskellen mellem tro og fornuft anerkendt; troen har primatet; men samtidig indrømmes der fornuften et vidt spillerum på troens område. Anselm er optimistisk med henblik på fornuftens kapacitet og herved forskelig både fra Thomas og — navnlig — den seneres s. Af hans skrifter må særlig nævnes »Proslogion», hvor Anselm, tro imod sin platoniske realisme, beviser Guds tilværelse ud fra ideen om Guds fuldkommenhed, hvortil eksistensen hører, det såkaldte ontologiske gudsbevis*. I skriftet »Cur Deus homo?» (Hvorfor blev Gud menneske?) mener Anselm at kunne bevise incarnationens nødvendighed udfra en konsekvent gennemtænkning af forsoningsdogmet (se Försoning). Anselms yngre samtidige, Abelard (d. 1142) er på flere måder hans modsætning, selvom man ofte har urgeret hans rationalisme for stærkt. Mens hans begavelse var mere kritisk analytisk end syntetisk. Som elev af Roscelinus er Abelard modstander af realismen. Hans interesse ligger først og fremmest på logikkens, sprogfilosofiens og erkendelseslærens 587 område. Hans teologiske hovedværk er »Sic et non» (Ja og nej), hvor han samler en række udtalelser fra Skriften og kirkefædrene der tilsyneladende står i modstrid til hinanden. Hans hensigt er ikke at omstyrte autoriteten, men ved en kritisk efterprøvelse af traditionen at sætte den teologiske debat i gang og hjælpe til modsætningernes ophævelse. Hans metode: at stille modstridende opfattelser op over for hinanden, følges senere af de store skolastikere, ikke mindst af Thomas, hvorigennem den skolastiske metode opnår en stringens som ikke tidligere. Det 12. århundrede er endvidere karakteriseret ved en opblomstring af mystikken og den mystiske teologi, først og fremmest igennem Bernhard af Clairvaux" (d. 1153), det 12. årh.s »religiøse geni» (Harnack). Gennemtrængt af augustinske tanker og ganske fremmed over for dialektikkens rationalisme og kritiske arbejde, der forekom ham yderst skadelig for den troendes liv med Kristus, bekæmpede han på det kraftigste Abelard, hvis skrifter blev fordømt 1141. Hos »Victorinerne» møder vi en ejendommelig blanding af filosofisk skarpsindighed og mystisk inderlighed. Hugo af St. Victor (d. 1141) er først og fremmest kendt for sit skrift »De sacramentis fidei», i hvilket han som den første har skabt en teologisk »summaâa», det vil sige en organisk, systematisk sammenhængende fremstilling af kristen tro. Hos Richard af St. Victor (d. 1173) trænger det rationelle sig stærkere på. I teologisk skarpsindighed og spekulativ kraft står han ikke tilbage for middelalderens største, ganske særlig når det drejer sig om forståelsen af treenigheden. I synet på forholdet mellem filosofien og teologien er Richard beslægtet med Anselm. Den dogmatiske teologi i dette årh. får et yderst vigtigt tilskud i Petrus Lombardus (d. 1160 som biskop i Paris) og hans »Libri quattuor sententiarum », middelalderens teologiske grundbog, ustandseligt kommenteret og afskrevet. Her er Augustin hovedautoriteten, men Lombardern undervurderer ikke fornuftens argumenter. Både Guds eksistens, verdens skabelse og sjælens udødelighed kan rationelt bevises. 588