Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Skolastikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der må sondres mellem sentenssamlinger og
summa'er. De første samler på linie med
Abelard sentenser fra bibelen og fædrene,
systematisk ordnede, hvortil man føjer
drøftelsen af deres indbyrdes forhold. I
summaen sker der en mere systematisk
sammenfatning af det efterhånden vældigt
voksende stof.
Med det 13. årh. føres de forskellige
tilløb fra det 12. til blomstring og modning.
Afgørende for dette skolastikkens
højdepunkt er 1) det fuldstændige kendskab til
Aristoteles, 2) universiteternes opståen (bl. a.
Bologna, Oxford og — navnlig — Paris) og
3) de nye tiggerordener* — dominikanerne
og franciskanerne — og deres deltagelse i
det videnskabelige liv ved universiteterne.
Til skade var det, at ordenerne ofte
specialiserede sig i en bestemt skole, hvad der
kunne føre til en temmelig ørkesløs strid om
prestige og kompetance. Hidtil havde man i
det væsentlige kun kendt Aristoteles’ logik,
men nu indføres tillige hans etiske,
naturvidenskabelige og metafysiske arbejder,
først og fremmest gennem jødiske og
arabiske bearbejdelser af Aristoteles, der nu
blev oversat til latin. Arabiske filosoffer som
Avicenna (d. 1037) og Averroës (d. 1190)
havde kommenteret Aristoteles — ikke uden
at deres egen nyplatonisk panteiserende
filosofi havde influeret deres gengivelse af hans
tanker. Gentagne gange kom det til kirkelig
fordømmelse og forbud imod at læse
Aristoteles i disse arabiske filosoffers gengivelse.
Det 13. årh. præges i det væsentlige af fem
forskellige retninger. Yderst til venstre den
lige omtalte Averroëisme med Siger
af Brabant og Boëthius af Dacia
som førere. Trods de forskellige
fordømmelser holdt den sig lige til renaissancen,
stædigst ved universitetet i Padua.
Franciskanerne og den ældre
dominikanerskole fortsætter det forrige årh.s
augustinisme. Vel deltog man i studiet af
Aristoteles, men fastholdt den
platonisk-augustinske erkendelseslære og verdensanskuelse
uden at lade Aristoteles omforme væsentlige
træk deri. Her må nævnes de to franciskanere
Alexander fra Hales (d. 1245) og —
navnlig — Bonaventura (d. 1274).
589
SKOLASTIKKEN
Denne sidste er uden tvivl ved siden af
Thomas middelalderens største teolog (doctor
seraphicus), hos hvem den spekulative
fornuft og hjertets fromhed indgår en sjælden
harmonisk syntese. Hans værker er
mangfoldige; bedst kendt er hans dogmatiske
kompendium, »Breviloquium», og hans
mystiske meditation »lItinerarium mentis in
Deum» (Sjælens vandring imod Gud), der
skildrer de seks trin på sjælens vej imod
Gud, hvis sidste stade er den mystiske
ekstase.
Endvidere må nævnes den retning, der med
hovedsæde i Oxford og med Roger
Bacon (d. 1294) som hovedrepræsentant
optager sproglige, matematiske og
naturvidenskabelige studier med stor vægtlægning på
eksperimentet, hvorved denne retning peger
frem mod renaissancen og tiden derefter.
Som fjerde retning fremtræder en
nyplatonisk strømning, der senere kom til at præge
en del af dominikanerordenen, formidlet
gennem Albert den Store, der gennem sin
kommentar til Pseudo-Dionysios kom til at
øve stor indflydelse på dominikanske
mystikere som Eckhart, Suso og Tauler (se
Mystik). Den retning, der skulde få den
største betydning, var imidlertid den
kristelige aristotelisme,
repræsenteret af Albert den Store og Thomas af
Aquino. Hos disse to udskilles de
naturalistiskpanteistiske dele af averroëismens
Aristoteles, delvis gennem et studium af den ægte
Aristoteles selv. Albert den Store (d.
1280; doctor universalis) arbejdede på snart
sagt alle felter i filosofien, naturvidenskaben
og teologien. Hans arbejde som ekseget
(både af Aristoteles og af bibelen) og filosof,
som zoolog og botaniker og som dogmatiker
(marialogi og nadverlære) viser hans
fremragende indsats, der blev »en virkelig
revolution i den vesterlandske tænkning»
(Gilson). Alberts elev var Thomas af
Aquino (1225—1274); doctor ecclesiae, doctor
communis og doctor angelicus. (Angående
hans liv og skrifter og betydning i nutiden,
se Thomas av Aquino og Nythomisme). Hos
Thomas er den principielle adskillelse
mellem filosofien og teologien klart indset.
Filosofien i alle dens grene (logik, ontologi,
590
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:43:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/3/0305.html