- Project Runeberg -  Nordisk teologisk uppslagsbok för kyrka och skola / 3. P - Ö. Register /
589-590

(1952-1957)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skolastikken

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Der må sondres mellem sentenssamlinger og summa'er. De første samler på linie med Abelard sentenser fra bibelen og fædrene, systematisk ordnede, hvortil man føjer drøftelsen af deres indbyrdes forhold. I summaen sker der en mere systematisk sammenfatning af det efterhånden vældigt voksende stof. Med det 13. årh. føres de forskellige tilløb fra det 12. til blomstring og modning. Afgørende for dette skolastikkens højdepunkt er 1) det fuldstændige kendskab til Aristoteles, 2) universiteternes opståen (bl. a. Bologna, Oxford og — navnlig — Paris) og 3) de nye tiggerordener* — dominikanerne og franciskanerne — og deres deltagelse i det videnskabelige liv ved universiteterne. Til skade var det, at ordenerne ofte specialiserede sig i en bestemt skole, hvad der kunne føre til en temmelig ørkesløs strid om prestige og kompetance. Hidtil havde man i det væsentlige kun kendt Aristoteles’ logik, men nu indføres tillige hans etiske, naturvidenskabelige og metafysiske arbejder, først og fremmest gennem jødiske og arabiske bearbejdelser af Aristoteles, der nu blev oversat til latin. Arabiske filosoffer som Avicenna (d. 1037) og Averroës (d. 1190) havde kommenteret Aristoteles — ikke uden at deres egen nyplatonisk panteiserende filosofi havde influeret deres gengivelse af hans tanker. Gentagne gange kom det til kirkelig fordømmelse og forbud imod at læse Aristoteles i disse arabiske filosoffers gengivelse. Det 13. årh. præges i det væsentlige af fem forskellige retninger. Yderst til venstre den lige omtalte Averroëisme med Siger af Brabant og Boëthius af Dacia som førere. Trods de forskellige fordømmelser holdt den sig lige til renaissancen, stædigst ved universitetet i Padua. Franciskanerne og den ældre dominikanerskole fortsætter det forrige årh.s augustinisme. Vel deltog man i studiet af Aristoteles, men fastholdt den platonisk-augustinske erkendelseslære og verdensanskuelse uden at lade Aristoteles omforme væsentlige træk deri. Her må nævnes de to franciskanere Alexander fra Hales (d. 1245) og — navnlig — Bonaventura (d. 1274). 589 SKOLASTIKKEN Denne sidste er uden tvivl ved siden af Thomas middelalderens største teolog (doctor seraphicus), hos hvem den spekulative fornuft og hjertets fromhed indgår en sjælden harmonisk syntese. Hans værker er mangfoldige; bedst kendt er hans dogmatiske kompendium, »Breviloquium», og hans mystiske meditation »lItinerarium mentis in Deum» (Sjælens vandring imod Gud), der skildrer de seks trin på sjælens vej imod Gud, hvis sidste stade er den mystiske ekstase. Endvidere må nævnes den retning, der med hovedsæde i Oxford og med Roger Bacon (d. 1294) som hovedrepræsentant optager sproglige, matematiske og naturvidenskabelige studier med stor vægtlægning på eksperimentet, hvorved denne retning peger frem mod renaissancen og tiden derefter. Som fjerde retning fremtræder en nyplatonisk strømning, der senere kom til at præge en del af dominikanerordenen, formidlet gennem Albert den Store, der gennem sin kommentar til Pseudo-Dionysios kom til at øve stor indflydelse på dominikanske mystikere som Eckhart, Suso og Tauler (se Mystik). Den retning, der skulde få den største betydning, var imidlertid den kristelige aristotelisme, repræsenteret af Albert den Store og Thomas af Aquino. Hos disse to udskilles de naturalistiskpanteistiske dele af averroëismens Aristoteles, delvis gennem et studium af den ægte Aristoteles selv. Albert den Store (d. 1280; doctor universalis) arbejdede på snart sagt alle felter i filosofien, naturvidenskaben og teologien. Hans arbejde som ekseget (både af Aristoteles og af bibelen) og filosof, som zoolog og botaniker og som dogmatiker (marialogi og nadverlære) viser hans fremragende indsats, der blev »en virkelig revolution i den vesterlandske tænkning» (Gilson). Alberts elev var Thomas af Aquino (1225—1274); doctor ecclesiae, doctor communis og doctor angelicus. (Angående hans liv og skrifter og betydning i nutiden, se Thomas av Aquino og Nythomisme). Hos Thomas er den principielle adskillelse mellem filosofien og teologien klart indset. Filosofien i alle dens grene (logik, ontologi, 590

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 3 01:43:01 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ntu/3/0305.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free