SKOLASTIKKEN metafysik o.s.v.) er en helt igennem naturlig videnskab, hvilende på den naturlige fornufts egne af troen ganske uafhængige axiomer. Ingen erkendelse er medfødt; kun det lys, i kraft af hvilket fornuften (intellectus agens) ved mødet med de sanselige ting, abstraherer almenbegreberne, er os medfødt. Dette er resten af den platoniskeaugustinske »illuminationslære». Der er intet i intellektet, der ikke først var i sanseerkendelsen. Ingen direkte gudserkendelse fører os til Gud; ethvert gudsbevis hviler på slutningen ud fra tingene, som omgiver os, per ea, quae facta sunt (Rom. 1:20). Derfor afviser Thomas også Anselms ontologiske bevis. I spørgsmålet om almenbegrebernes væsen går Thomas ind for en aristotelisk forstået realisme. Almenbegreberne har ingen selvstændig realitet, men eksisterer som ideer i den guddommelige tanke, som »formen» i de skabte ting, der igennem fornuftens arbejde »abstraheres» og eksisterer som species intelligibilis, som det »erkendte» i menneskets tanke. Almenbegreberne har altså tre former: ante rem, in re og post rem. Hermed er motiver såvel fra Platon og Augustin som fra Aristoteles bevarede og sammenarbejdede. I kraft af den naturlige fornuft er det ikke bare muligt at bevise Guds tilværelse, men også at nå til så meget af hans væsen, som vi kan slutte os til ved at gå ud fra den skabte verden. Forudsætningen herfor er analogia entis, det vil sige den »forholdsmæssige lighed» mellem alt, som »er» og »Den, som ER», netop i kraft af væren, som er fælles for begge. Længere end til denne analogiske gudserkendelse når fornuften ikke. Intet af det, der ligger inden for troens område, kan gøres til genstand for viden. Det er principielt umuligt, at en ting samtidig kan vides og tros, thi tro og viden repræsenterer to principielt forskellige erkendelsesarter. At de skulle kunne modsige hinanden er en umulighed, da de begge i sidste instans er rettet imod og udgået fra den samme Gud, som er den første sandhed, prima veritas. Nu forholder det sig imidlertid således, at praktisk, det vil sige under de kår, som det syndige menneske lever un- 591 der, og hvor selv de naturlige evner er sårede, er det næppe muligt, at fornuften — overladt til sig selv — kan nå til denne naturlige gudserkendelse. Først i nådens rige bliver den erkendelse, der principielt ligger indenfor fornuftens evne, også reel virkelighed. Denne tilføjelse er nødvendig for ikke at misforstå Thomas’ tankegang. Troen selv er aldrig resultatet af fornuftens virksomhed, men altid en Guds gave, kun mulig igennem en overnaturlig ophøjelse af fornuft og vilje. Kun i de såkaldte praeambula fidei, det vil sige i troens forgård, hvor det drejer sig om de grunde, der rent naturligt taler for troværdigheden af åbenbaringssandhederne, spiller fornuften en rolle ved at vise, at troen på mysterierne, der i sig selv helt er nådens akt, ikke er imod fornuften. Også bagefter selve troens opståen spiller fornuften en vis rolle som hjælp til en analogisk erkendelse af trossandhederne. Thomas’ hovedværk er »Summa theologica» (1266—73), den romerske kirkes teologiske hovedværk, i hvilket Thomas med den aristoteliske filosofi som baggrund giver en systematisk fremstilling af kristendommen. Her møder vi en tilsyneladende harmonisk syntese mellem autoritet og fornuft, tro og viden, natur og nåde. Nåden ses som den guddommelige kraft, der hæver mennesket op til delagtighed i Guds natur og derved muliggør dets tilbagevenden til Gud med den salige skuen (visio beatifica) som sidste mål. Dertil er nemlig mennesket bestemt, ikke i kraft af naturen, men fordi Gud i nåde og frihed har givet mennesket et mål, der ligger uendeligt ud over, hvad der tilkommer det efter dets natur. Da mennesket som alt værende er indrettet mod sit mål, og da mennesket ikke af sig selv er indstillet mod det overnaturlige, er det nødvendigt, at Gud indgyder en »overnatur» i mennesket, der »proportionerer» det imod det evige mål. Denne »overnatur» er netop nåden (se videre Nåd). Thomas’ mening med sin »Summa» er klart udtrykt i begyndelsen af værket: Første del omhandler Gud, den ene og treenige, alle tings princip og formål. Anden del, der 592