igen deles i to, handler om menneskets vej til Gud og indeholder en på aristotelisk etik hvilende skildring af mennesket, både som del af den naturlige orden og som delagtig ì den overnaturlige verden. Tredje del indeholder læren om Kristus, der ved sin inkarnation, død og opstandelse muliggør denne vej til Gud, der ned igennem kirken er tilstede i sakramenterne, kanalerne for den guddommelige nåde. Værket er ufuldført, idet Thomas døde under udarbejdelsen af bodens sakramente. Det fuldførtes af en af hans elever på grundlag af hans andre arbejder. »Summa theologica» repræsenterer et imponerende systematisk arbejde, hvor aristotelisk filosofi og etik indgår en organisk forbindelse med kristne tanker, både som deres udtryksform og også ofte som deres indholdsgivende princip. Overfor dette sidste punkt må den teologiske kritik sætte ind. Højskolastikkens blomstringstid varede kun kort. Syntesen mellem filosofi og teologi, viden og tro, der tilsyneladende var lykkedes for Thomas, kunne ikke opretholdes. Dette mærkes allerede hos den engelske franciskaner Johannes Duns Scotus (d. 1308; doctor subtilis). Denne var en overmåde skarpsindig tænker, der på afgørende punkter kritiserede Thomas og ofte kom til ganske andre filosofiske standpunkter, der virkede langt ind i teologien. Da Duns Scotus kun anerkender et bevis som tvingende, når det hviler på evidens, medfører det, at han ikke kan anse teologien som videnskab i snævrere forstand, men mere som et praktisk anliggende, endvidere at troen i langt højere grad bygger på autoritet, og at fornuften kun kan spille en meget ringe rolle i forståelsen af trossandhederne. Duns Scotus er voluntarist, både i gudsbegrebet og i forståelsen af mennesket. Det gode er godt, fordi Gud vil det — ikke omvendt. Lyksaligheden ligger ikke som hos Thomas i intellektet, men i viljens forening med Gud. Han er afgjort indeterminist, hvorved den frie vilje urgeres på en måde, der var Thomas fremmed. I erkendelseslæren går erkendelsen af enkelttingene forud for erkendelsen af det almene, hvorved Duns Scotus viser 593 SKOLASTIKKEN vej frem imod nominalismen, hvis syn på almenbegreberne han iøvrigt i lighed med Thomas ikke deler. Det 14. og 15. årh. er sen-s.s tid. Her taber s. sin enhed og opløser sig i flere og flere meningsforskelligheder, grundet på stadig subtilere og stadig mere abstrakte begrebsdefinitioner. Også i denne periode er hovedmanden en engelsk franciskaner, Wilhelm Ockham (d. ca. 1350) ligesom Duns Scotus en ualmindelig skarpsindig tænker, der fik stor indflydelse på hele den senere middelalders teologi og filosofi. Hos ham føres en bestemt linie fra Scotus konsekvent videre. Almenbegrebet er blot et begreb i det tænkende subjekt, og har ikke realitet hverken i Gud eller i enkelttingen. Det er betegnelse for, en significatio af fælles karaktertræk i en række ting. Derfor kaldes hele denne filosofiske retning nominalisme, der i modsætning til højskolastikken repræsenterer en antimetafysisk erkendelseslære, hvor erkendelsen retter sig mod enkelttingene i deres empiriske individuelle virkelighed, og hvor den abstraherende erkendelse erstattes af den intuitive. For troens område betyder dette, at troen endnu mindre end hos Duns Scotus kan støtte sig til fornuften, idet erkendelsen kun har ubetinget gyldighed indenfor den sanselige verden. Gudsbeviserne har ikke absolut tvingende, men kun sandsynlighedsværdi. Både Guds eksistens, og det, som efter Thomas naturligt kunne erkendes af Guds væsen, tilhører troens område. Nominalismen fik stor udbredelse, ikke mindst ved de nye universiteter i Tyskland: Heidelberg, Tübingen, Erfurt og Wittenberg. Naturligvis er heller ikke nominalismen en enstonig bevægelse. Mænd som Pierre d'Ailly (d. 1420) og Johannes Gerson (d. 1429) viser, hvorledes en nominalistisk filosofi kunne forbindes med mystikken. Det 15. årh. frembringer intet nyt, men viser billedet af tre filosofiske retninger: Thomismen og scotismen, der tilsammen danner via antiqua, og nominalismen, også kaldet via moderna. Til denne sidste retning hører også Gabriel Biel (d. 1495), der gennemfører ockhamismen på teologiens 594