Kingdom»). Skønt påvirket kulturelt fra England* i tusind år har S. helt og holdent sit eget ansigt. Dette gælder ikke mindst kirkeligt. Historisk. St. Ninian (d. 432) er den første missionær til de keltiske picter, S.s oprindelige befolkning. Det andet store navn er Columba, som fik omvendt de første højlændere og stiftet klostret Iona (5683), det første af varig betydning. Den ældste kristendom i S. var nemlig ikke romersk, men af en tydelig »østlig» karakter. Således østlig liturgi. Biskopperne var blot ordinatorer. Abbederne i de store klostre regerede kirken. Rom var et patriarksæde som ethvert andet. Roms afgørende indflydelse kom først i det 11. årh., hjulpet av St. Margaret, gift m. kong Malcolm Canmore, i det 11. årh. St. Andrews, efter navnet på aposteln Andreas, S.s skytshelgen, hvoraf relikvier hvilede dér, blev ærkesæde i 1188. Muligvis var det middelalderlige kirkelige forfald i det afsides, barbariske S. større end andetsteds; i hvert fald blev reformationen voldsommere og radikalere end de fleste steder. Forløbere i reformationsbevægelsen er Patrick Hamilton og George Wishart (d. 1546), begge martyrer. Den sidstes død førte til mordet på kardinal Beaton i St. Andrews og de protestantiske oprøreres deportation til Frankrig. Med dem var John Knox (1505—1572), S.s reformator, en vældig personlighed, som, uddannet i S., men dybt påvirket ved sine ophold i England og på fastlandet, var calvinist, puritaner og anti-fransk. Hans prædiken i Perth om afgudsdyrkelse gav anledning til ødelæggelsen af kirkerne dér, så »kun murene stod tilbage af disse store bygningsværker». S. har en enestående samling af ødelagte middelalderkirker. Reformationen indførtes 1560 af parlamentet på calvinsk, presbyteriansk basis. Bispeembedet genindførtes 1572, afskaffedes og genindførtes atter, men ophævedes endeligt ved Stuarternes fordrivelse 1689. Derefter var »The Kirk» fuldtud presbyteriansk, bundet konfessionelt af Westminsterkonfessionen af 1643. Særlig i de afsi- 597 SKOTLAND St. Giles katedral i Edinburgh. Påbegyndt i 1100-tallet. Opført hovedsagelig 1385—1495. Restaureret o. 1830. des egne bevaredes dog, beskyttet af visse adelsfamilier, »lommer» af romersk-katolske og episkopale. Ved slutningen af 18. årh. var der i S. ca. 30.000 romersk-katolske. De episkopale organiseredes i »The E piscopal Churchin Scotland». De bevarede en af England uafhængig apostolisk succession og efterhånden— i det deres gudsdyrkelse i lange tider var ret uformel -— gudstjeneste efter anglikansk model, dog med specielle skotske træk. Organisationen af »The Kirk» udvikledes på idéen om menighedsældste (presbytere) som repræsentative for kirkens manifestation som lokalmenighed og nationalkirke. Enkeltmenigheden styres af » The Kirk Session», distrikter af presbyterier og synoder, hele kirken af »The General Assembly», hvis præsident vælges ved det foregående møde og ikke er »Moderator of the Church of S.», men »Moderator of the General Assembly of the Church of S.». I det 18. årh. var gudstjenesten ekstremt calvinsk: siddende kommunion, ingen billeder, alter, mu- 598