SKRIFTEMÅL sik, liturgi eller kirkeår. Selv langfredag og påskedag fik lov at forsvinde. »Sabbaten», den puritanske søndag, holdt sit indtog. I det 19. årh. skete en del ændringer, som vilde have slået de gamle calvinister som »popery». De fleste kirker fik orgler, faste bønner blev reglen, nadverliturgien revideredes og er den rigeste i den reformerte verden, kirkeåret kom tilbage. Selv alteret skimtedes i forbindelse med gotiske restaureringer. Teologisk og praktisk viste den yderliggående calvinisme sig ufrugtbar undtagen på splittelser hovedsagelig i forbindelse med forholdet til staten: kongemagten, edsafleggelse o.s.v. Allerede i det 18. årh. stiftedes to betydelige frikirker og flere småsamfund, hvoraf de fleste forenedes 1847 til »The United Presbyterian Church». Men den værste splittelse kom så sent som 1843, da 215 præster med deres menigheder trådte ud af »The Kirk» under ledelse af den glimrende prædikant og organisator Thomas Chalmers (d. 1847) i protest mod patronatssystemet. De tog navnet »The Free Church of S.». Denne fòrenedes i 1900 med »The United Presbyterian Church» til »The United Free Church of S», og endelig 1929 genforenedes hovedparten af alle skotske presbyterianere i »The Church of S.». Nutiden. Det moderne S. er præget af industrialismen. Majoriteten af befolkningen bor i de to millionbyer Glasgow og Edinburgh eller i distriktet imellem dem. Særlig i den første er de sociale forhold for mange stadig beklagelige. En stor del af arbejderne er irske indvandreres efterkommere og traditionelt romersk-katolske. Katolicismen drager også de intellektuelle, men den bedrestillede del af arbejderklassen begynder at drages af »The Church of S.»s ihærdige forsøg på at nå dem (»social gospel», industripræster, Iona-bevægelsen). Som andetsteds er S.s kirkeliv præget af de liturgiske og økumeniske bevægelser og ny forsøg på evangelisation af masserne. Ca. */, million af befolkningen er udøbte, og der er uhyre mængder af frafaldne. Men der er mange bevidst kristne i de ledende stillinger, og der 599 findes uden tvivl en vældig fond af ubevidst kristendom. Man holder stædigt fast ved religionsundervisningen i skolen, og den skotske søndag er stadig adskilligt strengere end den engelske. De skotske kirker viser betydelig tilpasningsevne til moderne forhold. Præsternes standard er høj og lægfolket aktivt og offervilligt. Statistik. Befolkningstallet er (1955) ca. 5.250.000. Heraf er rimeligvis 4. mill. presbyterianere, 800.000 romersk-katolske, 55.000 episkopale og 100.000 andre kristne. Måske kan henved halvdelen regnes for »frafaldne», hvoraf proportionelt de fleste kommer fra den presbyterianske kirke. Litt.: B. Sundkler, Iona och Rom, Den nyare debatten om skotsk och engelsk missionstid (i Kyrkohist. årsskr. 1947); J. Knox, The history of the reformation of religion in S. (klassiker, mange ed.); J. Howie, Lives of Scots’ worthies (klassiker, mange ed.); J. R. Fleming, A history of the Church of S., vol. 1: 1843—74, vol. 2: 1875—1929 (Edinburgh 1927—33); F. Goldie, Short history of the Episcopal church in Scotland from the restoration to the present time (London 1952; populær); C.S.Black, The Scottish Church (Glasgow 1952 ukritisk); The Church of S. year-book; Year-book of the Episcopal Church in $. M.B. SKRIFTEMÅL (sv. bikt) er den frivillige bekendelse af begåede synder med formål at opnå absolutionen. Dette s. sker a) mellem det enkelte menneske og Gud i stilhed (hjertets s.), b) offentligt i menigheden (offentligt skrifte), c) over for præsten eller en kristen broder (hemmeligt eller privat s.). I G.T. møder vi foruden forskrifter om syndshekendelse af mere ritual art (se f. eks. 4. Mos. 5: 6—8 og 5. Mos. 5:1 ff.) en personlig umiddelbar syndsbekendelse, født ud af en stærk skyldbevidsthed over for den hellige Gud (se Ps. 32:5, 51:3 f., 130: 1 f.; Es. 6:5 f.; Dan. 9: 4 í.). I N. T. hører vi om syndsbekendelse i forbindelse med Johannes Døberens virksomhed (Matt. 3:6; Mark. 1:5) og i den første apostolske menighed (Ap.G. 19:18; 1. Joh. 1:9 og Jak. 5:16 f.). Jfr tillige Didakæ 4:14 og 14:1; 1. Clemensbrev 51:3, 52: 1— 2 og 60:1—2). Om syndsbekendelsens form 600