ved vi meget lidt, og om s. i egentlig forstand taler disse steder næppe. I oldkirken knyttedes s. til bodsdisciplinen (se Bod) og først som bekendeise af de svære synder, de såkaldte dødssynder: frafald, mord og ægteskabsbrud. Fra Cyprians tid dannede presbyterne ved bispesæderne en gejstlig domstol for offentlige forsyndelser. Her var naturligvis en bekendelse af synderne nødvendig som grundlag for fastsættelsen af den nødvendige bod. En ny form for s. finder vii klostrene, navnlig i Irland og Skotland, en skik, der senere trænger ud i menighederne, udbredt gennem missionærerne: s. overfor klostrets forstander som middel til et fuldkomment liv; her drejer det sig ikke blot om dødssynderne, men også om de almindelige, »daglige» synder. Dette »fromheds.-s» fik efterhånden en fast plads som den rette forberedelse til nadveren. (Jfr. Conciliet i Châlons 813, can. 33 og 36.). Først i det 7. århundrede har vi klare vidnesbyrd om s. som en ordnet kirkelig akt, hvor et menneske hemmeligt skrifter sine synder for præsten og modtager afløsningen. I denromersk-katolske kirke gælder s. som en nødvendig del af bodens sakramente. Det består af a) hjertets anger, b) mundens bekendelse, c) satisfaktionen, d. v. s. »godtgørelsen», »boden», pålagt den skriftende af præsten. Disse tre dele gør præstens afløsning til et sakramente. Nødvendigheden af s. udledes af magten til ai »binde» og »løse», som Jesus overgav apostlene (Joh. 20:21—23; Matt. 16: 19 og 18:9) (se Nøglemagten). Thi uden kendskab til menneskets synd og de nærmere omstændigheder derved kan præsten ikke udøve denne magt og ikke pålægge nogen bod. Det er pligt at skrifte alle dødssynder, som man efter omhyggelig samvittighedsransagelse er sig bevidst. De nærmere omstændigheder behøver kun at skriftes, hvis syndens art derved er blevet forandret (Cod. jur. can. cap. 901). De »tilgivelige» synder, der ikke som dødssynderne skiller fra Guds nåde, behøver man ikke at skrifte, men det er gavnligt at skrifte også dem, selvom de kan udslettes på 601 SKRIFTEMÅL anden måde. Den, der siger, at angeren i sig selv er tilstrækkelig til syndsforladelse, er »udelukket». Ligeledes den, der nægter, at det er nødvendigt at skrifte alle synderne enkeltvis, eller som siger, at det er umuligt at skrifte alle sine synder. Jfr. Leo Xs fordømmelse af visse lutherske sætninger 1520. (Denz. 745—755). Kirkemødet i Lateranet 1215 gør i det mindste eet årligt s. til kirkebud og lader pligten dertil begynde med »skelsår og alder». Oprindelig havde man ingen skriftestole — disse stammer først fra det 16. og 17. årh. — men det var krævet, at s. skulle foregå på et sted, der kunne ses af alle. Bådereformerteoglutheranere var enige om at forkaste s.s-tvangen (Den augsburgske bekendelse art. 11, Apologien art. 11; Conf. Helvetica II, 14) udfra den betragtning, at ingen kender tal på sine overtrædelser, og at s. ikke var pålagt af Gud (herimod Tridentinerkonciliet, Sessio XIV, can. 7). Men iøvrigt havde de to reformatoriske bekendelser forskellig opfattelse af s. De reformerte benægtede s. som en kirkelig ordnet akt og anerkendte kun det private s. som en trøst i en særlig samvittighedsnød. Der indførtes en »confessio generalis», et »almindeligt» s., som grundlag for en almindelig nådestilsigelse. Anderledes for Luther. I en prædiken imod Karlstadt sondrer Luther imellem tre slags s.: a) det offentlige s. i menighedens forsamling for en synder, der er faldet i åbenlys synd, b) det s., i hvilket vi klager vor synd for Gud i ensomhed, og som vi må øve dag for dag, c) det s. hvor vi bekender synderne for et andet menneske, i almindelighed præsten, for derefter at modtage absolutionens ord. Dette s. kalder Luther for »das allerheilsamste Ding» og føjer til, at dette s. ville han ikke lade tage fra sig af nogen, selvom man tilbød ham den hele verden. »Jeg ville forlængst være overvundet af djævelen og druknet, om ikke dette s. havde holdt mig oppe» (Weimar udg. X: III, 62). S. kan efter Luther ikke direkte udledes af skriften (se skriftet »Von der Beichte» 1521), men må fastholdes, fordi det er et så virksomt middel i kampen mod synd og djævel. I den 602