SKRIFTEMÅL lille katekismus’ femte hovedstykke giver Luther en enkel anvisning på s. Det skal ikke være en byrde og ikke en skrupuløs samvittighedsransagelse, men en fri bekendelse af de synder, der piner en. Ved man intet særligt at skrifte, skal man trøstigt modtage absolutionen efter en almindelig syndsbekendelse. En ejendommelig form for s. var den såkaldte »offene Schuld», der har sine rødder langt tilbage i middelalderen, og som bestod i en almindelig syndsbekendelse efter prædikenen, efterfulgt af en almindelig absolution. Denne skik gik over i reformationskirkerne, men afskaffedes på oplysningstiden, idet den dog er bibeholdt f. eks. i Sachsen og Hannover. I de nordiske kirker faldt den bort. For Luther var og blev det private s. det væsentlige. Ikke han, men Karlstadt afskaffede i Wittenberg s. som forberedelse til altergangen. I den lutherske kirke bibeholdtes det private s., i begyndelsen sikkert uafhængigt af altergangen. Men på ortodoksiens tid blev det fastere og fastere forbundet dermed. To momenter gjorde sig gældende: deis var s. virkelig syndsbekendelse, dels tillige en undersøgelse angående ens kundskaber om den hellige nadvere, altså en mere pædagogisk foranstaltning. Praktisk blev vel s. en sammenblanding af disse to med vægten på det pædagogiske. Dog giver både Kyrkolagen 1686 i Sverige og i endnu stærkere ord Kirkeritualet for Danmarks og Norges kirker plads for det hemmelige enkeltvise s. med påfølgende absolution. I tidens løb indskrænkede s. sig til en almindelig syndsbekendelse, efterhånden aflagt af flere på een gang, idet man gik flokvis, undertiden familievis ind i skriftestolen, hvorpå præsten gav absolutionen. Med iøvrigt ganske forskellig begrundelse gjorde både pietismen og rationalismen modstand imod det kirkelige s., men ingen af dem var i stand til en positiv fornyelse deraf. I de nordiske kirker i dag har s. to former: 1) det almindelige s. med eller uden skriftetale, fælles syndsbekendelse og absolution i direkte tilsigende form, i Danmark som oftest forbundet med håndspålæggelse. 2) Det særlige, private s. for hvilket Kyrko- 603 handboken i Sverige 1942 giver et fast ritual. Det praktiseres vel i det store og hele i ringe udstrækning, selvom det må siges, at forståelsen herfor og benyttelsen heraf er stigende. Såvel i den praktiske præsteuddannelse som i kirkens arbejde med sin liturgi bør spørgsmålet om s. indtage større plads end hidtil. Trods modstand fra visse sider er der tegn til, at vi i vor tid har større mulighed for en positiv løsning af dette overordentligt vigtige spørgsmål end i de sidste par århundreder. I vore dage drøftes ofte s. udfra psykiatriske og psykologiske synspunkter. Dette er vigtigt, og sjælesørgeren har god grund til i tilfælde, hvor psykiske komplekser spiller ind og i det hele, når det gælder at give råd ` i samvittighedsnød og konflikter at rådspørge psykologen og psykoterapeuten. Dog må det aldrig glemmes, at s.s-samtalen principielt er noget andet end en samtale med en læge. S.s egentlige indhold er syndsbekendelsen, dets formål absolutionen, tilsigelsen af syndernes forladelse, begrundet i Guds ords forjættelse og løfte. Se også Afløsning, Skriftermål. Bod, Nøglemagten, Litt.: J. Morinus, Commentarius historicus de disciplina in administratione sacramenti poenitentiae (Paris 1651); C. 7. Engelstoft, Liturgiens cller alterbogens og kirkeritualets historie i Danmark (Khvn 1840; s. 252 ff.); G. Jensen, Gudstjeneste og menighedsliy (Christiania 1887); E. Fischer, Zur Geschichte der evangelischen Beichte 1—2 (Leipzig 1902—1903); P. Madsen, Skriftermaalet og dets plads ved gudstjenesten (Khvn 1912); H. Fuglsang-Damgaard, Privatskriftemålets fornyelse (Khvn 1933); J. Naub, Die katholische Beichte (München 1946; kat.); D. Bonhoeffer, Gemeinsames Leben (i Theol. Existenz heute 61, München 1938); E. Berggren, Till den kristna biktens psykologi (diss. Uppsala, Sthm 1946); M. Lackmann, Wie beichten wir? Ein Handbuch für Pfarrer und Gemeinden (Gütersloh 1948); H. Asmussen, Warum noch lutherische Kirche (Stuttgart 1949); E. Roth, Die Privatbeichte in der Theologie der Reformatoren (Gütersloh 1952); Å. Andrén, Nattvardsberedelsen (diss. Lund, Sthm 1952); dens., Högmässa cch nattvardsgång i reformationstidens svenska gudstjänstliv (Sthm 1954); M. Thurian, La confession (Paris 1955). K.E. Sk. 604