SOCIALETIK Romerriget samles interessen hos førende filosofskoler (stoikere, epikuræere, nyplatonikere) næsten helt om individualelikken; staten bliver det fjerne, det uvæsentlige, og man har ingen tro på social fremgang. Ny Testamente interesserer sig ligeledes fortrinsvis for de enkelte, men altid netop i deres forhold til medmennesket. Hermed er givet et kald til social indsats af radikal karakter. Hele åndspræget er blevet et andet end i typisk græsk-romersk filosofi. Moderne udtrykt opfattes mennesket som et jeg-du-væsen, ikke længere som en i sig selv hvilende helhed, der skal værnes. At N. T. trods dette ikke kræver sociale reformer, skyldes dels, at noget sådant aldrig måtte blive det primære, men den nødvendige konsekvens af kristen livsindstilling, dels at man ventede Kristi genkomst i meget nær fremtid. Middelalderlig katolicisme rummer i høj grad både individualetik og socialetik, men som to ret forskellige temaer. Uhyre skæbnesvangert blev det, at det kristelige islæt i en etik, der i forbavsende høj grad var præget af ikke-kristne (især stoiske) traditioner, næsten kun gjorde sig gældende inden for individualetikken og her i ret høj grad som forskellige former for askese, undertiden næsten verdensflugt, i det hele det, der for katolsk opfattelse ligger i tanken om Kristi efterfølgelse (imitatio Christi). Sociale spørgsmål skulle normeres efter den naturlige sædelov eller naturretten*, hvor Aristoteles i højmiddelalderen blev den store lærer. Det kristne mærkedes næsten blot i tanken om, at kun den ved nåden sanerede fornuft kunne erkende naturretten rigtigt, hvilket blev baggrunden for kravet om, at kirken som formidler af denne nåde skulle være øverste myndighed i kristenheden. Den såkaldte »højere sædelighed» får ingen organisk plads i socialetikken. Det revolutionære i kristendommens samfundssyn er næsten borte. Så betydningsfuld end Luthers lære om kaldet (se Kallelse) var for en positiy vurdering af det sociale livs opgaver, betød hans indsats ikke en radikal ændring på dette punkt. Hans lære om »de to regi- 615 menter» (Se Andligt och världsligt regemente) eller »de to riger» bevirkede næsten kun, at tanken om kirkens formynderskab over statslivet bortfaldt. Dog mente Luther og luthersk ortodoksi, at teologer og præster skulle minde øvrighedspersoner (dette ord taget i videste forstand) om deres pligter fra Gud. Men væsentlig blev det igen »den naturlige sædelighed», der bestemte indstillingen, idet man dog må erindre, at denne naturlige sædelighed var ret præget af bibelens forkyndelse. Luthers kamp mod den romerske lære om »en højere sædelighed» kom i praksis nærmest til at betyde, at også »individualetikken» tenderede mod at blive »borgerliggjort». Bibelens radikale krav om næstekærlighed influerede på reformationstidens »s v æ r m er e» og de tilsvarende bevægelser senere, ikke mindst under den engelske revolution o. 1650. Her var imidlertid så megen misforståelse af kristendommen, så mange urene motiver og utilstedelige midler iblandet, at det er forståeligt, at de mere »officielle» kirkeledere sagde nej. Men dette nej blev ganske vist i skæbnesvanger grad medvirkende til at konsolidere kirkelig borgerlighed og konservatisme. Fra »syærmerne» går der en linje frem til det 19. århundredes kommunistiske* rørelser, selv om disse, i hvert fald i marxismen*, antog direkte antikristelig karakter. O. 1900 fortolkedes Luthers regimentslære ofte sådan, at socialetikken helt underlagdes den almindelige fornuft, hvilket næsten uvægerligt syntes at betyde, at de sociale faktorer (man tænkte især på det økonomiske og politiske liv) skulle udfolde sig efter deres egen lovmæssighed. »Bjergprædikenen»* fik da i bedste fald en snæver plads i individualetikken inclusive det rent private forhold til »næsten». Bismarcks skikkelse betød sikkert her meget for tysk evangelisk teologi. Inyere tid har man imidlertid ofte energisk vendt sig mod hele den traditionelle sondring mellem individualetik og socialetik. Mennesket er aldrig et enkeltindivid, altid i social tilhørighed; al etik er socialetik, hævder man og stempler enhver anden opfattelse som levn fra ikke-kristen græsk tænkning. 616