Men da man ofte ikke vil høre tale om en »særlig» kristen moral, kommer dette let til at betyde et krav om, at hele menneske- og samfundslivet skal reguleres efter fornuft og samvittighed, ikke efter nytestamentlig forkyndelse af agape. Eller man udvikler en såkaldt »situationsetik», hvorefter det kristne krav reduceres til, at den enkelte i hver »situation» skal være rede til restløst at udlevere sig til næsten. Det understreges, at man aldrig på forhånd kan vide, hvad dette vil indebære. Enhver tale om et kristeligt begrundet program for social indsats må herefter afvises. Heroverfor står forskellige former for kristelig-social bevægelse. Ikke mindst i Schweiz og i USA har disse gjort sig gældende. Ofte har de været præget af en udviklingsoptimisme, der nu hører en svunden tid til, og i sammenhæng dermed af en manglende forståelse af syndighedens radikalitet og det kristne håbs karakter af forventning, ikke om et af os skabt »tusindårsrige», men om Kristi genkomst. I nyeste tid arbejder imidlertid stærke kræfter på at forene reformatorisk erkendelse af synd og af kristent håb med en socialetik, der for alvor er næret af N.T.s revølutionerende tanker om, hvad næstekærlighed betyder i praksis. Tendensen til faktisk at holde bibelsk tale om kærlighed udenfor »det sociale» er ganske vist stadig stor (traditionen er her forfærdende stærk); men tendensen er gennemskuet som det, den er: fornægtelse af Kristi kongeherredømme. Litt.: Et hovedværk er stadig E. Troeltsch, Die Soziallehren der christlichen Kirchen und Gruppen (Tübingen 1912). Konservativ luthersk opfattelse f. eks. hos H. L. Martensen, Den christelige ethik 1—3 (Khvn 1871—78). Ang. den »lutherske» opfattelses krise se især F. Naumann, Briefe über Religion (Berlin 1903). Se i øvrigt nyere håndbøger i kristelig etik, ikke mindst E. Brunner, Das Gebot und die Ordnungen (Tübingen 1932); F. Gogarten, Politische Ethik (Jena 1932) og A. de Quervain, Die Heiligung. Ethik 1—2 (Zürich 1942—53). Ang. den »kristeligtsociale» opfattelse se f. eks. V. Ammundsen, Social kristendom (Khyn 1931). I øvrigt især værker som Reinhold Niebuhr, An interpretation of Christian ethics (London 1936); dens., The na- 617 SOCIALISME ture and destiny of man 1—2 (London 1944); Helmut Richard Niebuhr, The kingdom of God in America (New York 1937); dens., Christ and culture (New York 1951); W. A. Visser’t Hooft, La royauté de Jésus-Christ (Genève 1948). N. H.S. SOCIALFORSORG, se Socialvârd. SOCIALISME. Da Karl Marx i 1844 gik over til kommunismen*, brugtes ordene kommunisme og s. ofte i flæng. Kommunisme anvendtes dog undertiden om en revolutionær bevægelse, mens s. i modsætning hertil kom til at betegne en socialreformatorisk bevægelse, der ville opnå en socialisering af samfundets økonomiske liv ved statens hjælp. Begge stilede således oftest mod en slags statssocialisme, idet dog nogle, som især den franske socialist Proudhon (1809—65), ønskede en pluralistisk form for socialisering. Efterhånden sejrede imidlertid på det meste af Europas fastland i socialistiske kredse den marxistiske tolkning. Økonomisk materialisme* og ateisme* blev hermed livsanskuelsesgrundlaget for førerne og pressen. Dette gjaldt også i ret høj grad Amerika, mens s. i England gik sine egne veje; her prædikedes s. ofte som den praktiske konsekvens af Kristi evangelium. Hurtigt mærkedes i marxistiske kredse en modsætning mellem dem, der var indstillet på en mere lempelig udvikling gennem reformer (»revisionisterne»), og dem, der fastholdt den revolutionære teori (»radikalisterne»). Denne modsætning uddybedes efter revolutionens sejr i Rusland i 1917, da 3. Internationale stiftedes. Og efter 1945, da socialdemokratiet ofte særdeles umiskendeligt har taget parti for »Vesten» mod den russiske kommunisme, er denne spænding skærpet til bitter strid. Officielt var det kontinentale og amerikanske socialdemokratis stilling til al religion dybt ind i dette århundrede væsentlig negativ. Man akcepterede Feuerbachs“ og Marx’s teorier om religionens oprindelse og væsen; meget radikal kritik af den bibelske overlevering, lige til nægtelse af Kristi historiske eksistens, fandt beredvillig tilslutning; og i en af Darwin og Spencer influeret udvik- 618