SOCIALISME lingsoptimisme, f. eks. som den tolkedes af Ernst Haeckel, mente man at finde videnskabeligt grundlag for et ateistisk livssyn og en løsning af alle livsgåder. Man forstod oftest ikke, at en materialistisk filosofi og en darwinistisk lære om »kampen for tilværelsen» som udviklingens drivkraft var et problematisk fundament for en kamp for social retfærdighed. Optimistisk troede man sig i pagt med fremskridtet og fremtiden, mens kirken betragtedes som hørende til i den mørketid, der måtte svinde for videnskabens lys, og i det privatkapitalistiske samfundssystem, som det gjaldt om at overvinde. Interesserede man sig positivt for Kristusskikkelsen, tolkede man ham som den første socialist, underklassens talsmand, der var blevet forrådt af kirken. Ledende socialdemokrater trådte da også oftest ud af kirken. Tyskeren August Bebel (1840—1913) formede den bekendte sætning: »Kristendom og socialisme forholder sig til hinanden som ild og vand». Kristendommen stempledes som friheds- og kulturfjendtlig. Alligevel nøjedes Gothaerprogrammet af 1875 med at fastslå, at »religionen» er en »privatsag», og stort set blev den menige, klassebevidste arbejder inden for kirken, selv om hans tilknytning til denne næsten kun betød, at han oftest lod sine børn døbe og konfirmere og selv blev begravet med » gejstlig» medvirken. Ikke mindst i Tyskland var der dog op mod 1914, især ikraft af Bebels agitation, i storbyerne ret stærk bevægelse for udtrædelse af kirken. I mellemkrigstiden blev kirken ofte angrebet for at have bifaldet verdenskrigen og velsignet våbnene. Og igen sporede man, især i Tyskland hen imod 1933, stærke tendenser til direkte brud med kirken. De seneste årtier har i nogen grad hidført en ændring. Troen på »videnskabens» evne til at forløse slægten er ikke livskraftig mere. Erfaringerne fra den »østlige» verden viser, at en dybtgående social omvæltning ikke er tilstrækkelig til at hidføre ideelle, næppe nok menneskeværdige tilstande. Udviklingsoptimismen er i det hele ved at være fortid. Mere eller mindre bevidst indretter man sig på at være et politisk parti jævnsides med de andre og at kæmpe for den bedst mulige løsning af 619 de enkeltproblemer, som dagen og vejen fører med sig. Et »humanistisk» livssyn, ret fjernt fra Marx’s doktriner, bærer nu det typisk socialdemokratiske kulturprogram. Indstillingen til kirken er dermed blevet venligere. Ofte understreges, at det socialistiske og det kristne livssyn meget vel harmonerer, selv om man stadig bebrejder kirken manglende social handlekraft. Gennemgående er der dog absolut ikke tale om nogen kristelig vækkelse. En vis kølig velvilje eller i hvert fald en selvfølgelig tolerance er blevet det normale. Kirken betragtes som en ikke helt uvæsentlig del af vor vesteuropæiske kulturarv; men den vurderes efter sin rent sociale betydning; det centrale i kristendommens budskab synes man oftest næppe nok at tage alvorligt. Den opfattelse, at kristentro og videnskab er uforenelige, er mindre udbredt, men absolut ikke uddød. Fanatisk kamp mod kirken smager af kommunisme. For en principiel betragtning må det gælde, at hvis s. ophører med at være en religiøst præget livsanskuelse og nøjes med at være et økonomisk og socialt program, skulle kristendom og s. meget vel kunne forenes. Om der er grund til angst for statssocialishe, bliver i første omgang et praktisk-økonomisk spørgsmål. Principielle kristelige betænkeligheder melder sig vistnok først, hvis det truer med, at statssocialisme betyder åndelig ensretning. Da denne fare formentlig altid lurer, hvis statssocialisme radikalt gennemføres, vil mange kristne foretrække en decentraliseret socialiseringsproces, et »pluralistisk» og ikke et »monolitisk» samfund. Se også Arbetarrörelsen, Kommunisme, Marxisme. Litt.: 7. Kirkup, A history of socialism (1. ed. London 1892; dansk overs. efter 4. ed., Socialismens historie 1—2, Khvn—Oslo 1918); F. Mehring, Deutsche Geschichte vom Ausgange des Mittelalters (31.—70. tusind, Berlin 1947); F. Oelssner, Der Marxismus der Gegenwart und seine Kritiker (Berlin 1948); Mennesket i centrum. Bidrag til en aktiv kulturpolitik (Khvn 1953); Reinhold Niebuhr, Moral man and immoral society (New York—London 1932); K. K. Steincke, Ogsaa en tilværelse. Minder og meninger 1 (Khvn 1945). N. H. S. 620