kelove, f. eks. Kong Valdemars Sjællandske Kirkelov kap. 6—7 m.fl., og i Jyske Lov II 77—78 m. fl. S.- og pastoratsinddelingen er også lagt til grund ved landets kommunale inddelning (anordn. 13/8 1841 § 1). Hvert s. har oprindelig haft sin egen præst, men allerede i slutningen af middelalderen forekom det, at et s. blev annekteret til et andet, således at de fik fælles præst. S. hvor præsten boede, kaldtes hoved-s., det annekterede sogn annex-s. Reformationen fastholdt denne s. inddeling, men der blev dog ved Kirkeordinansen 1537 givet anvisning på, at der af flere s. måtte gøres eet s. efter bispens, provstens og lensmandens skøn og kgl. stadfæstelse. Nogle steder påbødes derfor kirkers nedbrydelse og s.s indføjelsc i andre s. Men de fleste steder lod man s. bestå, idet man blot sammenlagde dem til eet præstekald (pastorat). På landet er det herefter almindeligt, at en præst har to eller flere s. at betjene. Nogle steder på landet forekommer det, at der er flere præster i pastoratet. For købstædernes vedkommende er det foreskrevet i Danske Loy 2—4——2, at de »skal i det mindste have to prædikere». I 1925 nedsatte kirkeministeriet en kommission til overvejelse af mulighederne for en sammenlægning af s., men udviklingen er gået i modsat retning. Sammenlægning af s. forekommer yderst sjældent, hvorimod s.- udskillelser regelmæssigt finder sted, navnlig i købstæder og andre steder med stærkt stigende befolkningstal. Sammenlægning af s. og sogneudskillelser sker ved kgl. resolution. Det oprindelige grundlag for menigheders dannelse var alene s. Menighederne var derfor alene s.-menigheder, og det bestemmende for tilhørsforholdet til dem var alene bopælen indenfor s.-grænsen. Endnu er bopælen af betydning — omend ikke som tidligere eneafgørende — idet medlemmer af folkekirken, der bor indenfor s.-grænsen, tilhører s.- menigheden, medmindre de er henvist til eller gennem s.-båndsløsning har sluttet sig til en anden menighed (lov om kirkens brug m.m. § 17). F.eks. er militærpersoner og visse til militæret knyttede civilpersoner 637 SOCKEN samt disses hustruer og hjemmeværende børn med bopæl i Stor-København knyttet til en af de såkaldte militære menig h eder (Holmens, Garnisons, Citadels). Der findes særlige menigheder for døvstumme. Anstalter og stiftelser kan udgøre særlige menigheder. Der kan dannes valgm enigheder* i henhold til lov 15/5 1903. — Fælles for disse menigheder er, at de enten slet ikke har noget landområde som grundlag for deres eksistens eller dog et område, som er uafhængigt af s.-grænserne. Hvert s. udgør — uanset om det har egen præst eller ej — administrativt en enhed, almindeligvis med hver sit menighedsråd og — bortset fra København og Frederiksberg — egen økonomi, idet alle udgifter vedrørende kirke og kirkegård samt menighedsrådsudgifter og lønning af kirkens betjening afholdes s.-vis (udgifter til præstegård og -bolig derimod pastoratsvis). Hvis flere s. ligger indenfor samme kommune, kan kommunalbestyrelsen dog bestemme, at der skal være fælles ligning (sv. uttaxering) for de pågældende s. Lovgivningen forudsætter, at der i hvert s. skal være mindst een kirke. Ofte findes der dog flere kirker — foruden hovedkirken filialkirker (kapeller) eller distriktťskirker. Sidstnævnte er kirker, til hvilke der er henlagt en bestemt del af s. (kirkedistrikt). Et sådant distrikt har en vis selvstændighed, f. eks. har det som regel eget menighedsråd (menighedsrådslov § 1, stk. 2). Forskellig herfra er de på steder med flere præster almindeligt forekommende distriktsdelinger, som alene har en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem præsterne indbyrdes til formål, idet hver af dem bliver særlig forpligtet til at betjene sit distrikt. Er der i et sogn mere end 10.000 indbyggere, skal sådan deling af s. finde sted. Den medfører ingen begrænsning i befolkningens adgang til at slutte sig til en af de andre præster på stedet (lov om kirkers brug m. m. § 17). Ifølge Danske Lov 2—11—3 måtte ingen præst befatte sig med andres kald. Forbudet herimod ophævedes ved loyv om sogn ebåndsløsning 4/4 1855 (nu lov om kirkers brug m. m., kap. 2). Folkekirkens med- 638