STRAF dommer om kristendommen uttrykk for en noe dempet sympati. Likheten ble følt i noen grad i teologien (det monoteistiske gudsbegrep), men ganske særlig i etikken. Hvis man bortser fra den fundamentale forskjell i den etiske holdning mellom den stoiske vise som lever i samsvar med naturen og framfor alt vil bevare sin indre ro («tapabia), og den kristne som adlyder en personlig Guds bud og er redskap for Kristi kjærlighet, er der i de konkrete moralske forskrifter ofte en betydelig overensstemmelse. Man kunne derfor føle forholdet slik at de kristne moralbud hadde fått en rasjonal begrunnelse i s. S. kom dog aldri til å få tilnærmelsesvis den betydning for den kristne teologi som platonismen og aristotelismen har hatt (jfr. Aristoteles og Platonism och kristendom). Årsakene til dette er å søke i den stoiske materialisme* (det åndelige oppfattes som noe materielt), i denne skoles panteisme* og determinisme* (alle kirkefedrene er anti-determinister, og når Augustin utvikler en predestinasjonslære, er denne ganske anderledes orientert enn determinismen), i læren om de på hverandre følgende identiske verdensperioder (teorien om den cykliske tid, uforenlig med det kristne historiesyn), og vel også i den fundamentale ulikhet mellom stoisk og kristen moral. Et visst innslag av s. finnes hos Justinus Martyr i hans logos-lære (se Apolo- - getene), og hos Clemens Alexandrinus i hans rasjonale etikk med affektløshet (&rnáVex) som høyeste mål (se Alexandrinsk teologi). Tertullian* har overtatt sine filosofiske idéer næsten utelukkende fra s. Hos Origenes er innflytelsen svak, og vi møter hos ham vesentlig polemikk mot s. Den betydeligste representant for en syntese av stoisk og kristen moral er Ambrosiu s*, som i »De officiis ministrorum libri tres» lånte ikke bare titelen, men også meget av idéinnholdet, fra Ciceros »De officiis». I middelalderen spilte s. en ubetydelig rolle. Blant reformatorene var Zwingli" påvirket av, og åndsbeslektet med, den stoiske moralfilosofi, som ogsa hadde Erasmus Roterodam u s* sympati. I opplysnings- 695 tidens åndsliv ble den stoiske moralisme et betydningsfullt innslag, merkbart i Norden f. eks. hos L. Holberg*. Litt.: K. Deissner, Paulus und Seneca (Gütersloh 1917); P. Benoit, Sénèque et Paul (i Revue Bénédictine 1946); G. Bardy, S. Justin et la philosophie stoïcienne (i Recherches de science religieuse 1923—24); R. B. Tollinton, Clement of Alexandria 1—2 (London 1914); G. Schelowsky, Der Apologet Tertullianus in seinem Verhältnis zur griechisch-römischen Philosophie (diss. Leipzig 1901); J. Reeb, Über die Grundlagen des Sittlichen nach Cicero und Ambrosius (progr. Zweibrücken 1876); R. Thamin, St. Ambroise et la morale chrétienne au IVme siècle (Paris 1895); Th. Schmidt, Ambrosius, sein Werk de officiis libri III und die Stoa (diss. Erlangen, Augsburg 1897). E. M. STRAF. 1. Eksegetisk, se Vedergällning. 2. Historisk og principielt. S. er benævnelse for det onde, der fra samfundsmagtens side pålægges den, der har overtrådt dens love og vedtægter. I førstatslige samfund har s. ofte været de enkelte individers sag, så den blev identisk med hævn eller retorsion for tilføjet formentlig eller faktisk krænkelse, og helt op i nordisk middelalder var s. for drab, legemlig overlast m.m. ikke så meget samfundets som den krænkedes sag, idet straffeprocessen var en civilsag og ikke en kriminalsag. At s. betragtes som et onde, ses af det stadigt anvendte udtryk: til s.s lidelse. Som samfundsformerne har fæstnet sig, er s. gået over til at blive samfundets sag, som det allerede fremgår af Aiskylos’ »Eumeniderne», og det er stadig kendetegnet på et retssamfund, at den enkelte ikke kan tage sig selv til rette. Der er gennem tiderne opstået forskellige straffeteorier, der alle bæres af det fælles motiv, at s. skal sikre ordenen i samfundet. Man deler disse teorier i relative og absolutte. De sidste sætter s. i direkte relation til forbrydelsen; der straffes, quia peccatum est, fordi der foreligger en overtrædelse. Samfundet iværksætter »den retfærdige gengældelse», og man taler om gengældelsesprincippet eller jus talionis, der har fået sit billedlige udtryk i ordene »øje for øje og tand for tand», idet forbrydelse og s. nøje skal veje hinanden op. Dette 696