gjorde ofte s. hård, og særlig i middelalderen og begyndelsen af nyere tid har man opfundet en række s. af ukristelig grusomhed, også under forhørene, så torturen ikke blot fik anvendelse i strafferetten, men også i selve retsplejen. Italieneren Cesare Beccaria (1735— 94) brød i sin bog »Om forbrydelse og s.» med den absolutte straffeteori, idet han forkastede hævn- og gengældelsestanken og søgte s.s formål i forbryderens forbedring. Herfra daterer de relative straffeteorier sig. De kan deles i forbedrings- og afskrækkelsesteorierne. Forbedringsteorien går ud på, at straffen skal virke på forbryderen som et motiv, der i fremtiden skal afholde ham fra at begå nye forbrydelser. Man regner altså med, at viljen ikke er ganske fri, men lader sig lede helt eller delvis af motiver. I Danmark fik denne opfattelse en tid sit udtryk i, at man satte de værste forbrydere i »tugthuset»; de andre kom blot i »forbedringshuset». Afskrækkelsesteorierne kaldes også for præventionsteorierne. De skal afskrække forbryderen og ev. andre med fra at bryde loven. Hvis der blot tænkes på forbryderen selv, taler man om specialp rævention; men er der tale om, at s. også skal afholde andre fra forbrydelse, taler man om generalprævention. Normalt skulle straffeloven ved sine straffesatser kunne afholde almindelige mennesker fra forbrydelsen, fordi den »ikke betaler sig». Schopenhauer sagde således, at en straffelov er en fortegnelse over de modmotiver, der skal til at holde de forskellige forbrydelser i skak. I moderne tid har man ofte foretrukket at tale om bekæmpelse af forbrydelsen i st. f. kamp mod forbryderen, fordi han betragtes som abnorm eller »syg» og forbrydelsen som en sygdom i samfundet, som det gælder om at læge ved at finde dens årsager og de midler, der kan fjerne disse årsager. Dette sker særlig i kriminologien. Flere har villet hævde, at der slet ikke skal straffes, men blot kureres. Medens der på dette punkt råder den største uenighed, er de fleste enige om, at samfundet ikke kan straffe, uden der 697 STRINDBERG foreligger overtrædelse af positiv gældende lov (nulla poena sine lege), og dette medfører atter, at der ikke må laves straffelove med tilbagevirkende kraft, fordi dette betyder usikkerhed og retsløshed for borgerne. Kristeligt set har s. voldt vanskelighed. Efterhånden er man nået til enighed om, at samfundet kun skal straffe overtrædelser af lovens »anden tavle», der angår forholdet til mennesker, men ikke til dens »første tavle», der angår forholdet til Gud. Blasfemi straffes ikke og sakrilegium kun, hvor der foreligger materiel ødelæggelse. Spørgsmaàälet har også været, om den kristne kærlighed, der fordrer den grænseløse tilgivelse, ikke udelukker s.; men over for dette synspunkt gælder det, at kærligheden ogsà angår forbrydelsens faktiske og mulige ofre, der må værnes mod overlast. Denne betragtningsmäåde forliges ikke med gengældelsesteorien, der vel som en art hævn i det hele taget er uforenelig med kristelig etik. Litt.: H. C. V. Schau, Om straffens begrundelse og formål (diss. Khvn 1889); C. Goos, Forelæsninger over den almindelige retslære (Khvn 1889—92); C. Torp, Den danske strafferets almindelige del (Khvn 1905); J. C. W. Thyrén, Principerna för en strafflagsreform 1 (Lund 1910); I. Agge, Studier över det straffrättsliga reaktionssystemet 1 (Sthm 1939; giver de forsk. straffeteorier); H. Nissen, Øie for øie, tann for tann? (Oslo 1934; populær); A. Goll, Forbrydelse og straf (Khvn 1905; populær), P. O. Ekelöf— V. Lundstedt—Ä. Petzäll—T. Segerstedt, Straffverkställighet och allmänprevention (diskussionsartikler i Svensk juristtidning 31, 1946); V. Aubert, Om straffens sosiale funktion (diss. Oslo 1954; sociologisk). S.H. STRINDBERG, Johan August(1849—1912), svensk författare, föddes i Stockholm, där fadern var ångbåtskommissionär. Efter studentexamen 1867 hade han planer på och försökte sig inom skiftande yrken men ägnade sig snart alltmera helt åt författarskap. Åren 1883—89 och 1892—96 vistades han mest i utlandet, i Frankrike, Schweiz, Danmark, Tyskland, Österrike och England, och påverkades starkt av religiösa, filosofiska, naturvetenskapliga och litterära strömningar, som han därvid kom i kontakt med. Som dramatiker bröt han igenom med 698