SYMBOLFORPLIGTELSE forpligtelse møder vi allerede i oldkirken, idet præsten ved ordinationen aflægger livsvarigt løfte om et sømmeligt levned og om udførelse af sit embede i overensstemmelse med kirkens lære. Ved symboler forstås først og fremmest Apostolicum, Nicænum Oog Athanasianum (se De oldkirkelige symboler). Senere føjes forskellige vigtige konciliebestemmelser til. 1564 indfører Pius IV i den romersk-katolske kirke en læreforpligtelse, den såkaldte Professio fidei tridentinae (Denz. 994—1000; Neuner-Roos, Der Glaube der Kirche in den Urkunden der Lehrverkundigung, Regensburg 1949, nr. 849—859). Heri bekendes først den nikænske trosbekendelse, hvorefter der aflægges ed på de i tridentinerkonciliet vedtagne læresætninger. 1877 udvider Pius IX denne trosforpligtelse til også at gælde vaticanerkonciliets bestemmelser, i særdeleshed dogmet om pavens ufejlbarhed. 1910 føjede Pius X den såkaldte antimodernisted til (Denz. 2145— 2147; Neuner-Roos, nr. 64—74), hvorved den, der overtager et kirkeligt embede, afsværger alle modernismens* vildfarelser. Med den romersk-katolske kirkes præg af juridisk retskirke og ud fra dens intellektuelle trosbegreb følger med nødvendighed, at der her må blive tale om en konsekvent gennemført s. Symbolerne, forstået som udtrykket for de af Gud åbenbarede og af kirken forelagte overnaturlige trossandheder, er direkte genstand for tro, forstäet som den af nåden betingede anerkendelse af kirkens lære som Guds åbenbaring. Også inden for de reformatoriske kirker indførtes s. Det er et omstridt spørgsmål, hvornår det skete, men i hvert fald indførte de forskellige landskirker efter Luthers og Melanchthons død en læreforpligtelse, der ikke blot omfatter Skriften, men også den uændrede augsburgske konfession og Luthers lille katekismus, hvortil for flere kirkers vedkommende (dog ikke i Danmark og Norge) senere føjedes hele Konkordiebogen*. Konkordieformlen* skelner skarpt mellem skriften og symbolerne. Alene skriften er regel og norm. Symbolerne er »breves et categoricae confessiones», der sammenfatter den kristne tro og den sande 771 kirkes bekendelse. De kan aldrig blive »dommere», men er vidnesbyrd om og forklaring af troen. Ortodoksien* håndhævdede på juridisk vis s. meget strengt, mens radikale pietister som Dippel gik stærkt imod den. O p1y sningstiden (se Upplysningen) svækkede selvsagt s. i meget betydelig grad. Omkring 1800 herskede praktisk talt lærefrihed, uden at de officielle bestemmelser derved blev ophævet. (Ang. præsteedens afskaffelse og dens erstatning af præsteløftet, se Prästlöfte). Et ejendommeligt standpunkt indtager Grundtvig*, idet han kræver præsteløftet afskaffet og »præstefrihed» indført, vel at mærke ikke ud fra rationalistiske synspunkter, men fordi striden mellem de gammeldagstroende og rationalisterne førte ham ind på tanken om den rummelige folkekirke, der skulle rumme både de gammeldagstroende og deres rationalistiske modstandere. Men forudsætningen derfor var frihed for begge parter, både for præsterne (afskaffelse af præsteløftet) og for menighedsmedlemmerne (sognebåndsløsning) (se Grundtvigianismen). Den liberale teologi" kræver s. ophævet, dels fordi symbolerne repræsenterer en kristendomsforståelse, det moderne menneske ikke kan antage, dels fordi den enkeltes frie samvittighed skal respekteres. Det »protestantiske» menneske er det »dogmefrie» menneske. Kirken er ikke »bekendelseskirke». Man ønsker fuldstændig lære- og forkyndelsesfrihed, således som tilfældet er i flere kantoner i Schweiz. Bekendt er de såkaldte »apostolicumsstridigheder» i Tyskland 1871, 1892 og 1911, forårsaget ved at præster nægtede at bruge Apostolicum ved gudstjenesten. I Danmark kom det til alvorlig debat om s. og præsteløfte i begyndelsen af dette århundrede, navnlig i anledning af pastor Arboe Rasmussens benægtelse af forskellige led i trosbekendelsen. I vore dage er spørgsmålet om s. blusset op i Norge i anledning af striden om de evige helvedesstraffe. Opgøret mellem professor Hallesby og biskop Schjelderup førte til, at biskoppen skrev til kirkedepartementet for at få klarlagt spørgsmålet om, hvorvidt han med sine 772