udtalelser om de evige helvedesstraffe havde sat sig uden for den evangelisk-lutherske bekendelseskirke (se herom De evige helvetesstraffer og bekjennelsen, Oslo 1954, der bl. a. indeholder udtalelser fra biskopperne og de teologiske fakulteter. Endvidere F. Castberg, Statsreligion og kirkestyre, Oslo 1953). Blandt symbolerne indtager Apostolicum og Nicænum en særstilling. Der er i særlig grad »gudstjenestesymboler» (R. Prenter), udtryk for det urkristne kerygma, ikke afsluttede lærebekendelser, men altid åbne ud imod skriftens mangfoldighed. De udtømmer ikke, men øser ud af urmenighedens kristusbekendelse; de er kirkens udtryk for dens tro og bekendende lovprisning. De reformatoriske bekendelsesskrifter udtrykker i en bestemt historisk situation den evangeliske kirkes forståelse af det centrale i bibelsk apostolisk kristendom. Som statisk, endeligt formulerede lærenormer egner de sig ikke, hvilket også ville stride imod evangelisk forståelse af kristustroens væsen. Derfor må deres myndighed også være af anden art end den juridiske. »Deres autoritet beror ikke på, at de som lærenorm er antaget af et kirkeligt samfund, men på, at de bevidner skrifternes indhold» (R. Prenter). Derfor er de også til enhver tid skriften og et stadig uddybet skriftstudium undergivet. En konfessionalisme, der gør bekendelsesskrifterne til absolutte, afsluttede læredokumenter, kan næppe siges at være i overensstemmelse med evangelisk trosforståelse. Dette udelukker på ingen måde, at kirken ifølge hele sit væsen er en bekendende kirke. Det viser sig blandt andet deri, at den altid i kritisk og agtpågivende lydhørhed spørger den bekendelse, dens fædre kæmpede sig frem til, om troens indhold. Og tillige deri, at den spørger dem, der skal tjene i den som præster, hvilken stilling de indtager over for denne bekendelse. S. er ikke en udvendig juridisk forpligtelse, men en åndelig, personlig. Dette ligger i præsteløftets udtryk »med regnskabsdagen for øje». Bekendelsesskrifterne er »tegn», der viser vejen, samtidig med at de i givet tilfælde sætter bom for den individuelle vilkårlighed. De er nødvendige tjenere, ikke herrer. Om deres gyldighed i 773 SYMBOLIKK kirken, har alene kirken selv, ikke staten at bestemme. Litt.: J. Jacobsen, Om symboler og s. (Khvn 1906); V. Lindegård Petersen, S. i den danske kirke (i Teol. tidsskr. 1907); H. Mulert, Die Lehrverpflichtung in der evangelischen Kirche Deutschlands (Tübingen 1906); dens., Wahrhaftigkeit und Lehrverpflichtung (Tübingen 1911); A. von Zahn-Harnack, Der Apostolicumstreit des Jahres 1892 (Marburg 1950); W. Geppert, Ist kirchliches Lehrchaos protestantisches Schicksal? (Neuffen 1953); W. Trillhaas, Das apostolische Glaubensbekenntnis (Witten 1953); R. Prenter, Folkekirkens bekendelse (i Dansk kirkeliv mens tiderne skifter 1953); dens., Skabelse og genløsning (2. ed. Khvn 1955); P. G. Lindhardt, Den danske kirke i går og i dag (Khvn 1955); E. Rodhe, Svenska kyrkan omkring sekelskiftet (Sthm 1930); H. Pleijel, Svenska kyrkan och bekännelsen under sista halvseklet (i En bok om kyrkan, Sthm 1943). K.E. Sk. SYMBOLIKK (fheologia symbolica) skulle egentlig bety det læreinnhold som finnes i et kirkesamfunns bek jennelsesskrifter (»symboler»), men er vanlig betegnelse på det fag som beskjeftiger seg med kristenhetens kirkesamfunn, deres lære, forfatningsformer, kultus og særpreg i det hele. Det kalles nå oftere »konfesjonskunnska p». Begynnelsen til s. er det 16. århundres kontroversteologi, theologia polemica. Den konfesjonelle polemikk avfødte verker som Martin Chemnitz’s »Examen Concilii Tridentini» (4 bd., 1565—73) som gjennomgikk Trientkonsilets lære for å gjendrive den. Roberto Bellarmino gav fra katolsk side ìi »Disputationes de controversiis Christianae fidei» (3 bd. folio, 1586—93) en gjennomgang av alle læreforskjeller mellom den romersk-katolske og de evangeliske kirker. Verket fremkalte over 50 motskrifter fra evangelisk side. Kontroversteologien understrekte ensidig læredivergensene. I ortodoksiens tidsalder oppstod imidlertid også en irenisk åndsstrøgmming. Dens betydeligste representant varGeorgCalixt (d. 1656), en tysk lutheraner som på studiereiser til England og Frankrike hadde lært de andre kirker å kjenne innenfra, og som hevdet at den katolske, den lutherske og den reformerte kirke 774