ret af de engelske s., at oprette s., hvis formål var fremme af håndværkeruddannelsen på kristen grund, men uden det, som nu er s.s egentlige formål: direkte kristendomsforkyndelse. De massmannske s. virkede indtil 1920. S., hvis egentlige formål var børnenes kristelige opbyggelse, synes først at være kommet i gang her og der i 1830erne, i København bl.a. støttet af dronning Caroline Amalie. Indtil 1875 blev det dog kun til enkelte, spredte forsøg. Men i dette år startede Københavns Indre Mission sin første s., ledet af Therese Keyper, der i England havde lært s.-arbejdet at kende. I de følgende år voksede s.s antal og omfang med stor fart. 1879 oprettedes det endnu eksisterende Københavns Indre Missions s.- udvalg, der koordinerer det meste folkekirkelige s.-arbejde i København, også det ikke indre-missionske. 1882 oprettedes et lignende udvalg for det øvrige Danmark, »Udvalget for børnegudstjeneste», et navn, der vil pege på, at s. ikke blot er kundskabsmeddelende. Ordet »børnegudstjeneste»* bruges dog i almindelighed om en egentlig gudstjeneste i kirken, hvor salmevalg og prædiken er særligt lagt an for børn. S. holdes i almindelighed i menighedssale eller skolelokaler, sjældnere i kirkerum eller privathjem. S. ledes af en forstander, der i en del tilfælde er en af sognets præster. Børnene er opdelt i »klasser» med 10—20 børn og en voksen leder i hver klasse. Opdelingen var tidligere oftest efter køn og alder, nu er det ikke ualmindeligt at lade »klasserne» være »blandede» som børneflokken i en familie. Den almindeligste form er den, at der efter en salme følger en fri bøn og trosbekendelsen, hvorpå dagens tekst læses. (S.-udvalgene udgiver særlige tekstlister, der følger kirkeåret, men ofte har andre tekster end alterbogen, idet der bl. a. inddrages en del gammeltestamentlige tekster.) Så grupperer klasserne sig om deres ledere, der hver især taler med sine børn om teksten i et kvarter, hvorpå alle børnene samles til forstanderens korte tale over »bibelsproget», et skriftsted i tilknytning til teksten. Derefter sluttes med 829 SÖNDAGSSKOLA bøn, Fadervor, den apostoliske velsignelse og salmesang. Det hele er beregnet på at vare en time. Til hjælp for medarbejderne udgiver s.- udvalgene månedsbladet »Rådgiveren». Desuden udgives hver uge »Børnebladet». Under Københavns søndagsskoleudvalg sorterer 81 s. med godt 700 medarbejdere og ca. 12.000 børn, under provinsudvalget er der 1.612 s. med godt 6.700 medarbejdere og ca. 87.000 børn. Af andet folkekirkeligt s.-arbejde kan nævnes Luthersk Missionsforenings 130 s. med 475 medarbejdere og ca. 6.000 børn. Hertil kommer en del s., der ikke er tilsluttet udvalgene, samt Frelsens Hærs 67 s. med 420 medarbejdere og ca. 5.700 børn. Af frikirkeligt s.-arbejde kan nævnes metodisternes 39 s. (226 medarbejdere, 3.000 børn), baptisternes 125 s. (740 medarbejdere, 9.500 børn) og Det danske Missionssamfunds 67 s. (134 medarbejdere, 2.200 børn). Alle de nævnte s. har et fælles forum i Verdens-søndagsskole-unionens danske komité, hvis formand er Københavns biskop. Litt.: H. Fuglsang-Damgaard, Søndagsskolearbejdets betydning for kirken (Khvn 1937); S. Borregaard, De børn Gud gav os (Khvn 1950); O. Moller, Søndagsskolen (Khvn i951); C. M. Julin, Beretning for årene 1950—53 (i Rådgiveren nr. 8, 1954). S. B. S. har i Finland i första hand vuxit upp ur inhemsk jordmån utan starkare impulser utifrån, åtminstone i sin begynnelsehistoria. Tre strömningar har också i Finland drivit fram denna form av kristen och kyrklig barnuppfostran: 1) allmänna folkbildningssträvanden, 2) kyrklig barnundervisning och 3) de kristna väckelserörelserna. När professor Martti Ruuth skrev sin »Finlands söndagsskolas historia» år 1928, började man bereda sig på att 1932 fira den egentliga söndagsskolrörelsens 100-årsjubileum i anledning av en påträffad kungörelse av den 15 april 1832, vari banbrytaren för denna verksamhet, »Finlands s:s fader», pastor J. F. Berg i sin församling i Nurmijärvi vidtog kraftåtgärder för denna kyrkans framtidsgärning. Man måste emellertid 830