Efter sin hjemkomst 1525 blev T. overflyttet til klostret i Viborg, hvis prior lod ham undervise og prædike offentligt. Efter i flere måneder at have prædiket under stor tilslutning var hans reformatoriske indstilling dog så udtalt, at han, vel i foråret 1526, blev udstødt af ordenen. 23. okt. s. å. udvirkede Viborgs magistrat, at Frederik I udnævnte T. til sin kapellan, hvorved han stilledes under øvrighedens beskyttelse; foreløbig skulle han prædike i Viborg. En stærk bevægelse fremstod. Flere reformatoriske skrifter udsendtes. Da St. Hans Kirke snart blev for lille for T.s menighed, tiltvang borgerne sig adgang til gråbrødrekirken. Et forsøg fra biskoppens side på at fængsle T. blev under dramatiske optrin hindret af borgerne. Omtrent samtidig giftede T. sig med en slægtning af sin medhjælper, mag. Jørgen Sadolin. Snart havde reformationen sejret i Viborg. T. og Sadolin blev sognepræster, mens 12 overflødige kirker og kapeller nedreves. 1529 overflyttedes T. til Nikolaj kirke i København. Også her fremkaldte hans kraftfulde forkyndelse en stærk bevægelse; allerede 1530 havde byen fire prædikanter. På den vigtige herredag i København sommeren 1530 (jfr. Reformationen, Danmark), hvortil 21 prædikanter var indstævnet for at forsvare deres lære, affattede disse »Den københavnske Bekendelse». Dens hovedforfatter er sikkert Peder Laurentsen fra Malmø og ikke som hidtil antaget T. Den ødelæggende billedstorm mod Frue Kirke 3. juledag billigede T. ikke. Fra denne tid stammer T.s udførlige modskrift mod Helie, der i et skrift til magistraten havde beskyldt ham for foragt for sakramentet (»en bid brød og en slurk vin»). Under herredagen 1533 efter Frederik Is død rejstes proces mod T. for injurier mod biskopperne og kætteri i nadverlæren; en disputation mellem T. og Helie afholdtes. P. gr. a. borgernes truende holdning ændredes dommen dog snart derhen, at T. kunne genoptage sin præstegerning mod løfte om ikke at angribe biskopperne. T.s nadverlære har været omstridt; anklagen for »zwinglianisme» er dog uberettiget. Skrifterne viser, at T. ikke har forkastet realpræsensen, men denne havde 841 EA TAUSEN Hans Tausen. Samtidigt stik. mindre betydning for ham, da han bestemt adskilte »tegnet» fra ordet. I T.s nadveropfattelse forbindes den senmiddelalderlige ihukommelseslære med Luthers tidlige testamentlære. I de følgende år under grevefejden og Københavns belejring holdt T. sig til sin præstegerning og litterært arbejde. Efter Christian IIIs sejr 1536 bleyv han medlem af kommissionen, der udarbejdede Kirkeordinansen af 1537. Ved universitetets genoprettelse 1537 blev T. lektor i hebraisk og 1538 tillige teologisk lektor og præst ved domkirken i Roskilde, hvor katolicismen endnu var stærk. Derimod var T. ikke blandt de nye evangeliske biskopper 1537. Først 1541 udnævntes han til Ribe, valgt af stif- 842