giver helt op overfor problemet; han har set, det er et dårlig værk, Gud giver menneskene at plages med under solen; for der er retfærdige, som får de ugudeliges 10d, og ugudelige, der får de retfærdiges lykke. Fælles for disse betragtninger er, at man bryder med den gamle opfattelse, der betragtede synd som straf og lykke som løn. I senjødendommen (Dan. 12, Jes. 26) kommer så tanken om opstandelsen, først for de retfærdige, jfr. Luk. 14:14, og siden for alle, til henholdsvis løn eller straf. I nyere tid blev t.-problemet rejst af Bayle i hans berømte leksikon, hvor han i en artikel om manikæerne forklarede det onde ved henvisningen til et ondt princip i tilværelsen, der var modsætningen til det gode, altså en udtalt etisk-religiøs-kosmisk dualisme. Mod dette skrev Leibniz’ da sin »Théodicée» 1710, hvor han atter fremdrog stoicismens og nyplatonismens tale om lys og skygge som lige nødvendige faktorer i det fuldkomne kunstværk og påstanden om, at det, der skadede delen, kunne gavne totaliteten. Leibniz føjede hertil tanken om, at Gud af alle mulige verdener havde skabt den bedste, og at vi måske lever i den værste del af den bedste verden. Mod denne t. protesterede Voltaire vittigt i romanen »Candide». Ludvig Holberg* arbejdede også med t.-problemet. Medens Bayle ville antage to principer, det godes og det ondes, Gud eller djævel, der begge er aktive, vilde Holberg blot lade Gud være det aktive princip, medens materien er det passive og ufuldkomne princip, af hvilket Gud har skabt verden, der ikke kunne blive bedre, end materialet tillod det. T. forudsætter teismen*. For panteismen* må t. falde sammen med en kosmodicé eller retfærdiggørelse af tilværelsen eller verden. En sådan kosmodicé har vi i den oprindelig græske forestilling om Nemesis, der blot udtrykker en harmonisk ligevægt i tilværelsen. Lykke må opvejes af ulykke, har man toppet må man dale, det er tilværelsens loyv. Schopenhauers“ kosmodicé udtrykkes i hans lære om »den evige retfærdighed», som viser sig i, at summen af modtaget lidelse er lig med summen af tilføjet 861 TEOPFANI lidelse, og da alle enkeltvæsener i sidste instans er identiske, bliver der balance. Man skader kun sig selv. T.s problem kan ikke løses, hvis Gud tænkes både som almægtig og algod. J. S. Mill og W. James har derfor opgivet tanken om Guds almagt. Men i virkeligheden kan problemet ikke stilles, fordi det må have som sin konsekvens, at værd og skæbne må følges i livet, ulykke må være straf, og lykke må være løn. Det er ufromt at ville finde Guds tilskikkelser i sin egen lykke og i næstens vanheld. Mod dette er der allerede protesteret Luk. 13:1 ff. og Joh. 9: 1 ff. Se også Almagt, Lidelse, Det onde. Litt.: P. Tillich, Das Dämonische (Tübingen 1926); J. Hontheim, Theodicea sive theologia naturalis in usum scholarum (Brisgoviae 1926); N. Berdjajef, De la destination de l'homme (Paris 1935); S. Holm, Græsk religion (Khvn 1942; s. 137—62) ; dens., Religionsfilosofi (Khvn 1955; s. 429—59). S. H. TEOFANI (av grek. Hsopgvstx, gudsuppenbarelse). Med t. avser man en gudoms plötsliga och i regel hastigt övergående uppenbarelse. Man brukar i nutida språkbruk skilja t. från inkarnation*, såsom innebärande en varaktig gudsuppenbarelse. Exempel på t. finnes i alla religioner. Hos natu rfolken möter ofta t.: guden uppenbarar sig på en bestämd plats i en blixt eller i något annat himmelskt ljusfenomen. Han låter höra sin röst i åskans dunder eller i en jordbävning o.s.v. Från Venda i Sydafrika berättas således att guden Raluwhimba uppenbarar sig i åskvädret i form av en blixt av speciellt utseende i närheten av hövđingens kraal. Guden ger därvid till känna sina önskningar för hövdingen. Iden grekiska religionen var t. mycket vanliga. Gudarna tänktes ofta visa sig i mänsklig gestalt för någon utvald hjälte: Asklepios uppenbarade sig i Epidauros, Pan visade sig kort före slaget vid Maraton för Atens sändebud och lovade honom sitt bistånd i striderna mot perserna, till Apollons ära firades på våren en t.-fest i Delfi, när guden åter uppenbarade sig efter att en tid ha varit borta o.s.v. Babylonsk religion kan också uppvisa exempel på t.: Guden Shamash uppenbarade 862